Kvoter, konger og kumpaner - en fortælling om en ministers dobbeltspil

RB PLUS Lunde kalder brugen af aktindsigt en sygdom- - Se RB 12/4 2017 09.10. Lunde kalder brugen af aktindsigt en sygdom. Knap en uge efter at miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) modtog en alvorlig politisk næse fra Folketinget, er han nu igen kommet i problemer.. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix 2017) Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Guldbæk Arentsen

Kvoter, konger og kumpaner

- en fortælling om storfiskere, embedsmænd og en ministers dobbeltspil

Forord: I foråret detonerede sagen om kvotekonger på Christiansborg. Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) var tæt på at miste sin ministerpost. Men i stedet fik han særdeles alvorlig kritik af Folketinget. Berlingske har gennemgået talrige af sagens dokumenter og er vendt tilbage til hovedaktørerne. Gennemgangen viser, at Miljø- og Fødevareministeriet med Esben Lunde Larsen i spidsen på flere måder konsekvent har spillet dobbeltspil over for Folketinget. Sagen står nu i et helt nyt lys, lyder kritikken.

 

Den seks-cylindrede dieselmotor udstøder et »bruuum.«

Mågeskrig og lugten af fisk hænger i luften. Blåmuslinger og rester af krabber klæber til bådens bund. Krabberne blev banket ud af fiskenettet med en tung hammer, sidst Søren Jacobsen var ude at fiske.

Båden hedder Regina, og samme navn står printet på Søren Jacobsens trøje. Fartøjet er opkaldt efter hans kone. En skriggul stribe løber langs Søren Jacobsens trøjeærme. Den er så skarp, at han nemmere kan ses i gråt og diset vejr.

Fiskekutteren vugger ud af Helsingør Nordhavn. Båden er specialbygget, så Søren Jacobsen kan betjene den alene. Fra dækkets ene side kan han styre kutteren, mens et elektronisk søkort gengiver båden og garnets placering. Mekanisk udstyr henter fiskene op, især torsk og tunger fra det nordlige Øresund fylder garnet.

 

Søren Jacobsen fortæller, at han er den sidste erhvervsfisker i Helsingør Kommune. For få år siden var de ni. På billedet ses han med sønnen Elias Borum Jacobsen.

 

Inde på havnen ligger en rød bygning. For få år siden var bygningen et fiskehus, hvor friskfanget fisk blev solgt; i dag ligger der en café, hvor man kan få fiskefilet og pommes frites. For bare få år siden lå der også en kølecontainer og en stejleplads af pæle til at tørre fangstredskaber og fisk. I dag står der borde og bænke. For fiskeindustrien i dette nordøstlige hjørne af Sjælland har været under forvandling og pres de senere år.

Søren Jacobsen er 46 år og har levet af at fiske de seneste 20 år. Utallige timer på havet har farvet hans hud gylden. Han har stiftet Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri, som prioriterer bæredygtigt og skånsomt fiskeri, og på disse kanter – ved Snekkersten, Helsingør og Hornbæk – er Søren Jacobsen den eneste tilbageværende erhvervsfisker, som lever af at fiske. For få år siden var de ni, forklarer han.

I 2007 slap staten Danmarks fiskekvoter fri, så kvoter kunne sælges og købes, og det har ifølge Søren Jacobsen tvunget hundredvis af mindre fiskere ud af branchen.

»Vi har nærmest fået monopollignende tilstande. Få storfiskere sidder på næsten alt, og mange små fiskere bliver presset ud. Her er der kun mig tilbage,« siger Søren Jacobsen.

***

I den anden ende af Danmark bor Ib Poulsen på en nedlagt gård uden for Thisted.

Ib Poulsen sagde farvel til Fremskridtspartiet i 1995, goddag til Dansk Folkeparti i 1999 og blev valgt ind i Thisteds byråd i 2001. Siden har Ib Poulsen siddet i Folketinget ad to omgange og var Dansk Folkepartis forsvarsordfører, mens Afghanistan-krigen trak forsider. Ib Poulsen er fraskilt og har en dreng og tre piger.

 

Ib Poulsen er 52 år, viceborgmester i Thisted og folketingsmedlem for Dansk Folkeparti. Ib Poulsen er selv fisker og har politisk kastet sig ind i kampen mod kvotekonger. Her ses han ved sin jolle ved fiskelejet Stenbjerg mellem Agger og Vorupør på den jyske vestkyst.

 

Snører, kroge og garn har været en del af Ib Poulsens liv, siden han var 11 år. Han ejer en jolle, der ligger i fiskerlejet Stenbjerg mellem Agger og Vorupør. Han er uddannet skibsfører og har arbejdet ved Hanstholm Havn.

I dag har Ib Poulsen både titel af viceborgmester og folketingsmedlem. Man behøver ikke at ringe til mange partifæller i Thisted for at fornemme en ulmende utilfredshed med, at Ib Poulsen investerer for megen tid på tinge og for lidt på Thisted. Til gengæld omtaler de lokale kolleger ham som en dedikeret politiker. Langt fra alle sager fanger Ib Poulsens interesse, men når de gør, f.eks. asylansøgere, går Ib Poulsen helhjertet ind i sagen, lyder det. Og da debatten om såkaldte kvotekonger for alvor dukkede op for knap to år siden, vidste Ib Poulsen med det samme, at det var en sag for ham.

Men han vidste ikke, at sagen skulle føre til et drama på Christiansborg med storfiskere, embedsmænd og minister som hovedaktører. I foråret var sagen om kvotekonger lige ved at koste miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) jobbet. Og nye oplysninger, som Berlingske kan lægge frem i denne fortælling, stiller tilsyneladende forløbet i et nyt lys. De nye oplysninger får forvaltningseksperter til at udtrykke markant kritik af ministeren og hans ministerium, ligesom oplysningerne får centrale politikere til at så tvivl om, hvorvidt de overhovedet har tillid til Esben Lunde Larsen som minister. Historien begynder et helt andet sted.

***

På vej ind i det nye årtusinde led det danske fiskeri.

For få fisk og for mange kuttere førte til røde tal, en underdrejet industri og frustrerede fiskere.

Modsvaret kom op gennem 00erne, da staten under den daværende VK-regering overdrog landets fiskekvoter til private fiskere. Kvoterne styrer, hvor mange kilo fisk en skipper må fange. Privatiseringen skulle gøre fiskeriet mere attraktivt, mere lønsomt, som de siger i branchen.

Manøvren lykkedes. Overfiskeriet blev bremset, bestandene fik det bedre, og fiskerne begyndte at tjene penge – nogle rigtig mange penge.

I princippet forærede staten kvoter for mange millioner kroner til udvalgte fiskere, fordi kvoterne blev knyttet til kuttere og fiskefartøjer. En afledt effekt blev, at store mængder fisk endte på få hænder. Kapitaltunge fiskere opkøbte systematisk andre fiskeres kvoter og satte sig på enorme mængder. 18 industritrawlere fanger mere end halvdelen af alle fisk. Det er dem, der er døbt kvotekonger og kvotebaroner. Nogle af de største kvotekonger ejer værdier i milliardklassen og figurerer på listen over Danmarks rigeste. Fiskeindustrien forvandlede sig til en attraktiv forretning, men millionerne rullede over til få personer.

Poul Holm, professor i miljøhistorie ved Trinity College Dublin, forklarer, at kvoter er et effektivt værktøj til at kontrollere, at der ikke bliver fanget for mange fisk. Men det er uhørt, at en stat blot forærer kvoter for millioner væk uden modkrav, som det skete i Danmark.

»De ganske få heldige fik reelt rettighederne for tid og evighed. Det er helt usædvanligt, også i et globalt perspektiv,« siger Poul Holm.

På papiret kan myndighederne tilbagekalde kvoterne med otte års varsel – en frist, der står til at blive fordoblet – reelt vil fiskerne formentlig kunne beholde kvoterne på ubestemt tid.

Man kan blot forestille sig, hvor megen debat det ville udløse, hvis staten ud af det blå forærede statsskove, råstoffer eller retten til et håndværk til en udvalgt skare uden modregning.

»Den uhensigtsmæssige koncentration af kapital har ført til begrænset konkurrence. Det bryder vi os normalt ikke om. Kvoterne er blevet samlet på få fartøjer, så meget få personer sidder på meget store værdier. Samtidig har andre mistet deres arbejde i en hastig proces. Vi har fået færre fiskere og færre havne,« konstaterer Poul Holm.

Antallet af erhvervsfiskere har ligget nogenlunde stabilt de senere år. Knap 3.300 er i dag registreret som erhvervsfiskere, der primært lever af fiskeri. Til gengæld er antallet af fartøjer dykket. Og alene i perioden 2005 til 2012 forsvandt alt fiskeri fra 37 danske havne, mens yderligere 28 havne mistede mere end halvdelen af fartøjerne, oplyser Poul Holm.

***

I Danmark er der et loft for, hvor meget af den samlede kvote for en fiskeart en enkelt person må eje – for langt de fleste arter et loft på fem til ti procent i de forskellige farvande. Men de seneste år er der opstået kraftlig mistanke om, at nogle kvotekonger reelt har råderet over langt flere kvoter, end reglerne tillader.

»Vi hører det især fra fiskerne selv,« siger Simon Kollerup, Socialdemokratiets fiskeriordfører.

»Kvotekonger får indsat stråmænd, koner og børn som formelle ejere af kvoter, så de kan bestemme over langt flere fisk, end reglerne tillader.«

En DR-dokumentar afdækkede i 2015, hvordan kvotekongerne fandt juridiske huller, mens de landede millioner af fisk og kroner ind i eget garn. En kvotekonge havde ramt loftet for kvoter, men udnyttede den såkaldte konefinte, så konen fik registreret kvoter for millioner, selv om hun blot ejede en mindre båd, som slet ikke var egnet til storfiskeri. Kvotekongens yngre stedsøn ejede kvoter for op mod 70 mio. kr. Imens sad en af de ansvarlige embedsmænd i dokumentaren – halvt smilende – og slog ud med armene. Det var jo ikke ulovligt, kvotekongerne benyttede bare et kreativt hul i lovgivningen, lød det.

Siden da har flere partier på Christiansborg ønsket at gøre op med kvotekongerne.

»Der er bestemt kommet gode ting ud af privatiseringen. Flere fiskere blev reddet. Men det har aldrig været meningen, at en lille gruppe kvotekonger skulle sidde og styre hele markedet,« siger Dansk Folkepartis fiskeriordfører, Ib Poulsen.

 

Se hvem nogle af kvotekongerne er

Fiskeindustrien er blevet så god en forretning for nogle af de såkaldte kvotekonger, at de i dag befinder sig blandt Danmarks rigeste.

Henning Kjeldsen ejer Gitte Henning A/S og er blandt de rigeste herhjemme med en formue på 1,5 mia. kr., viste Berlingskes liste over Danmarks 100 rigeste i 2016. Henning Kjeldsen er en af de absolut førende erhvervsfolk i Skagen og ejede i 2016 ifølge flere medieomtaler fiskekvoter til en bogført værdi på mere end 800 mio. kr.

Fiskeskipper, færingen Gullak Arngrimsson Madsen ejer bl.a. selskabet Rederiet Ruth. I 2016 optrådte Gullak Arngrimsson Madsen også på Berlingske liste over Danmarks 100 rigeste med en formue på 1,4 mia. kr.

Storfiskeren John-Anker Hametner Larsen er ikke blandt de allerstørste fiskere, men har alligevel påkaldt sig opmærksomhed, bl.a. fordi han har økonomiske bånd til Venstre-folk. Ifølge egne oplysninger har han opkøbt en række ejendomme i Thyborøn og har otte fiskerifartøjer. John-Anker Hametner Larsen har tidligere fortalt, at han omsætter for omtrent 90 mio. kr. årligt i fiskeriet.

 

Fiskeriet har længe været i politikernes fokus.

I regeringens meget omtalte landbrugspakke fra december 2015 besluttede blå blok på Christiansborg, at man ville »gennemføre et servicetjek af fiskeriområdet«. I september 2016 indledte miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) forhandlinger med de blå partier og Socialdemokratiet, i november 2016 udvidede statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) regeringen med Liberal Alliance og de Konservative. Reelt skulle ministeren blot fokusere på Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne for at sikre en bred aftale. Det gik ikke så godt.

Fire punkter gik ifølge Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne galt.

Ministeren sendte et aktstykke om generationsskifte til Folketingets finansudvalg, mens forhandlingerne stadig stod på. Det oplevede ordførerne fra S og DF som et snigløb. Og midt under forhandlingerne forsøgte ministeren på egen hånd at ophæve et forbud mod fiskearten brisling ved den jyske vestkyst. Det oplevede S og DF også som et snigløb. Og så kunne ministeren ikke blive enig med fiskeriordførerne Simon Kollerup (S) og Ib Poulsen (DF) om den fremtidige ordning for kystfiskere eller opgøret med kvotekongerne.

 

Esben Lunde Larsen er 38 år og Venstres miljø- og fødevareminister. Sagen om kvotekonger har presset ham som minister, fordi et flertal i Folketinget mener, at han har tilbageholdt oplysninger og talt usandt. Esben Lunde Larsen holder fast i, at han ligesom flertallet også vil bekæmpe kvotekoncentration.

 

Til sidst fik Ib Poulsen nok.

»Vi ville have et opgør med kvotekongerne. Men ministeren holdt fast i, at tro- og loveerklæringer var den eneste mulighed for at gribe ind over for kvotekonger,« forklarer Ib Poulsen.

Tro- og loveerklæringer beror på, at kvotekongerne skriver under på, at de overholder hensigten med reglerne.

»Du beder egentlig bare folk skrive under på noget, du ikke kan kontrollere. Erklæringerne er ikke det papir værd, de er skrevet på,« siger Ib Poulsen.

Socialdemokratiets Simon Kollerup øjnede muligheden for at bringe den blot halvanden uge gamle regering i mindretal.

***

I begyndelsen af december holdt Simon Kollerup hemmelige kaffemøder med Ib Poulsen og begyndte at skrive på et udkast til en fiskeriaftale. Mandag den 5. december 2016 var de to nået til enighed. Ordførerne fra de Radikale og SF blev taget i ed og sikrede flertal. Den 6. december mellem kl. 10 og 11 om formiddagen indgik de fire partier – DF, S, SF og R - den endelige aftale i Socialdemokratiets mødelokale på Christiansborg.

 

Søren Jacobsens fiskekutter er fyldt med elektronisk udstyr. Båden er specialbygget, så han kan betjene den ene mand.

 

Imens var miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen rejst til Columbia for at øge importen af dansk svinekød. »Dansk gris på gaflen,« lød omtalen. Næste morgen hang ministeren der selv. Da Esben Lunde Larsen vågnede i Columbia, kunne han læse, at et flertal uden om regeringen havde vedtaget en fiskeripakke med 25 punkter, som bl.a. sendte et tocifret millionbeløb i hænderne på kystfiskerne, ligesom partierne forlangte indgreb over for kvotekongerne. Socialdemokraterne havde lagt kødet til rette, Dansk Folkeparti førte kniven.

Adspurgt om, hvorvidt det var fair over for Esben Lunde Larsen at lancere pakken, mens ministeren var bortrejst, svarer Ib Poulsen i dag:

»Vi vidste godt, at han nok ville få morgenkaffen galt i halsen i Mellemamerika. Men det var taktisk fornuftigt. Vi ville ikke risikere en infiltration fra ministeren. Han havde også været tarvelig over for os.«

Fiskerne støttede delvist op om aftalen. Danmarks Fiskeriforening Producent Organisation – den store, brede medlemsorganisation for fiskerne – fremhævede, at fiskerne helst så en aftale med regeringen, men vurderede, at der både var plusser og minusser i aftalen og anvendte adjektiver som »glædeligt« og »positivt«.

I regeringen vidste man, at den var gal.

»Vi havde haft et langt forhandlingsforløb, og vi var tæt på at være i mål, så det ærgrede mig selvsagt, at der blev lavet en beretning uden om regeringen,« skriver miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen i en kommentar til Berlingske.

»Sådan er politik jo nogle gange,« skriver ministeren.

Den nye trekløverregering var dårligt præsenteret, før den var bragt i mindretal. Esben Lunde Larsen inviterede til nye forhandlinger. Men flertallet stod fast. Der blev ikke flyttet et komma. Forhandlingerne var afsluttet, lød det, og manøvren velforberedt. Dagen efter lanceringen blev pakken stemt igennem Folketingets miljø- og fødevareudvalg som en såkaldt beretning, nu også med stemmer fra Enhedslisten og Alternativet. Ydmygelsen var en realitet.

Men den fremtidige vej så endnu mere giftig ud.

For nu skulle regeringens embedsmænd i gang med at implementere en hel lovpakke, som embedsmændenes politiske chef ufrivilligt ikke var en del af. Det sker yderst sjældent.

 

Søren Jacobsen er formand for Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri og fortæller her om sit kritiske syn på de seneste ti års fiskeripolitik.

 

Tim Knudsen, professor emeritus i offentlig forvaltning ved Københavns Universitet, har fulgt dansk politik i årtier. Han henviser til, at tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) i 80erne gentagne gange blev bedt om at stille forslag i Nato, hans egen regering var imod – den såkaldte fodnotepolitik. Indenrigspolitisk erindrer Tim Knudsen ingen fortilfælde, der minder om fiskeripakken.

»Det var en helt usædvanlig og ejendommelig situation,« siger Tim Knudsen.

»Måske vil det blive opfattet kontroversielt, men efter min vurdering burde flertallet allerede her have fyret ministeren, når de ikke kunne samarbejde om en så central lovpakke. Under alle omstændigheder efterlod det embedsapparatet i en meget svær situation.«

For hvad nu hvis folketingsflertallet uden om regeringen ikke var tilfreds med embedsmændenes virkeliggørelse af fiskeripakken? Hvem stod så med ansvaret? Esben Lunde Larsen – selv om han slet ikke var en del af pakken?

 

Mød en af kvotekongerne

Gullak Arngrimsson Madsen er en af de største såkaldte kvotekonger i Danmark. Han ejer en fiskekutter til omtrent en kvart milliard kroner. Han beskylder visse politikere for at tegne et forkert billede af fiskeriet.

Han er en af Danmarks 100 rigeste personer og menes at være god for omtrent 1,4 milliarder kroner.Han ejer en af Danmarks absolut største fiskekuttere. Og så er han en af de omdiskuterede kvotekonger, som har fået en skurkerolle i en politisk strid om en ny fiskeriaftale. De såkaldte kvotekonger beskyldes for at skabe monopollignende tilstande på bekostning af mindre fiskere.

Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti ønsker at begrænse kvotekongernes rigdom og indflydelse i dansk fiskeri og vil i stedet skabe bedre plads til eksempelvis kystfiskere.

Gullak Arngrimsson Madsen mener, at flere politikere mangler forståelse for fiskeriets nyere historie, og at deres tiltag risikerer at sende fiskeriet tilbage til 1990ernes trange tider, da alt for mange fiskere kæmpede om alt for få kvoter og var tæt på konkurs.Gullak Arngrimsson Madsen er færing, har fisket i Danmark i næsten 30 år og holder til i Hirtshals ved den nordvestjyske kyst.

Op gennem 00erne blev det muligt for fiskere at købe og sælge fiskekvoter af hinanden. Ifølge Gullak Arngrimsson Madsen er året 2003 et vigtigt skæringstidspunkt for dansk fiskeri, fordi politikerne – bl.a. anført af socialdemokraterne – dengang begyndte at indføre omsættelige fiskekvoter.

Ændringerne var nødvendige, fordi de var med til at gøre fiskeriet rentabelt, mener Gullak Arngrimsson Madsen, som også selv har tjent millioner af kroner takket være de omsættelige kvoter.

»Nu tjener fiskerflåden penge og betaler skat. Tidligere tjente vi ingen penge og fik støtte i massevis fra EU,« siger Gullak Arngrimsson Madsen.

Fiskere har indrettet sig efter reglerne
Gullak Arngrimsson Madsen beskriver tiden, før kvoterne blev givet fri, som en periode, hvor store dele af fiskerne langs den jyske vestkyst var ved at gå konkurs. Mange fiskere havde eksempelvis ikke råd til køletanke på bådene, selv om de fangede fisk langt ude på havet. Derfor var fiskene ved at rådne, inden bådene nåede land, forklarer han.

»Det er fantastisk, at der findes politikere, som nu vil parallelforskyde fiskeriflåden tilbage til fallittens rand, som det var i 2003. Du må tilgive mig, men jeg forstår det ikke,« siger Gullak Arngrimsson Madsen.

Berlingske spørger ham, om man ikke kan nøjes med at ændre reglerne lidt, så man ikke sender fiskerne mod konkurs, men stadig sikrer en bedre fordeling mellem fiskerne. Gullak Arngrimsson Madsen henviser til, at mange fiskere netop har indrettet hele deres forretning efter det nuværende regelsæt.

»De har købt kvoter fra både, som var ved at gå konkurs, og nu ønsker man at tage dem fra dem igen. Jeg forstår ikke tankegangen,« siger han.

Kvotekongen fra Hirtshals savner også forståelse for kvotekongernes forretningsbetingelser. Eksempelvis kræver det store både og mange penge at konkurrere på markedet for såkaldt pelagisk fiskeri, som de fleste kvotekonger bedriver. Pelagisk fiskeri omfatter fiskearter som sild, makrel, blåhvilling, tobis og brisling, der typisk fanges langt fra den danske kyst. Derfor truer hans fiskeri slet ikke kystfiskere, argumenterer Gullak Arngrimsson Madsen.

»Vi fisker en anden type fisk. Der er ingen af de danske kystbåde, som kan sejle vest om Irland og fiske blåhvilling,« siger han om den særlige fiskeart, der findes flere hundrede meter under Atlanterhavets overflade.

Penge til Løkkefonden
Da debatten om kvotekongerne brød ud i foråret i år, begyndte særligt Ekstra Bladet at grave i de økonomiske relationer mellem kvotekongerne og Venstre, som blev beskyldt for at holde hånden over de store fiskere.

Gullak Arngrimsson Madsen blev også en del af mediebilledet, fordi han havde givet mellem 10.000 og 20.000 kroner til Løkkefonden, der er stiftet af statsministeren, og som hjælper utilpassede unge drenge. Gullak Arngrimsson Madsen fortæller, at han slet ikke forstod problemet, og at han aldrig personligt har mødt Lars Løkke Rasmussen.

»Det er ikke sikkert, at jeg var den hurtigste, da jeg gik i 7. klasse, så jeg forstår de drenge, som har problemer. Jeg ville gerne hjælpe dem,« siger han.
Støtter du Venstre i valgkampe eller på nogen anden måde?
»Nej, og hvis jeg gjorde, ville jeg ikke fortælle det til pressen,« siger Gullak Arngrimsson Madsen, hvorefter han griner.

»De kan kalde mig, hvad de vil«
I Nordvestjylland er hans bedrifter velkendte. Fiskekutteren Ruth til omtrent en kvart milliard kroner regnes med sine næsten 90 meter for at være et af Danmarks allerstørste fiskefartøjer. I lokale medier kan man læse, at den minder om en kæmpe lystyacht med læderindtræk og plankegulv. Båden har tæt på 50 fladskærme, hver mand har sin egen kahyt, og der er både motionsrum og solarium til besætningsmedlemmerne.

Det er tydeligt, at Arngrimsson må være en yderst velhavende mand, men han vil ikke sige meget om størrelsen på sin forretning.

»Jeg kom til Danmark i 1988 med 10 fingre og købte dengang en forholdsvis lille båd. Vi har bygget os op til det, vi er i dag. Det er vi stolte af,« siger han og tilføjer, at båden kostede 42 millioner kroner.

Han forklarer også, at han ikke selv udnytter sin forretning til at leve et luksuriøst liv. Årligt trækker han mellem 1,2 og 1,5 millioner kroner ud til sig selv og sin ægtefælle.

Gullak Arngrimsson Madsen ser stort på, at han af medier og politikere bliver kaldt kvotekonge:»De kan kalde mig, hvad de vil. Hvis jeg går konkurs, må de kalde mig fallitrøv.«

 

Ministeren havde stor interesse i at kæmpe sig tilbage i aftalen.

I et notat fra Miljø- og Fødevareministeriet til Statsministeriet advarede embedsmændene måneder senere netop om, at selv en eksemplarisk implementering af pakken vil afføde »betydelig risiko« for støj.

Embedsmændene skulle få ret.

***

På Slotsholmen promenerede borgens nye par. Ingen topskattelettelser, ingen ny politiskole, ingen flad boligskat. Nu også en fiskeriaftale. S-DF-aksen demonstrerede sin styrke igen.

»Flere af mine partifæller på Christiansborg kom og roste mig, og folk fra min hjemegn fremhævede, at det var en god og flot aftale,« siger Dansk Folkepartis Ib Poulsen.

 

Søren Jacobsen fisker med garn i det nordlige Øresund. Denne dag fangede han pighvar, slethvar og et par enkelte rødspætter.

 

Men for Ib Poulsen blev januar et vendepunkt.

Efter at have modtaget klap og anerkendelse, piblede kritikerne frem.

Den 7. januar i år rykkede formanden for Hanstholm Fiskeriforening, Jan Hansen, ud i det lokale medie Limfjord Update og kritiserede, at S og DF havde indgået en aftale uden om regeringen. Fiskerne var især vrede over, at fiskeriaftalen flyttede kvoter over til kystfiskere på bekostning af andre.

Bredsiden blev rettet personligt mod Ib Poulsen. Fiskeriformanden argumenterede for, at Ib Poulsen skadede fiskerne ved Hanstholm Havn.

»Vi har lavet en beregning for vores medlemmer, så vi kan se, hvor meget vores viceborgmester Ib Poulsen har været med til at tage fra vores fiskere, der er hjemmehørende i Hanstholm. De fleste, jeg har talt med, kalder det tyveri,« sagde Jan Hansen.

Ib Poulsen er fra Thisted, og er der én ting han som thybo ikke vil beskyldes for, er det at forringe Hanstholm Havn. Havnen er den måske vigtigste arbejdsplads i Thisted Kommune og genererer op mod 10 pct. af erhvervslivet på disse nordvestjyske kanter.

Senere i januar eskalerede trykket.

En stribe borgmestre fra nord- og vestjyske fiskerikommuner udsendte en kritisk pressemeddelelse. Det er »med stor ærgrelse, at vi må konstatere, at et folketingsflertal uden om regeringen har skabt usikkerhed om vilkårene for dansk fiskeri,« hed det. De jyske borgmestre – overvejende Venstre-borgmestre, men også to socialdemokrater – forlangte at få Esben Lunde Larsen tilbage i forhandlingerne. Og Danmarks Fiskeriforening Producent Organisation, som halvanden måned tidligere havde rost aftalen, lagde nu ekstra vægt på, at man burde lukke regeringen ind i aftalen.

»Det er et signal, som politikerne på Christiansborg skal lytte til,« sagde formand Svend-Erik Andersen.

Esben Lunde Larsen greb stafetten og henviste til borgmestre og fiskeriforeninger, da han nok engang opfordrede til nye forhandlinger: »Jeg håber meget, at partierne bag fiskeriaftalen vil lytte til kritikken,« fastslog ministeren.

Underforstået: Ministeren ville ind i aftalen.

Imens tog trykket på Ib Poulsen til.

Vrede kommentarer fra fiskere hobede sig op på Ib Poulsen Facebook-side, harmdirrende SMSer landede i mobilen. »Hej Ib. Jeg kan ikke forstå du lyver,« skrev en lokal fiskeriformand og understregede, at han kendte flere, som vidste, at Ib Poulsen ville opnå en personlig gevinst ved fiskeripakken, fordi DF-ordføreren ejer en mindre jolle. Ib Poulsen har siden afvist, at han personligt vil få flere fiskekvoter eller penge ud af aftalen.

Svend-Erik Andersen, formand for Danmarks Fiskeriforening Producent Organisation, understreger, at organisationen ikke har sendt »personlige smædebreve« til Ib Poulsen.

»Vi er bestemt ikke tilhængere af, at man går til folk personligt på den måde. Det er udtryk for en frustration hos enkelte fiskere, som føler sig trådt på pga. af den fiskeriaftale,« siger Svend-Erik Andersen.

Men fortørnelsen bredte sig også til Ib Poulsens eget parti. Flere medlemmer havde meldt sig ud af Dansk Folkeparti i Thisted. Et flertal i Dansk Folkepartis lokale bestyrelse i Thisted krævede, at Ib Poulsen trak sig fra listen til kommunalvalget. Ellers ville de forlade bestyrelsen. På en generelforsamling henviste kritikerne direkte til fiskeriaftalen, bekræfter flere kilder, som deltog på mødet.

»Vi følte ikke, at Ib Poulsen passede sit job som kommunalpolitiker, men fiskeriaftalen var det udslagsgivende,« siger Harry Brogaard, daværende formand for Dansk Folkeparti i Thisted Kommune.

Harry Brogaard og et flertal endte med at forlade bestyrelsen.

Fiskerne, borgmestrene, partifællerne. Alle ville have Ib Poulsen til at makulere fiskeriaftalen og lade ministeren overtage styringen.

»Det var et enormt pres,« husker Ib Poulsen.

»Ingen af mine partifæller på Christiansborg ved, hvad der er for og bag på en fisk. Jeg stod alene, mens vreden bredte sig. Jeg fik en fornemmelse af, at stærke kræfter var inde over,« siger Ib Poulsen.

Hvad nu hvis kritikerne bare mente, at du havde indgået en dårlig og skadelig fiskeriaftale?

»Det gav ikke mening. Fiskerne ville få bedre vilkår og mere sikkerhed, også kritikerne. Danmarks Fiskeriforening havde allerede omtalt aftalen med pæne ord. Og vores lokalforening har normalt intet forhold til fisk,« siger Ib Poulsen.

***

S-DF-koalitionen og miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen fandt aldrig fælles havn. I stedet gik det som embedsværket advarede om. Miljø- og Fødevareministeriets implementering af en politisk pakke, ministeren ikke selv var en del af, var en giftig opgave.

Over for folketingsflertallet bag fiskeripakken fastholdt Esben Lunde Larsen, at de såkaldte tro- og loveerklæringer var eneste greb til at modvirke kvotekonger. Det fik Dansk Folkeparti også på skrift.

 

Søren Jacobsens båd hedder Regina, og han har opkaldt den efter sin kone. Her ses den i Helsingør Nordhavn.

 

Men i marts i år kunne Berlingske fortælle, at embedsværket tidligere havde udarbejdet et katalog med 16 konkrete forslag til at dæmme op for kvotekonger. Dansk Folkepartis Ib Poulsen blev vred. Ministeren blev kaldt i samråd med den iøjnefaldende dagsorden: Hvorfor taler ministeren usandt? Samrådet gjorde ikke situationen bedre.

På samrådet endte Esben Lunde Larsen med at fastslå, at han aldrig personligt havde set de konkrete indgrebsmuligheder – hverken et katalog fra 2015 eller en præsentation fra 2016, som ellers var sendt til minsteren. Han fremhævede i stedet, at regeringen i længere tid havde ønsket at bekæmpe kvotekonger. Også før han blev minister.

Men Esben Lunde Larsen skiftede flere gange forklaring om forløbet og gav på samrådet nye oplysninger, som ikke flugtede med den viden, ministeriet lå inde med. Et flertal i Folketingets miljø- og fødevareudvalg lagde an til at vælte ministeren. I sidste øjeblik sendte Esben Lunde Larsen en opsigtsvækkende undskyldning til Folketinget. Han undskyldte for at have tilbageholdt oplysninger for lovgiverne, og han lovede at gøre sit yderste for at gennemføre fiskeriaftalen. Det var nok. Ministeren fik alvorlig kritik fra Folketinget, en af de største politiske næser i nyere tid: »Folketinget udtaler sin alvorligste kritik,« lød det. Men Dansk Folkepartis ledelse spændte nettet ud. Ministeren overlevede.

Sideløbende er tætte bånd mellem Venstre og nogle af de største kvotekonger blevet afdækket af medierne. Særligt Ekstra Bladet har vist, hvordan der direkte og indirekte løber penge fra kvotekonger til udvalgte Venstre-politikere. Det er bl.a. kommet frem, at storfiskeren fra Thyborøn John-Anker Hametner Larsen har stået bag indsamlinger på i alt flere hundredtusinde kroner til Løkke-fonden, en fond, der støtter udsatte drenge, og som blev stiftet af statsminister Lars Løkke Rasmussen. Hametner Larsen har også skudt et millionbeløb i et firma, som Venstres fiskeriordfører, Thomas Danielsen, var medejer i, skrev Ekstra Bladet, ligesom storfiskeren fra Thyborøn har givet penge til Thomas Danielsens valgkamp. Bogen »Skjulte penge« afdækker også, at jyske fiskere har givet penge til Venstre. John-Anker Hametner Larsen har ikke ønsket at kommentere denne artikel, mens Thomas Danielsen skriver til Berlingske:

»Jeg har lavet én investering, hvor en medinvestor har professionen fisker. Samtlige oplysninger om denne investering er og har altid været tilgængelig på nettet, og den skiller sig i øvrigt ikke ud i forhold til investeringer med folk af anden profession.«

***

Siden dramaet om kvotekonger i foråret er Berlingske kommet i besiddelse af sagens akter. Nogle er offentliggjort af Miljø- og Fødevareministeriet, andre udleveret i aktindsigter, atter andre skaffet på anden vis. Sagens dokumenter viser to ting. For det første ser Esben Lunde Larsens tilbageholdelse af oplysninger for Folketinget ud til at have været mere systematisk og bevidst, end det hidtil har været kendt. For det andet har Ib Poulsen ret i sine fornemmelser. Stærke kræfter ser ud til have været involveret i forløbet.

Det første først.

I efteråret 2016 indkaldte Esben Lunde Larsen til forhandlinger om et såkaldt servicetjek af fiskeriområdet. Fra 13. september 2016 afholdt ministeren ti forhandlingsmøder og bilaterale forhandlinger med udvalgte ordførere. På mindst otte af de ti møder diskuterede politikerne kvotekoncentration, fremgår det af et notat fra Miljø- og Fødevareministeriet. Det var disse forhandlinger, som endte med, at et flertal uden om regeringen lavede deres egen fiskeripakke. I foråret kom det frem, at ministeriet lå inde med flere muligheder til at bremse kvotekonger, end man havde præsenteret for Folketinget. Eksempelvis foreslog embedsmændene at indføre regler, så et erhvervsfiskerselskab kun måtte have et bestemt antal kvoteandele. Dette forslag så lovgiverne eksempelvis aldrig. Senere undskyldte Esben Lunde Larsen og ministeriet, at alle forslag ikke var blevet præsenteret.

 

Søren Jacobsen er 46 år og har været fisker i 20 år. Han bruger mekaniske hjælpemidler, når han fisker.

 

»Set i bakspejlet ville det have været hensigtsmæssigt, hvis punkt to og fire på baggrund af partiernes interesse også var blevet oversendt til partierne bag Fiskeripakken, så de kunne have foretaget deres egen bedømmelse af forslagene her i foråret,« står der i notatet fra 3. april i år.

Sagens dokumenter tegner snarere et billede af, at det fra start til slut var helt bevidst fra ministerens side at tilbageholde flest mulige indgrebsmuligheder.

Op til hvert af de ti forhandlingsmøder var Esben Lunde Larsen udstyret med et såkaldt cover af sine embedsmænd. Dokumenterne er opdelt i to punkter: budskaber og baggrund.

Det vil sige, at man under punktet »budskab« kan se, hvad ministeren ville og skulle sige til de andre partier. Mens man under punktet »baggrund« kan se, hvad ministeren og ministeriet faktisk vidste.

Sagens dokumenter viser, at Esben Lunde Larsen gik ind til hvert af forhandlingsmøderne om servicetjek med en stribe muligheder for at gribe ind over for kvotekonger – reelt med de fire overordnede muligheder fra notatet i april i år udfoldet i en række konkrete initiativer. Men ved hvert møde skulle han kun fremlægge et absolut minimum af indgrebsmuligheder, afslører ministerens papirer. Faktisk skulle ministeren kun diskutere emnet kvotekoncentration, alene »for det tilfælde, at emnet kommer til drøftelse,« står der i coveret til flere af forhandlingerne.

Eksempelvis:

Den 5. oktober 2016 kl. 8.00 afholdtes det tredje forhandlingsmøde om servicetjek af fiskeriet.

Under punktet »kvotekoncentration« skulle ministeren ifølge strategien indlede med at sige, at »vi alle sammen har fokus på, at fiskekvoterne ikke centreres på for få hænder«, og at reglerne skal overholdes.

Med i tasken havde ministeren en række forslag til, hvordan man kunne bremse kvotekonger, fremgår det af punktet »Baggrund«.

 

Se hvilke forslag Esben Lunde Larsen havde med til forhandlingerne



I efteråret 2016 afholdt miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen en række forhandlinger om fiskeriet, særligt med Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti. Det tredje møde i forhandlingsrækken var sat til den 5. oktober kl. 8.00. Til mødet var ministeren udstyret med et særskilt bilag om kvotekoncentration, altså om kvotekonger. Af sagens dokumenter kan man se, at ministeren og ministeriet kun lægger op til at nævne forslagene til at bekæmpe kvotekonger, »såfremt det efterspørges.« Men af samme bilag fremgår det, at ministeren faktisk kendte til en række muligheder for at bremse kvotekonger. Her et uddrag af forslagene:

- Begrænsninger for leje af fisk: Personer, som har nået koncentrationsloftet kan ikke leje yderligere fisk inden for den pågældende art.

- Begrænsninger for leje af fisk: Personer, som er tæt på koncentrationsloftet, kan maksimalt leje, hvad der svarer til koncentrationsloftet, hvis de havde haft de pågældende kvoter.

- Koncentrationsregler for selskaber: Der fastsættes koncentrationsregler for erhvervsfiskerselskaber, så der kun må være et nærmere fastsat antal kvoteandele i et erhvervsfiskerselskab.

- Bestemmende indflydelse: Der fastsættes grænser for, hvor store kvoteandele enkeltpersoner kan have bestemmende indflydelse over.

- Bestemmende indflydelse: I tvivlstilfælde kan NaturErhvervstyrelsen (i dag Landbrugs- og Fiskeristyrelsen) forlange dokumentation bl.a. i form af oplysning om kaution og pant i virksomheden.

- Bestemmende indflydelse: Personer, som befinder sig over eller omkring koncentrationsgrænserne skal sende en årlig indberetning af forholdene omkring kvotekoncentration til NaturErhvervstyrelsen (i dag Landbrugs- og Fiskeristyrelsen). De pågældende købere/ejere skal så dokumentere, at de selv har råderet over de kvoter, der erhverves.

- Bestemmende indflydelse: Kvoteandele, der overstiger koncentrationsloftet i relation til bestemmende indflydelse, skal afhændes. Eventuelt suppleret med bøde i grovere tilfælde.

 

Men der var slet ikke lagt op til, at ministeren skulle præsentere forslagene. Kun »såfremt det efterspørges af forhandlingsparterne, kan følgende tiltag indgå i forhandlingerne,« står der i bilaget.

Ministeren skulle ifølge planen i stedet henvise til, at man allerede havde gjort rigeligt. Og ministeren skulle fastholde, at de nuværende regler var tilstrækkelige, og at yderligere indgreb ikke ville stå mål med »omkostninger eller det administrative besvær.«

»Det vurderes, at det eksisterende regelsæt generelt er velfungerende,« står der i ministerens papirer.

Ministeriet var særligt opmærksomt på Socialdemokratiets Simon Kollerup. De mulige initiativer til at bremse kvotekongerne skulle kun på bordet, hvis »ordføreren ikke er tilfreds med det nuværende ambitionsniveau.«

Op til et af møderne planlagde ministeren at medbringe sin direktør for den relevante styrelse Anders Munk Jensen. I et internt notat om forhandlingsstrategien lyder det:

»Simon Kollerup (S) har ønsket yderligere initiativer, der kan sikre, at kvotekoncentrationen modvirkes. Det indstilles, at der arrangeres et møde mellem ministeren og ordføreren, hvor også Anders Munk deltager. Formålet med mødet er, at den aktuelle fordeling af kvoterne drøftes med ordføreren, samt at ordføreren betrygges i effektiviteten af de gældende regler.«

Igen: intet behov for yderligere indgreb.

En gennemgang af sagens notater viser, at mønstret går igen ved hvert forhandlingsmøde. Ministeren gik ind til møderækken med en stribe forslag til, hvordan man kan bekæmpe kvotekoncentration, men oplægget var, at færrest mulig endte på forhandlingsbordet.

Michael Gøtze, professor i forvaltningsret ved Københavns Universitet, er blevet præsenteret for sagens akter. Han henviser til, at der under forhandlinger bør være rum for politiske synspunkter og forhandlingsstrategier.

»Men her er det åbenbart, at ministeren siger ét, men gør noget andet, når man holder ministerens covers op mod, hvad han siger på samråd. Han siger, at han vil bekæmpe kvotekonger, men beholder en stribe indgrebsmuligheder i tasken. Det er gjort relativt systematisk og ligner et dobbeltspil. Der er slet ingen tvivl om, at Folketinget skulle have haft de oplysninger,« siger Michael Gøtze.

Simon Kollerup (S) mener, at sagens akter viser, at folketingsflertallet er ført bag lyset:

»På samrådet fastslog ministeren, at han selv var optaget af at bekæmpe kvotekonger. Nu kan vi se, at det ikke var rigtigt. Han ville reelt gøre så lidt som muligt over for kvotekongerne, allerhelst noget, som slet ikke virker. Det er vanvittigt utroværdigt.«

Efter at partierne over en række møder pressede på for flere indgreb, kom de såkaldte tro- og loveerklæringer ind i forhandlingerne. De interne dokumenter viser, at disse tro- og loveerklæringer faktisk optræder et stykke nede på embedsmændenes prioriterede liste over, hvad der vil virke for at bekæmpe kvotekonger.

Efter at have gennemgået dokumenterne siger Dansk Folkepartis Ib Poulsen:

»Selv da ministeren burde have indset, at han skulle fremlægge forslagene, holder ham dem i tasken. Det bliver svært at stole på sådan en minister fremover.«

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen skriver til Berlingske, at de forslag til at bekæmpe kvotekonger, som embedsmændene gav ham med til forhandlingerne i efteråret 2016, ikke ville virke på kvotekonger.

 

Elias Borum Jacobsen er søn til Søren Jacobsen. Denne dag var han med sin far på arbejde i det nordlige Øresund.

 

»Jeg vil tro, at de er nævnt i materialet for at give mig et overblik over alle forslag, der kan komme op i forhandlingerne, og som sådan godt kan gennemføres. Men da de fleste af forslagene ikke har den effekt, man ønsker politisk, nævner jeg dem ikke som løsninger,« skriver ministeren.

»Folk kan jo spekulere alt det de vil i, om regeringen ikke ønsker at gøre noget ved kvotekoncentration. Det er bare ikke rigtigt,« tilføjer Esben Lunde Larsen.

Sten Bønsing, lektor i offentlig ret ved Aalborg Universitet, er blevet præsenteret for pointerne i sagens akter. Han siger om forløbet:

»Denne sag er alvorlig – af flere grunde. Folketinget har ikke selv en administration som ministrenes. Folketinget er afhængig af, at ministerierne leverer rigtig information, for Folketinget er vores lovgiver. Derfor kan det næsten ikke blive mere alvorligt, når ministeren tilbageholder oplysninger,« siger Sten Bønsing.

 

Se den samlede kritik af Esben Lunde Larsen i kvotesagen

Anklage 1: Ministeren har ikke lagt alle indgrebsmuligheder frem
Et flertal i Folketinget vil gøre op med de såkaldte kvotekonger. Dansk Folkeparti bad tidligere i år miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) om mulige indgreb over for kvotekongerne. Ministeren vendte tilbage med blot ét forslag, en såkaldt tro- og love-erklæring. Berlingske afslørede et katalog fra 2015 med 16 konkrete indgreb til at imødegå kvotekoncentration udarbejdet i ministerens egen styrelse. »Ministeren har løjet over for mig både mundtligt og skriftligt,« sagde Ib Poulsen fra Dansk Folkeparti.

Anklage 2: De konkrete indgrebsmuligheder blev sendt til ministeriet
Inden samrådet i Folketinget den 31. marts fortalte Berlingske, at de konkrete forslag til at bekæmpe kvotekonger faktisk blev sendt til »ministerforelæggelse«, imens Esben Lunde Larsen var minister i maj 2016. Forslagene stod blot i et andet dokument, hvor forslagene indgik i en anden rækkefølge. På samrådet erkendte Esben Lunde Larsen nu at kende til yderligere forslag, men sagde, at han havde afvist at kende til kataloget med de 16 punkter fra 2015, fordi det var det dokument, Berlingskes første historie tog afsæt i. Efter skiftende forklaringer endte ministeren med at konkludere, at han aldrig selv havde haft dokumentet fra maj 2016 i hænderne.

Anklage 3: Ministeren talte usandt om, hvornår Folketinget bad om hjælp
Det var misvisende, da Esben Lunde Larsen foregav, at han først nu blev klar over, at et folketingsflertal ønskede mere effektive værktøjer over for kvotekongerne, mente DF og S. Dansk Folkeparti kunne dokumentere, at man tre uger forinden bad om en »mere kraftfuld indsats« til at bekæmpe kvotekonger.

Anklage 4: Ministeren tilbageholdt forslag for Folketinget.
Under samrådet i Folketinget erkendte Esben Lunde Larsen, at han i 2016 sad med flere forslag til at bekæmpe kvotekonger, end han var vendt tilbage til partierne med. Ifølge Dansk Folkeparti var der tale om en ren tilståelsessag om at tilbageholde afgørende oplysninger. Esben Lunde Larsen forsvarede sig med, at han havde filtreret tiltagene, fordi han kun ville videregive de mest effektfulde. Efterfølgende beklagede ministeren dog, at han ikke havde givet alle oplysninger til Folketinget.

Anklage 5: Dokumenter modsiger ministers kerneargument
Under samrådet i Folketinget sagde Esben Lunde Larsen, at han alene var vendt tilbage til partierne med ét forslag til at bekæmpe kvotekonger, den såkaldte tro- og loveerklæring, fordi hans embedsmænd entydigt anbefalede ham tro- og loveerklæringer. Men flere notater fra 2016 fra ministerens egne embedsmænd pegede på det stik modsatte: at tro- og love-erklæringer ikke kunne anbefales.

Anklage 6: Ministeren gav misvisende oplysninger under samrådet.
Esben Lunde Larsen fortalte under samrådet, at tro- og loveerklæringer er bedste middel til at bekæmpe kvotekonger, og at det var derfor, han kun viderebragte dette ene indgreb til partierne. Men sagens dokumenter viser, at embedsmændene kun anbefaler tro- og love-erklæringer til at modvirke såkaldt bestemmende indflydelse, hvor en person reelt har råderet over andres fiskekvoter. Esben Lunde Larsen vildledte Folketinget under samrådet, når ministeren gav indtryk af, at tro- og loveerklæringer generelt er bedste middel til at bekæmpe kvotekonger, lød det fra flere partier.

Anklage 7: Ministeren har tilbageholdt flere forslag
Den 3. april udsendte ministeren en redegørelse til fiskeriordførerne i Folketinget, hvor han erkendte at have tilbageholdt mindst to forslag til at bekæmpe kvotekonger. Ministeren erkendte, at det havde været »hensigtsmæssigt« at oversende dem til Folketinget.

Undskyldning fra ministeren:
Lige inden det i april i år skulle afgøres, om der var flertal bag Esben Lunde Larsen som minister, undskyldte Esben Lunde Larsen i klare vendinger: »Jeg burde have viderebragt disse oplysninger, da det ville have bistået de enkelte partier i deres arbejde med at begrænse kvotekoncentration og kvotekonger. Det beklager jeg, at det ikke er sket. Det er mit ansvar som minister, at det ikke er sket. Og det ansvar påtager jeg mig.«

Anklage 8: Ministerens embedsmænd modarbejdede fiskeriaftale
Ministeren har således allerede undskyldt for ikke at have udleveret alle oplysninger til Folketinget. En gennemgang af sagens dokumenter viser nu, at tilbageholdelsen af oplysninger har været mere systematisk og bevidst end hidtil kendt. Sagens akter afslører også, at embedsmændene i januar i år lagde strategier for, hvordan andre aktører kunne kritisere folketingsflertallets fiskeripakke, så ministeren kunne overtage styringen.

 

Sagens akter fra januar i år viser noget måske endnu mere spektakulært.

***

Det pres, som Ib Poulsen oplevede gennem januar i år, var blandt andet udtænkt i Miljø- og Fødevareministeriet selv.

Den 23. og 24. januar i år rykkede borgmestre og fiskeriforeninger ud i pressen og kritiserede fiskeriaftalen og opfordrede partierne til at lade regeringen få del i aftalen.

Få dage før, den 19. januar i år, blev der formuleret et strategipapir i ministeriet. Målet var at bringe ministeren ind i fiskeriaftalen, så ministeriet kunne få kontrol med forløbet.

Esben Lunde Larsen godkendte denne strategi den 23. januar 2017 kl. 17:36, fremgår det af et dokument. I strategipapiret skriver en kontorchef fra Miljø- og Fødevareministeriet: »en strategi kan være at få DFPO til at opfordre parterne til at overlade rorpinden til ministeren for at få ro på, hvorefter ministeren kan invitere parterne over til møde mhp. godkendelse af implementeringsskema og at den videre implementering styres fra MFVM med orientering på møder i kredsen i fast kadence.«

DFPO er Danmarks Fiskeriforening Producent Organisation; MFVM er Miljø- og Fødevareministeriet. Ministeriet ville altså bruge samme fiskeriforening, som oprindeligt modtog fiskeripakken delvist positivt, til at få ministeren ind i aftalen.

Sagens akter afslører også, at ministeriet faktisk havde kendskab til, at borgmestre og fiskeriforeninger vil rykke ud med kritik af den politiske aftale, som var indgået halvanden måned tidligere.

»Det bemærkes endvidere, at det forventes at en række borgmestre fra begge fløje, bl.a. Thisteds borgmester, fredag d. 20. januar vil melde ud, at man er utilfreds med beretningen. Der skal tages kontakt til DFPO mhp. at koordinere foreningens opbakning til ministerens udmelding. Såfremt fiskeriforeningen spiller med herpå, kan vedlagte talepinde anvendes hertil,« står der i ministerens papirer.

I de vedlagte talepinde til ministeren fra coveret den 19. januar i år står der bl.a.:

»Hvis der skal styr på implementeringen fremover, er det vigtigt, at rorpinden kommer tilbage til ministeriet.«

Esben Lunde Larsens embedsmænd spekulerede med andre ord i at udnytte borgmestre og fiskeriforeningers kritik af fiskeriaftalen og var klar til direkte at påvirke forløbet ved at kontakte fiskeriforeningen.

 

Søren Jacobsen tror, at den nye fiskepakke, der er aftalt uden om regeringen, vil have en positiv indvirkning på fiskeriets udvikling.

 

Eller uden omsvøb: Mens embedsmændene i Esben Lunde Larsens ministerium var sat til at virkeliggøre folketingsflertallets fiskeripakke, lagde de strategier for at modarbejde den, så man kunne få en ny aftale med ministeren i spidsen.

I de interne strategipapirer fra den 19. januar i år om en mulig udmelding fra Danmarks Fiskeriforening Producent Organisation står der også følgende tvetydige sætning i ministeriets papirer - formentlig ministeriets opfordring til fiskeriforeningen: »Det vil naturligvis være hjælpsomt, hvis du vil gå ud og opfordre til, at parterne bag beretningen nu overlader den videre implementering til mig for at få ro på bagsmækken.«

Under alle omstændigheder skete det.

Få dage senere, den 24. januar i år, udtalte Svend-Erik Andersen, formanden for Danmarks Fiskeriforening Producent Organisation, at fiskeriet vil være bedst tjent med en aftale, der »selvfølgelig inkluderer regeringen.«

I dag siger Svend-Erik Andersen, at han godt var klar over, at det hverken passede Venstre eller regeringen godt at stå uden for aftalen. Fiskeriforeningen holdt eksempelvis møde med folketingspolitikerne Torsten Schack Petersen (V) og Thomas Danielsen (V), bekræfter formanden:

»Vi hjalp Venstre til at forstå, hvad vi gerne så, at der skulle ændres i aftalen, så de måske fik nemmere ved at komme ind i den.«

Svend-Erik Andersen forklarer, at fiskeriforeningen allerede i begyndelsen af januar erfarede, hvad fiskeriaftalen mere præcist fik af betydning, bl.a. at medlemmernes kvoter langtfra steg som forventet, fordi kystfiskerne skulle tilgodeses. Derfor skærpede foreningen retorikken, siger formanden.

Svend-Erik Andersen afviser, at fiskeriforeningen har »koordineret noget med embedsmændene.«

»Men jeg kan sagtens genkende, at de var frustrerede, fordi regeringen ikke var med i aftalen. Embedsmændene havde svært ved at håndtere situationen, og derfor tror jeg også, at de havde en interesse i at få regeringen med. Vi havde en tæt dialog med embedsmændene. Men vi har ikke samarbejdet med dem om at få det til at ske,« siger Svend-Erik Andersen.

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen skriver til Berlingske, at kritikken af fiskeripakken fra borgmestre, fiskeriforeninger og fiskere gjorde indtryk på ham, men at han ikke har koordineret noget pres med borgmestre eller fiskeriforeninger:

»Vi taler naturligvis løbende sammen om fiskeriområdet, men kritikken har de selv fremført på baggrund af den aftale, der blev lavet uden om regeringen.«

På spørgsmålet, om ministeren har overvejet, at det nærmer sig partipolitik, når embedsmænd laver strategier for at koordinere kritik til fordel for ministerens dagsorden, svarer Esben Lunde Larsen:

»Jeg bruger ikke mine embedsmænd partipolitisk, men jeg lytter til den rådgivning, de tilbyder mig, og som forelægges mig.«

Noget ekstraordinært har Miljø- og Fødevareministeriet i et skriftligt svar også vedhæftet en kommentar fra ministeriets øverste embedsmand, departementschef Henrik Studsgaard. Departementschefen skriver:

»Der er tale om helt almindelig politisk, taktisk og processuel rådgivning, som den foregår i et departement hver eneste dag. Det ligger helt i tråd med den syvende af de centrale pligter for embedsmænd i centraladministrationen, som blev udarbejdet for et par år siden. Den syvende pligt omhandler, at embedsmænd ikke må yde rådgivning og bistand til rent partipolitiske formål, men at embedsmænd loyalt skal give faglig bistand og politisk/taktisk rådgivning til den enhver tid siddende minister. Det er således inden for rammerne af, hvad der er embedsværkets opgave.«

 

Se ministerens samlede svar til Berlingske

Hvad er ministerens udlægning af, at forhandlingerne om servicetjek af fiskeriet i efteråret 2016 aldrig endte med en fælles aftale mellem regeringen og forhandlingsparterne?

»Vi var meget tæt på at være enige om en aftale i november, men mens jeg var bortrejst på erhvervsfremstød, fik Simon Kollerup partierne med på at lave en aftale uden om regeringen. Sådan er politik jo nogle gange. Det skete også, da Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti nogenlunde samtidig gik sammen om at presse regeringen for placering af politiskolen i Vejle. Der blev også vedtaget en aftale om kollektiv transport uden om regeringen, og S og DF var også sammen om at presse transportministeren om Uber og PostNord. I dag har regeringen tiltrådt aftalen, og jeg oplever, at vi har et godt samarbejde på tværs af partier,« skriver Esben Lunde Larsen.

S og DF lægger især vægt på disse årsager til, hvorfor de lavede en aftale uden om regeringen: A) Et aktstykke om generationsskifte blev sendt i finansudvalget, mens forhandlingerne stod på. B) Ministeren tog på egen hånd initiativ til at ophæve brislingekassen. C) Uenighed om den fremtidige ordning for kystfiskere. D) Uenighed om, hvor hårdt man skulle gribe ind over for kvotekonger. I hvor høj grad kan ministeren genkende dette billede?

»Der var under forhandlingerne enighed om vel omkring 95 procent af den fiskeripakke, der var på bordet. Der udestod et spørgsmål om kystfiskerordningen, samt om hvordan man skulle gribe ind over for den del af fiskeripolitikken, der handler om bestemmende indflydelse. Her var vurderingen fra min styrelse, at de forslag, som både styrelsen og andre parter kunne komme op med, ikke ville have den effekt, man ønskede politisk. Det er i øvrigt et spørgsmål, som vi – alle partierne i Folketinget – stadig drøfter og forsøger at finde gode løsninger på. Angående aktstykket så er jeg uforstående over for kritikken. De 10 millioner, der blev afsat i aktstykket, blev fundet på Miljø- og Fødevareministeriets eget budget i form af opsparede midler på §24.26.30 på finansloven. Angående brislingekassen: Der har i flere år været et arbejde i gang om at få åbnet brislingekassen. Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES) konkluderede i juni 2016 på baggrund af flere års undersøgelser udført af DTU Aqua, at der ikke var nogen grund til at opretholde forbuddet. Jeg orienterede Folketinget herom i juli 2016, og jeg fik mandat i november 2016 fra Folketinget til at arbejde for at få åbnet brislingekassen for fiskeri. Det har både Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti løbende været orienteret om, og allerede i marts 2016 – længe inden forhandlingerne om fiskeripakken – meldte jeg offentligt ud på baggrund af DTU Aquas resultater, at jeg ville tage kontakt til EU-Kommissionen for at få ophævet brislingekassen. Alle har været enige om, at brislingekassen skulle ophæves hurtigst muligt, og alle parter har været orienteret hele vejen. Derfor stiller jeg mig noget uforstående over, at det nu bliver problematiseret af Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti,« skriver Esben Lunde Larsen.

Hvor stort et politisk problem var det for ministeren, at denne aftale blev indgået uden om regeringen?

»Vi havde haft et langt forhandlingsforløb, og vi var tæt på at være i mål, så det ærgrede mig selvsagt, at der blev lavet en beretning uden om regeringen.«

Af sagens dokumenter fremgår det, at ministeren fra 13. september og frem går ind til stort set hver forhandling om servicetjek med notater om kvotekonger, som omfatter dels ”budskaber”, dels ”baggrund”. Af ”budskaberne” fremgår det, at ministeren ønsker færrest mulige indgreb. Eksempelvis: »Det vurderes, at det eksisterende regelsæt generelt er velfungerende.« Af ”baggrund” fremgår det, at ministeren til stort set hvert forhandlingsmøde har en stribe mulige forslag med til at bekæmpe kvotekonger (men kun skal præsentere dem, hvis emnet kommer til drøftelse). Vi er med på, at ministeren i en redegørelse fra 3. april i år har beklaget, at to af de fire overordnede indgrebsmulighed aldrig blev oversendt til Folketinget. Men sagens dokumenter viser ifølge kritikere, at det er en bevidst strategi at holde flest mulige indgreb i tasken under hele forhandlingsforløbet. På et samråd i Folketinget den 31. marts i år lagde ministeren vægt på, at han ønsker at bekæmpe kvotekonger (og at regeringen har ønsket det i længere tid). Hvordan flugter det med, at ministeren går ind til 10 møder om servicetjek plus bilaterale møder uden at præsentere forhandlingsparterne for de indgrebsmuligheder, man faktisk kender til i ministeriet?

»De mulige forslag, der nævnes i mit mødemateriale, er alle forslag, som, Landbrugs- og Fiskeristyrelsen vurderede, ikke ville virke på problematikken om kvotekonger. Jeg vil tro, at de er nævnt i materialet for at give mig et overblik over alle forslag, der kan komme op i forhandlingerne, og som sådan godt kan gennemføres. Men da de fleste af forslagene ikke har den effekt, man ønsker politisk, nævner jeg dem ikke som løsninger. Det er simpelthen vanskeligt at finde gode løsninger på det her, og det er jo også derfor, vi fortsat sammen med ordførerkredsen arbejder intenst med problematikken. I øvrigt var det kun på enkelte af de 10 møder, vi drøftede problematikken omkring kvotekoncentration. Forhandlingerne var meget bredere end det. Angående »Af ”budskaberne” fremgår det, at ministeren ønsker færrest mulige indgreb«: Det fremgår af budskaberne, og jeg citerer, at »jeg tror, vi alle sammen har fokus på, at fiskekvoterne ikke centreres på for få hænder i fiskeriet, og at de regler, der skal forhindre uhensigtsmæssig kvotekoncentration, bliver overholdt«. I øvrigt ønsker jeg indgreb, der har en effekt, og ikke indgreb, som ikke virker hensigtsmæssigt. Folk kan jo spekulere alt det, de vil, i, om regeringen ikke ønsker at gøre noget ved kvotekoncentration. Det er bare ikke rigtigt. Vi vil have et system, der regulerer og fordeler kvoterne blandt fiskerne på en reel og gennemskuelig måde. Vi vil ikke have, at nogen misbruger systemet. Regeringen har allerede siden efteråret 2015 indført lofter på alle FKA-arter samt fremsat lovforslag om indsigt i ejerskab af den sidste tredjedel af erhvervsfiskeriselskaber som tiltag mod kvotekoncentration, og vi er ikke færdige med at se på problematikken endnu,« skriver Esben Lunde Larsen.

Af sagens dokumenter fremgår det også, at ministeriet har grundigt kendskab til fiskeriforeninger og jyske borgmestres ageren i sagen. Eksempelvis i et cover fra 19. januar i år: »en strategi kan være at få DFPO til at opfordre parterne til at overlade rorpinden til ministeren for at få ro på.« Og: »Det bemærkes endvidere, at det forventes at en række borgmestre fra begge fløje, bl.a. Thisteds borgmester, fredag d. 20. januar vil melde ud, at man er utilfreds med beretningen. Der skal tages kontakt til DFPO mhp. at koordinere foreningens opbakning til ministerens udmelding. Såfremt fiskeriforeningen spiller med herpå, kan vedlagte talepinde anvendes hertil.« Kritikere påpeger, at ministerens embedsmænd læner sig op ad at bedrive partipolitik. I hvor høj grad har det været en bevidst strategi fra ministeriet at bruge fiskeriforeninger og borgmestre til at lægge pres på DF (og S) for at få ministeren tilbage i fiskeriaftalen?

»Det vakte da opsigt, at otte nord- og vestjyske borgmestre fra både S og V gik sammen om at kritisere den aftale, der blev lavet uden om regeringen. Også fiskeriforeninger og fiskere udtrykte utilfredshed med aftalen i medierne. Den kritik har jeg fulgt med interesse, for det er jo ude i virkeligheden, blandt fiskerne og i fiskeribyerne, at man ved præcis, hvordan aftalen vil virke konkret. Og det var der stor bekymring over. Det gjorde indtryk på mig.Kritikken fra borgmestre og fiskere er kommet uden min indblanding, og jeg har ikke koordineret noget pres med hverken borgmestre eller fiskeriforeninger. Vi taler naturligvis løbende sammen om fiskeriområdet, men kritikken har de selv fremført på baggrund af den aftale, der blev lavet uden om regeringen.«

Hvilke overvejelser har ministeren gjort sig, i forhold til om det læner sig op ad at bruge embedsmændene til at lave partipolitik?

»Jeg bruger ikke mine embedsmænd partipolitisk, men jeg lytter til den rådgivning, de tilbyder mig og som forelægges mig.«

Til dette punkt har Henrik Studsgaard, departementschef i Miljø- og Fødevareministeriet, også sendt en udtalelse:

»Der er tale om helt almindelig politisk, taktisk og processuel rådgivning, som den foregår i et departement hver eneste dag. Det ligger helt i tråd med den syvende af de centrale pligter for embedsmænd i centraladministrationen, som blev udarbejdet for et par år siden. Den syvende pligt omhandler, at embedsmænd ikke må yde rådgivning og bistand til rent partipolitiske formål, men at embedsmænd loyalt skal give faglig bistand og politisk/taktisk rådgivning til den enhver tid siddende minister. Det er således inden for rammerne af, hvad der er embedsværkets opgave.«

Esben Lunde Larsen, hvad siger du til, at Ib Poulsen mener, at du fortsat er nølende, når partierne vil gøre op med kvotekonger?

»Jeg kan godt høre, at nogen igen og igen fremfører, at jeg ikke er interesseret i at gøre noget ved kvotekoncentraton. Men det er ikke rigtigt. Det ligger mig derimod meget på sinde. Det er netop derfor, at regeringen har indført lofter på ejerskab på alle FKA-arter, og vi har fremsat et lovforslag om, at det ikke skal være muligt at holde en tredjedel af ejerskabet hemmeligt i erhvervsfiskeriselskaber, som det er i dag. Det skal vedtages i Folketinget efter sommerferien. Begge disse initiativer skal sikre, at kvoterne ikke samles på for få hænder. Men vi er ikke færdige endnu. Vi er i gang med sammen med Folketingets partier at lave en pakke med en lang række initiativer, der skal sikre en reel og gennemskuelig regulering af området, så vi forhindrer, at såkaldte kvotekonger udnytter systemet. Vi har i øjeblikket Kammeradvokaten til at hjælpe os med at analysere på nogle af disse initiativer, og jeg forventer, vi kan forhandle en pakke færdigt på den anden side af sommerferien. Jeg må sige, at det forekommer mig lidt pudsigt, at de samme ordførere, som vi i øjeblikket er ved at finde løsninger med, kritiserer mig for at være nølende,« udtaler Esben Lunde Larsen.

 

Debatten om, hvordan embedsmænd på Slotsholmen på én gang skal tjene deres ministers interesser og samtidig agere sagligt, fagligt og lovligt, er årelang. Skandalesager som jægerbogssagen, skattesagskommissionen, Christiania-sagen og Eritrea-sagen har sendt embedsmænd i rampelyset og reaktualiseret debatten.

»I dette tilfælde er embedsmændene gået for langt,« vurderer professor emeritus Tim Knudsen om embedsmændenes strategi for at bringe ministeren tilbage i aftalen.

»Esben Lunde Larsens embedsmænd er på dette tidspunkt sat til at implementere oppositionens politik, og så arbejder de i stedet på at slå den i stykker. Enhver kan se, at det er problematisk,« siger Tim Knudsen.

Juraprofessor Michael Gøtze vurderer, at strategipapirerne rejser spørgsmålet om, hvor meget embedsmænd må være ministerens soldater.

»Vi kan i hvert fald konstatere, hvor politisk embedsmænd reelt arbejder. I denne sag ser det ud til, at det faglige er trådt i baggrunden til fordel for det rent politiske.«

Ib Poulsen fra Dansk Folkeparti har også læst ministeriets strategipapirer.

»Nu hvor jeg har læst notaterne, giver hele forløbet pludselig mening,« siger Ib Poulsen.

»Jeg har været politiker i mange år, men aldrig oplevet sådan et pres. Det fremgår jo tydeligt af sagens akter, at ministeriet har spillet en stor rolle. Jeg synes simpelthen, at det er noget svineri at bruge sine embedsmænd på den måde. De bliver brugt til at presse politikere, man er uenig med. Det er højst kritisabelt. Jeg er slet ikke sikker på, at det er lovligt at bruge sit embedsværk til noget, der ligner partipolitik,« siger Ib Poulsen.

Er det ikke netop en embedsmands fornemmeste pligt at varetage regeringens interesser, som i dette tilfælde er at få ministeren tilbage i forhandlingerne?

»Jeg synes, at de kraftigt læner sig op ad at lave partipolitisk arbejde, og jeg kommer aldrig til at acceptere, at en minister bruger sine embedsfolk til at påvirke andre folkevalgte på den svinske måde,« siger Ib Poulsen.

Ifølge socialdemokraten Simon Kollerup står hele forløbet om kvotekonger nu i et helt andet lys.

»Presset var tilsyneladende orkestreret fra Miljø- og Fødevareministeriet. Én ting er, hvad en lobbyorganisation laver af egen drift, men at Esben Lunde Larsen har brugt sine embedsmænd som dukkeførere bag så voldsomme personangreb, det er voldsomt kritisabelt og ikke inden for de spilleregler, jeg kender,« siger Simon Kollerup.

Hvorfor egentlig ikke, hvis det er i ministerens åbenlyse interesse?

»Embedsværket skal gennemføre flertallets politik, og på dette tidspunkt var fiskeripakken vedtaget og stemt igennem i Folketinget. Embedsmændene skulle bruge deres tid på at gennemføre den, ikke på at få os til at skifte holdning.«

Simon Kollerup tror på ikke på ministeriets forklaring om, at man blot formulerede en strategi i ministeriet, men aldrig direkte koordinerede med fiskeriforeningen.

»Presset blev jo til virkelighed. Selv en blind mand kan mærke med sin stok, at presset netop kom, kort tid efter at denne strategi blev formuleret i ministeriet. Og det har vi måttet lægge ryg til mere eller mindre fra den dato. Vi har som folketing været udsat for et uigennemskueligt og benhårdt dobbeltspil, som skulle ændre vores beslutninger og lægge sten i vejen for flertallets fiskeripolitik. Både ministeren og fiskeriforeningen bør nøje overveje, hvordan de vil genopbygge tilliden til Folketinget, for den kan ligge på et helt uholdbart lille sted efter alt det nye, som er kommet frem nu,« siger Simon Kollerup.

Under forløbet var Lene Kjelgaard Jensen Venstre-borgmester i Thisted. Hun bærer fortsat borgmesterkæden, men er skiftet til de Konservative efter et turbulent forløb om Venstres valg af spidskandidat til det kommende kommunalvalg.

»Pressemeddelelsen var på ingen måde tænkt som et personligt pres på Ib Poulsen, men mere på hele aftalekredsen. Jeg følte mig ikke forpligtet til at levere noget på vegne af Venstre,« siger Lene Kjelgaard Jensen.

På spørgsmålet, om hun vurderer, at ministeriet har bedrevet partipolitik, svarer Lene Kjelgaard Jensen: »Det kan jeg ikke svare på. Det er nye oplysninger for mig, at ministeriet vidste, at pressemeddelelsen var på vej.«

***

Langt fra alle mener, at forløbet er kritisabelt.

Esben Sverdrup-Jensen er direktør i Danmarks Pelagiske Producentorganisation. Han organiserer store industritrawlere, som overvejende fanger arter som sild, makrel og tobis. Flere af kvotekongerne er knyttet til denne organisation. Esben Sverdrup-Jensen vil ikke selv anvende termen kvotekonge, og han ser i det hele taget problematikken noget anderledes: Overdragelsen af kvoter fra stat til fisker førte til en nødvendig forandring. I dag har fiskeriet sorte tal på bundlinjen, et passende antal fartøjer og bæredygtige fiskebestande, argumenterer Sverdrup-Jensen. Nok er kvoterne samlet på få både, men kun i kilo fisk, ikke i reel værdi, tilføjer han. Derfor er Esben Sverdrup-Jensen heller ikke overrasket over at blive præsenteret for, at ministeren og ministeriet over en møderække tilsyneladende har tilbageholdt indgrebsmulighederne over for kvotekonger.

 

Når Søren Jacobsens har sejlet sin fiskekutter ud af Helsingør Nordhavn, har han udsigt til både Kronborg og Sverige.

 

»Vi har et velfungerende system, og det er min opfattelse, at myndighederne deler den vurdering. Forslagene har minimal effekt, men betydelige omkostninger for hele erhvervet,« siger Esben Sverdrup-Jensen.

Han oplyser, at der har været kontakt med ministeriet om fiskeripakken, men generelt »overraskende lidt dialog.« I Miljø- og Fødevareministeriets strategipapirer indgik den anden store fiskeriorganisation, Danmarks Fiskeri Producentorganisation, i ministeriets strategi for at bringe ministeren ind i aftalen. Adspurgt om, hvordan hans organisation ville reagere på at indgå i en tilsvarende rolle, svarer Esben Sverdrup-Jensen:

»Vi har den position, vi har. Rævekagebagning er ikke min gesjæft.«

***

Søren Jacobsen, den sidste kystfisker i Helsingør Kommune ved den sjællandske nordkyst, har taget os med til Hornbæk Havn. Tendensen er den samme som i Helsingør. Engang udgjorde fiskeri et knudepunkt for byen, nu er erhvervet så godt som udryddet. Byens gamle skibsværft ligger der endnu. Men der er ingen kuttere i værftet, i stedet bliver der solgt mærketøj som Lacoste, Malene Birger og Ralph Lauren. De gamle fiskerhuse og pælene til at tørre fisk og garn er stort set overtaget af fritidsfiskere. Kun en enkelt ruse hænger på pælene.

Søren Jacobsen er fortrøstningsfuld. Han tror, at den nye fiskeriaftale kan vende udviklingen. Især fordi den lægger op til bedre vilkår for kystfiskerne.

»Pakken kan få stor betydning og komme til at gavne alsidigheden. Nye folk kan få mulighed for at komme ind i branchen, fordi de får nemmere adgang til kvoterne. Aftalen kan også gøre fiskeriet mere skånsomt, fordi de mindre både oftere bruger garn end bundtrawl, som påvirker havbunden negativt,« siger Søren Jacobsen.

Måske er det for tidligt at glæde sig.

Processen med at få implementeret folketingsflertallets fiskeripakke har ikke kun været betændt, den er også trukket ud.

Da Esben Lunde Larsen i april kæmpede til det yderste for at bevare sin ministertaburet, sendte han Folketinget en uforbeholden undskyldning for at have tilbageholdt oplysninger:

»Jeg vil gerne give Folketinget en undskyldning. Jeg vil gerne undskylde over for Folketingets partier, at der er forslag til at modvirke kvotekoncentration og kvotekonger udviklet i mit ministerium, som jeg ikke har oversendt til Folketinget (….) Jeg vil nu gøre mit yderste for at medvirke til at gennemføre Folketingets fiskeriaftale både i ord og ånd. Bl.a. ift. de såkaldte kvotekonger,« skrev Esben Lunde Larsen.

Og efter dramaet på Christiansborg tilsluttede regeringen sig fiskeripakken. Vel at mærke uden at få lov at ændre på den. Folketingsflertallet og regeringen skrev sågar et fælles dokument, som sikrer, at regeringen følger flertallets ønsker »i såvel de ord, som den ånd, partierne har affattet den.« I dokumentet forpligtede regeringen sig på »den mest kraftfulde indsats, som reelt vil stoppe kvotekongerne i dansk fiskeri.«

Så den seneste tid har politikerne nok engang stået i en usædvanlig situation. Oppositionen fastholder, at Esben Lunde Larsen er sat under administration, men ministeren har overtaget teten på en politisk pakke, han oprindeligt ikke accepterede.

Det forløb går tilsyneladende heller ikke så godt.

»Ministeren er fodslæbende. Han vil ikke høre. Han vil ikke lytte. Han er ikke åndeligt til stede på møderne,« siger Ib Poulsen fra Dansk Folkeparti.

»Kun når vi bringer forslag på bordet, som for alvor vil gøre op med kvotekongerne, flyver han op og siger: »Det kan vi da ikke.« Jeg føler, at han stadig beskytter kvotekongerne,« siger Ib Poulsen.

Esben Lunde Larsen skriver til Berlingske, at det ligger ham »meget på sinde« at gøre op med kvotekoncentration. Han henviser til, at han allerede har taget flere initiativer til at bekæmpe kvotekoncentration, og at han forventer at stå med en færdig politisk pakke efter sommerferien. Derfor forekommer det Esben Lunde Larsen »lidt pudsigt«, at han nu bliver kritiseret for at være nølende.

Dansk Folkeparti var i foråret med til at uddele en kraftig næse til ministeren for at tilbageholde oplysninger for Folketinget. Dengang understregede Dansk Folkeparti, at dette var et gult kort. Næste gang fik ministeren det røde.

De seneste uger har Ib Poulsens humør været i bund. Han tror, at kroppen reagerer på det turbulente forløb og voldsomme pres tidligere på året.

»Men jeg har lært meget af forløbet,« siger Ib Poulsen.

»Jeg har lært, at man ikke kan stole på visse politikere, herunder ministre. Jeg har også lært, at jeg skal være yderst skeptisk over for det materiale, jeg får udleveret fra ministeren. For det er ikke nødvendigvis rigtigt. Der er ingen tvivl om, at ministeren og ministeriet har spillet et dobbeltspil. Man har forsøgt at undgå at gribe ind over for kvotekonger og forsøgt at presse mig til at ændre holdning, selv om man udadtil siger noget andet. Det viser sagens akter tydeligt.«

Men det har også været et opslidende forløb, tilføjer Ib Poulsen.

»De seneste uger har jeg mærket en form for stress. Jeg er begyndt at glemme aftaler, mit humør er ikke, som det plejer, og min energi er indimellem i bund. Jeg tror, at det er en efterreaktion.«

Så selv om Ib Poulsen er forarget over at læse, hvor bevidst ministeren har tilbageholdt oplysninger, og hvordan han har brugt sit embedsværk, har han ikke lyst til at trække det røde kort lige nu - altså vælte ministeren.

»Jeg orker ærlig talt ikke en ny runde, som tingene er nu, selv om min tillid til ministeren kan ligge på et lille sted,« siger Ib Poulsen.

Er det ikke noget af en falliterklæring for folkestyret, at ministerposter skal styres af dit humør?

Ib Poulsen overvejer, hvad han skal svare på det spørgsmål. Han tænker nogle sekunder, tager tilløb til forskellige svar og ender så med at sige:

»På en eller anden måde er det en falliterklæring, jo. For forløbet er ikke folkestyret værdigt.«

 

Foto & Video: Thomas Lekfeldt
Grafik: Marie Lind
Foto: Claus Bjørn Larsen, Betina Garcia, Gorm Olesen, Morten Stricker, Ida Guldbæk Arentsen

 

Læs mere