Til kamp mod det demente samfund

Når ingen ved, hvad det danske velfærdssamfund og folkestyre er rundet af, får vi en politisk kultur, hvor mennesket bliver reduceret til et rent biologisk væsen, og åndeligheden gisper efter vejret i konkurrencestatens iltfattige farvand. Lektor Michael Böss advarer i ny bog om alvorlige sætningsskader i vores samfundsbygning.

Lektor Michael Böss forklarer i sin nye bog, om de alvorlige skader han ser, i det samfund vi har bygget op. Fold sammen
Læs mere

Den, der glemmer sin fortid, mister hurtigt sin fremtid. Og det samfund, der ikke længere tager vare på sin kulturhistorie, kan snart ikke formulere politiske visioner for fremtiden. Det er den indsigt, der udgør kernen i en ny bog af Michael Böss – lektor ved Aarhus Universitet og pennefører bag en lang række klummer i Berlingske. Det demente samfund – historieløshed i nutidskulturen hedder den. Over mere end 200 sider støder Böss på en række fænomener, andre før ham har afdækket kritisk – djøfficeringen, det vingeskudte dannelsesprojekt, politikere, der blodfattige på politisk tænkning og vision snarere træder frem som administratorer, og et demokrati, hvor færre og færre deltager mellem valgene. Men hans analyse af, hvordan det er kommet dertil, er ny. Tiltagende historieløshed.

»Vi er i gang med at glemme de rødder, vores politiske institutioner hviler på, og derfor kan vi ikke længere tage vare på dem. Den særlige form for deltagende demokrati, vi har i Danmark, som jeg og mange andre understreger med begrebet folkestyre, er ved at blive helt udhulet. Samtidig med at medlemstallene i partierne falder, tages flere og flere beslutninger af politikere, som ser sig selv som embedsmænd, der administrerer den ’nødvendige’ politik. Ligesom den demente først mister sin hukommelse og siden sin identitet, står vi i fare for at glemme afgørende elementer af vores historie, og dermed kan vores samfund skifte afgørende karakter,« siger Böss til Politiko med en stemmeføring så rolig, at den næsten forråder det ildevarslende i hans analyse.

»Det kan vi se ved, at Finansministeriet har fået så meget magt – alle de store reformer, der er lavet i den seneste tid, er gennemført efter ønske fra Finansministeriet, lige fra kommunalreformen til folkeskolereformen.«

De reformer er lavet med det formål, at skabe rammerne for at gøre Danmark til et bedre vækstsamfund – hvad er der galt med at skabe mere vækst?

»Der er ikke noget galt med at skabe vækst. Men det er et problem, når vækstparameteret bliver bestemmende på områder, som har at gøre med menneskelige og samfundsmæssige værdier. Der sker en markedsgørelse af fx uddannelses- og kulturpolitikken – og det går ud over andre mål. I det, vi er begyndt at kalde konkurrencestaten, er der en stærk tendens til udelukkende at se mennesket som et rent biologisk væsen, der kan bruges til at få mere vækst, og som skal tilfredsstilles på sine materielle behov, mens de åndelige og meningsgivende behov viskes ud.«

Men igen – vi lever i en skærpet global konkurrence, hvad skal vi med en rig ånd, hvis vi er økonomisk fattige?

»Som sagt er jeg ikke imod vækst, men det står hen som et ubesvaret spørgsmål, om det her med at lægge vækstperspektivet ned over alt er det rigtige at gøre over for globaliseringen. I mine øjne burde vi netop på grund af globaliseringen satse meget mere på at give de unge muligheden for at reflektere kritisk, og det kan de kun, når de kender til historien. Det, jeg kritiserer, er, at vi ved at ofre centrale værdier i velfærdsstaten, fx i folkeskolen, hvor det demokratiserende formål bliver svækket, og det hele handler om at udvikle kompetencer og om at lære at lære.«

Du taler kritisk om markedsgørelsen – gør du det fra en venstreorienteret position?

»Nej. Min kritik er en værdikonservativ. Men der er da visse lighedspunkter mellem den og den, som man kan høre i dele af venstrefløjen. Både konservative og socialister er kritiske over markedets invasion af civilsamfundet. Min kritik rammer to forskellige positioner. På den ene side neoliberalismen, som den bliver ført i marken af fx Cepos, Liberal Alliance og dele af Venstre og Konservative, og på den anden side, hvad man kan kalde konkurrencestatens realister, som fx Bjarne Corydon og andre socialdemokrater. Begge har en tendens til at glemme de værdier og den historie, der gjorde Danmark til et velfungerende samfund med en stærk sammenhængskraft.«

Hvordan havde samfundet set ud i dag, hvis vi havde en stærkere historiebevidsthed?

»Folkeskolen havde lignet den finske folkeskole mere, vi havde ikke fået den gymnasiereform, vi fik for nogle år siden, vi havde ikke haft masseuniversiteter, DR havde ikke have svigtet sin public service-forpligtelse og sænket sit niveau, de historiske spørgsmål var blevet bevaret i statsborgerskabsprøven, de alment-dannende og historiske elementer i lærer- og pædagoguddannelse var ikke blevet pillet ud, og vi havde gjort mere for at sikre kulturarven,« siger Michael Böss.

Uden historie ingen visioner

Böss’ diagnose om epidemi af historieløshed kan virke mærkelig i en tid, hvor bøger om og film om slaget i 1864 og Anden Verdenskrig er i højsædet. Samtidig er vi kun lige på den anden side af den borgerlige værdikamp, som i den grad understregede værdier, historie og identitet.

Hvordan kan Böss mene, at vi med alt det og historiefestivaler som Golden Days stadig er historieløse?

»Ja, det er det store paradoks i dag. På den ene side er der et åbenlyst behov for historie og rødder i befolkningen, særligt hos den modne befolkning. På den anden side bliver det ikke imødekommet af den bureaukratiske cand.polit.-elite. De idéhistoriske og filosofiske elementer fjernes fra lærer- og pædagoguddannelserne. Det kan meget vel være en af grundene til, at flere og flere forældre bliver skeptiske over for folkeskolen og sender deres børn i privatskole, hvor man ikke er bange for, at eleverne deltager i traditioner, også religiøse traditioner. Et andet eksempel er, at man har man pillet de historiske spørgsmål ud af statsborgerskabsprøven – fordi man ikke, som man siger, vil »ekskludere« indvandrerne, ved at de skal lære noget om historie. Det er helt forkert.«

Du er fra 1952. Hvordan kan du vide, at du ikke bare mener, som alle andre gamle til enhver tid har ment, at de unge er rodløse og uden historisk bevidsthed?

»Haha... Fordi jeg ikke er gammel. Nej. Det spørgsmål, får man altid, når man kritisere det nye og tager det historiske op. Vi lever på en myte, som går tilbage til Oplysningstiden, om at vi hele tiden bevæger os frem mod noget bedre, og at historien ikke rigtig kan bruges til noget. Men som den amerikanske filosof Francis Fukuyama siger, kan man ikke bare forvente, at de værdier, som vores samfund er skabt på, automatisk bliver videreført, hvis vi ikke er bevidst om dem og holder dem i hævd.«

Vi lever i et aldrende samfund, og befolkningen bliver stadigt ældre – har vi ikke mere brug for de unges nytænkning end de gamles kustoderi med historien?

»Man kan ikke skabe nye ideer, uden være bevidst om fortiden. Jeg synes, det er betegnende, at det er i den tid, hvor unge mennesker ikke kender til helt elementære begivenheder i dansk og europæisk historie, at alle leder med lys og lygte efter politiske visioner. Og det er, fordi der er en sammenhæng. Uden historie, ingen utopier – i stedet flygter folk ind i nutiden, og når de tænker på fremtiden, ser de kun mareridtsscenarier for sig med klimaforandring og imploderede regioner som Mellemøsten. Min pointe er ikke reaktionær. Vi skal ikke se bagud for at genskabe noget, der var engang, men for at vi kan få tillid til fremtiden og kunne handle.«

Historien som forsvar

Vi står altså ifølge Böss faretruende nær en afgrund. Spørgsmålet er så, om det ikke kun er for os, det ser sådan ud. Måske man om føje år vil se tilbage på vores tid som en overgangsperiode, hvor bærende kulturelle forestillinger slog om. Ligesom det i lang tid ikke været en fælles kulturbærende forestilling, at Gud skabte Jorden i centrum af himmelrummet, hvilket fx har gjort, at vi i de sidste 300-400 år har skulle gentænke vores etik, kan vi så ikke befinde os i en tid, hvor vi må vinke farvel til gamle ideer om nation og velfærdsstat? Både ja og nej, svarer Böss.

»Vi befinder os helt sikkert i et skred. Globaliseringen er et faktum. Men det bør ikke få os til at konkludere, at vi kun skal undervise vores børn til at blive tilpasningsdygtige til markedet. Ungdommen skal stadig kunne forholde sig kritisk og selvreflekterende, så de kan tage stilling til det nye. Og det kan de kun, hvis de har en viden og en opøvet evne til at reflektere over grundlæggende spørgsmål om værdier, om selvet og fællesskab. Det man engang kaldte dannelse. Og selvom globaliseringen ændrer mange ting, vil fx respekten for det enkelte menneskes værdighed stadig være en værdi. Fokus på historien er også led i et forsvar for visse universelle værdier, som har udviklet sig gennem historien. Store paradigmeskift til trods. Og måske bevæger vi os ind i post-demokratisk tid, men skal man acceptere det? Sige ja til et samfund a la Kina? Det synes jeg ikke. Vi skal forsvare os.«