Thomas Larsen: Løkkes bedrift – og mødet med virkeligheden

Med trepartsaftalen om flygtninge fik statsministeren en klokkeklar sejr. Nu bliver opgaven at få aftalen udmøntet, for der er før blevet vedtaget et væld af planer, som har skullet bringe flygtninge og indvandrere i job uden de store resultater.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen til reception for at markere de nye flagdage for Grønland og Færøerne Fold sammen
Læs mere
Foto: Ólafur Steinar Gestsson

Analyse: Selv var statsministeren ikke i tvivl: »Det er en bedrift,« lød det, da Lars Løkke Rasmussen (V) fredag gjorde status oven på de store aftaler, som regeringens topforhandlere har indgået med arbejdsmarkedets parter og landets kommuner i de seneste døgn.

Foran topfolk fra fagbevægelsen, arbejdsgiverne og kommunerne lagde Lars Løkke Rasmussen vægt på, at trepartssamarbejdet er genoplivet. Dermed henviste han elegant, men tilpas tydeligt til den fuldtonede fiasko, som ramte Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon, da de stod i spidsen for SRSF-regeringen og forsøgte at kickstarte trepartsforhandlinger i 2012.

Som bekendt måtte Corydon trække stikket på forhandlingerne, inden de overhovedet kom i gang, først og fremmest fordi regeringstoppen og fagbevægelsen ikke kunne blive enige om afsættet for forhandlingerne.

Set i det lys har Løkke og hans smalle V-regering scoret en klokkeklar politisk sejr.

Først lykkedes det torsdag aften at lande en aftale med lønmodtager- og arbejdsgiverorganisationerne om at skubbe flygtninge væk fra passiv forsørgelse til aktiv deltagelse på arbejdsmarkedet. Ifølge aftalen skal flygtninge bl.a. modtages som jobparate, integrationsprogrammet skal intensiveres, danskundervisning skal gøres erhvervsrettet, og der skal oprettes en integrationsuddannelse for flygtninge mellem 18 og 40 år, som kan hyres til lavere løn, mens de uddannes og opkvalificeres.

Fredag blev der indgået en aftale med landets kommuner, som vil få økonomisk hjælp til at sikre boliger til de mange tusinde flygtninge, der strømmer til Danmark, ligesom aftalen lægger op til at styrke integrationen og beskæftigelsesindsatsen for flygtningene.

I stedet for at brage ind i den mur, som Thorning og Corydon ramte, kan Løkke fremhæve, at hans regering er lykkedes med at sætte en dagsorden og skrue et forhandlingsforløb sammen, som er endt med resultater.

Så langt – så godt for Løkke.

En statsminister skal selvfølgelig benytte enhver lejlighed til at fejre sine sejre, når der er grund til det, men nøgternt set er det tvivlsomt, hvor meget de nye aftaler vil betyde.

Rent vælgermæssigt gør det næppe indtryk på ret mange danskere, at det er lykkedes at »genoplive trepartsdrøftelserne«, for de færreste nærer varme følelser for nationens lønmodtager- og arbejdsgiverorganisationer. Skåltalerne for »den danske model« gør næppe heller indtryk på ret mange uden for LOs og DAs snævre rækker.

Derfor bliver det afgørende, at de nye aftaler reelt fører til, at mange flere flygtninge kommer i job. Og på det punkt vil regeringen blive udfordret.

Statsministeren har selv sat barren højt ved at fastslå, at det er afgørende for samfundets økonomiske og sociale sammenhængskraft, at markant flere flygtninge flyttes fra understøttelse til job. Men regeringen er tilbageholdende med at fortælle præcist, hvor mange flygtninge der kan ventes at komme i job på grund af de nye aftaler. Formentlig i erkendelse af, at effekten er usikker.

Aftalen indeholder et vigtigt nybrud i form af en indslusningsordning, som betyder, at flygtninge kan ansættes til en lavere løn i den periode, hvor de bliver opkvalificeret og uddannet. Det kan blive en løftestang til at få flere virksomheder til at rekruttere.

Men det forudsætter, at virksomhederne de facto rekrutterer, og det er også vigtigt, at aftalen bakkes op af tillidsfolkene ude på virksomhederne. Og her skal man ikke tage fejl af, at mange i fagbevægelsen er mistænksomme over for, om aftalen fører til lønpres og løndumping.

Dernæst bliver det en gigantisk udfordring at give flygtningene det nødvendige kompetenceløft.

Mange ankommer med ringe kvalifikationer, og derfor skal uddannelsen og opkvalificeringen løftes til et nyt og højere niveau, hvis de for alvor skal få fodfæste på arbejdsmarkedet. Ser vi tilbage i historien, er der blevet vedtaget et væld af planer, som har skullet bringe flygtninge og indvandrere i job – uden de store resultater.

Endelig skal man ikke tage fejl af, at langtfra alle danskere vil glæde sig over den nye aftale. Mange vælgere er utrygge ved tilstrømningen udefra. De frygter, at indtoget vil koste dyrt og udløse besparelser på f.eks. skoler, ældrepleje og sundhed. De frygter også, at de nye aftaler er med til at skabe en situation, hvor flygtninge kommer før danskerne, når det f.eks. handler om at komme i job.

Den kritik har Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, allerede rejst. Og den gør ondt på regeringen.

Det er fuldt forståeligt, at Løkke taler aftalerne op. Testen består i, om de kommer til at virke.