S: NA har mest til fælles med os

Skattepolitikken er nærmest det eneste, Ny Alliance og Socialdemokraterne ikke vil kunne blive enige om, mener Henrik Sass Larsen

Ny Alliance har meget mere til fælles med Socialdemokraterne, end det har med Venstre. Det mener Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, efter Ny Alliance fremlagde sit politiske program torsdag. Det er kun skattepolitikken, de to partier for alvor vil kunne strides om.

- Hvis man ser bort fra det, så vil man jo kunne finde meget mere at blive enige med os om, end man vil kunne blive med Pia Kjærsgaard eller for den sags skyld Fogh, siger han og nævner sundhed, miljø og ældreområdet som punkter, hvor de to partier falder fint i hak. Og Ny Alliances forslag om at indføre 12 års skolepligt betegner han som en "fristende idé."

- Vi kan endda også garantere, at hvis de snakker med os, så bliver Pia Kjærsgaard ikke en del af det parlamentariske grundlag. Så det er jo to fluer med et smæk, fastslår Henrik Sass Larsen.

/ritzau/