Kristian Jensen: Børnecheck-aftale er stadig en mulighed efter Brexit

Værst er den økonomiske og politiske usikkerhed, men med et britisk EU-exit er det umiddelbart også exit for en indeksering af børnechecken, ligesom de danske Europol-forhandlinger vanskeliggøres. Alt håb er dog ikke ude, siger udenrigsminister Kristian Jensen (V).

Foto: © Uffe Weng. Udenrigsminister Kristian Jensen.
Læs mere
Fold sammen

BRUXELLES: Det britiske EU-exit volder skade på mange fronter. Værst er de blodrøde finansmarkeder og den økonomiske og politiske usikkerhed i EU, men også de danske Europol-forhandlinger og en indeksering af børnechecken, som regeringen har kæmpet for, ser ud til at blive ramt.

Indekseringen af børnechecken efter leveomkostningerne i de lande, hvor børnene bor, var nemlig en del af aftalen mellem den britiske premierminister, David Cameron, og de øvrige EU-lande fra februar, og den aftale er med resultatet af den britiske folkeafstemning taget af bordet. Der er dog håb endnu, mener udenrigsminister Kristian Jensen (V).

»Vi kæmper nu for at få de elementer, der var til gavn for Danmark, tilbage på bordet. Det er blandt andet spørgsmålet om indeksering af børnechecken. Den drøftelse har jeg allerede åbnet i dag og også fået opbakning fra nogle enkelte af de andre lande,« siger Kristian Jensen efter dagens møde for udenrigs- og EU-ministre i Luxembourg.

»Vi kommer til at tage en del drøftelser af det i den kommende tid, men der er mange lande, der ønsker, at dele af den her aftale bliver gennemført. Så jeg er optimist i forhold til, at muligheden er der, men det kræver hårdt arbejde, og der er intet, der er sikkert, fordi alt er startet på ny efter resultatet i Storbritannien,« tilføjer han.

Ministrene tog også en første diskussion af, hvilke reformer af EU, der er brug for, hvis den folkelige opbakning til EU skal genvindes.

»Vi skal arbejde på at få EU til at tage de praktisk skridt, der skal til, for at borgerne føler, at EU leverer på deres vegne. Det kunne være en effektiv energiunion, der virkede, så vi kunne få nogle lavere energipriser. Det kunne være at arbejde bedre sammen om at få styr på den illegale migration. Det er også spørgsmålet om, at vi skal bekæmpe terrorisme, og så er det først og fremmest spørgsmålet om, at vi skal få skabt nogle flere arbejdspladser,« siger udenrigsministeren.

Europol-aftalen endnu vanskeligere

I forhold til de danske forhandlinger med EU om at få en parallelaftale om det europæiske politisamarbejde Europol, som Danmark på grund af retsforbeholdet ryger ud af næste år, så kommer det britiske afstemningsresultat også i vejen.

»Der bliver travlhed på det her område med forfatningsjurister, der skal prøve at rede 44 års samarbejde mellem EU og Storbritannien ud. Det bliver enormt kompliceret. Men vi forsøger selvfølgelig også at få fulgt ønsket om en dansk parallelaftale, og jeg vil ikke afvise, at det er muligt at få en parallelaftale hjem endnu. Det er helt klart det, som regeringen arbejder på.«

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

Kristian Jensen er samtidig helt klar i sin afvisning af nye folkeafstemninger i Danmark. Både om forbehold, EU-medlemskab, eller hvad end for samarbejdsaftale briterne måtte ende med at få med EU om nogle år.

»Der har lige været to meningsmålinger, som viser, at en meget stor andel af danskerne ønsker at blive i EU og anser, at det er godt for Danmark at være en del af EU. Sagen er, at vi ikke ved, hvad vi i givet fald skulle stemme om. Det ville være halsløs gerning og virker uigennemtænkt.«

At briterne vil forlade EU, er på alle måder en dårlig nyhed for Danmark, ifølge Kristian Jensen, der heller ikke er begejstret for, at der nu skal findes en ny premierminister i Storbritannien, før end selve skilsmisseforhandlingerne kan indledes.

»Vi har haft respekt for Storbritannien i løbet af deres kampagne, og nu håber vi, at de også vil have respekt for, at vi har brug for en hurtig afklaring,« siger udenrigsministeren.