Hastværk forud for folkeafsteming kan skade debatten

Der var alt for kort tid til at søge oplysningsmidler forud for den kommende EU-afstemning om Danmarks retsforbehold. Det mener små organisationer, som ikke har kunnet nå at søge.

ARKIVFOTO 2014 af folkeafstemning om patentdomstolen og Europa-Parlamentsvalget søndag d. 25. maj 2014- - Se RB 20/8 2015 11.39. Ja-partiernes ledere mødes fredag, hvorefter statsministeren ventes at sætte dato på folkeafstemningen. (Foto: Bax Lindhardt/Scanpix 2014) Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax Lindhardt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Et anfald af akut hastværk i regeringen kan få alvorlige følger for kvaliteten af den debat, der skal forberede danskerne på at stemme om det danske retsforbehold. Sådan lyder kritikken fra en række små organisationer, skriver Altinget.
Organisationerne ville gerne have søgt penge til at oplyse danskerne om betydningen af et ja eller et nej ved EU-afstemningen. Men en lynproces hos Europa-Nævnet, som administrerer oplysningspuljen på ti millioner kroner, har afskåret flere fra at søge, fordi de ikke kunne nå det. Andre har været tvunget til at skære i ambitionsniveauet for deres projekter.


Oplysningspuljen blev annonceret 24. august. Og allerede to uger efter, 8. september, skulle ansøgningerne være nævnet i hænde.
»Vi nåede lige akkurat at søge, men det var med lodder og trisser, at vi fik formuleret en beskrivelse og lavet budgetter,« fortæller kommunikationsansvarlig i det lille parti Retsforbundet Lars Rindsig til Altinget.
Han understreger, at det kræver et vist forarbejde at lave projekter, der holder vand.
En lignende beretning kommer fra Lave Broch, bestyrelsesmedlem i organisationen Ny Agenda, som også lige netop holdt sig inden for ansøgningsfristen.
»Selvfølgelig er vores ansøgning i orden, men den er ikke så god, som den kunne have været, hvis vi havde haft mere tid. Vi ville gerne have gjort mere,« siger han til Altinget.

Lave Broch fortæller, at Ny Agenda også havde et andet oplysningsprojekt, som organisationen måtte droppe.
»Det krævede et langt større forarbejde, som vi ikke kunne nå, så det måtte vi skyde til side,« siger han.
I det langt større oplysningsforbund, DEO, som blandt andet udgiver bladet NOTAT, nåede man at søge. Alligevel er sekretariatschef Rasmus Nørlem Sørensen kritisk over for processen.
»Alle organisationer, der skal lave noget om retsforbeholdet, har svært ved at nå det inden for så kort en tidsfrist. Men det er især svært for små organisationer med mange frivillige, som det tager tid at få samlet om arbejdet,« siger sekretariatschefen, som ser en parallel til stadigt kortere høringsfrister i forbindelse med lovforslag.


Han frygter, at især små foreninger med juridiske eller retspolitiske ekspertise kommer til at mangle i debatten.
Og den tese bekræfter Bjørn Elmquist, formand for Retspolitisk Forening.
»Vi har ikke søgt, fordi vi erkendte, at det havde vi ikke nogen chance for at få på plads. Det er meget ærgerligt,« siger han til Altinget.
Også i Europa-Nævnet, som administrerer puljen, har den korte tidsfrist skabt ravage.
»Jeg synes også, det har været en kort frist. Det må jeg medgive. Og vi har været åbne over for, at den kunne forlænges, hvis vi fik den samme tid til at behandle ansøgningerne efterfølgende. Men det har ikke kunnet lade sig gøre,« siger formand Anne-Marie Meldgaard.
Nævnet har modtaget 101 ansøgninger, som skal behandles inden nævnets møde 23. september.
»Det er en kæmpe arbejdsbelastning lige nu. Så vi har mindre end 14 dage. Det er jo fuldstændig umuligt. Vi har jo normalt en måned. Men her har man fra regeringens side ønsket, at det skulle gå hurtigt, så der var to måneder til at debattere retsforbeholdet,« siger hun.
Anne-Marie Meldgaard understreger, at hun endnu ikke har læst ansøgningerne og derfor ikke kan sige noget om kvaliteten af projekterne.
Altinget har forsøgt at få en kommentar fra kulturminister Bertel Haarder (V), men det er ikke lykkedes.

BNB