Femern A/S regner først med at kunne bygge om tre år

Femern-forbindelsen kan først bygges fra 2020, fordi tusinder tyskere klager over projektet, mener Femern A/S.

Læs mere
Fold sammen

Femern A/S, som står bag den faste forbindelse over Femern Bælt, regner først med at få sin byggetilladelse til tunnelen i 2020 på grund af de tusinder tyske indsigelser mod tunnelprojektet.

Derefter ventes byggeprojektet færdig i 2028. Så store milliardkontrakter skal genforhandles.

Det skriver Flensborg Avis.

Da Femern A/S sidste år underskrev store kontrakter for sænketunnel, portaler, ramper og gravearbejdet, løb kontrakterne til 2019. Det var betinget af, at man kan genforhandle kontrakterne, hvis arbejdet ikke er gået i gang.

- De betingede kontrakter, vi underskrev sidste år, betyder, at entreprenørerne er bundet af deres tilbud frem til ultimo 2019, så vi har tid til at vente på den tyske godkendelse, skriver teknisk direktør Henrik Christensen til avisen.

Kontrakterne indeholder også en mekanisme for genforhandling. Den skal klare en mulig ekstra forsinkelse af den tyske proces.

Når man genforhandler kontrakter til mange milliarder kroner, stiller det køberen mere usikkert.

Det mener Grith Skovgaard Ølykke, der er ekspert i udbudsret ved Copenhagen Business School i København.

- Ved en genforhandling står ordregiver mere usikkert end ved den oprindelige indgåelse af kontrakten. Det skyldes blandt andet, at der allerede er afholdt omkostninger til udbuddet, hvor leverandøren er blevet valgt, siger hun.

Usikkerheden skyldes, at forhold kan være ændret, siden kontrakten blev underskrevet.

- Det kan handle om materialer, der stiger i pris eller mangel på arbejdskraft, der kan være med til at øge prisen i forhold til den oprindelige kontrakt, siger Grith Skovgaard Ølykke.

Femern A/S understreger, at selskabet er meget tilfreds med kvaliteten og prisen på tilbud, der er aftalt.

/ritzau/