DF-blad: Birthe Rønn er en vejrhøne

Dansk Folkepartis medlemsblad portrætterer landets nye integrationsminister som en "vejrhøne" og "en vindbøjtel".

"Én stor kovending".

Sådan portrætteres integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) i det seneste nummer af Dansk Folkepartis medlemsblad, Dansk Folkeblad. Det er udgivet af Dansk Folkepartis folketingsgruppe med DF-pressechef Søren Søndergaard som ansvarshavende redaktør.

- Danmarks nye integrationsminister er - i skarp kontrast til offentlighedens billede af hende - en vejrhane. Birthe Rønn Hornbech har over de sidste tyve år bevæget sig fra at være en af de skarpeste kritikere af den danske udlændingepolitik til i dag at være repræsentant for de samme politisk korrekte synspunkter, som hun for fem år siden hudflettede, skriver Kenneth Kristensen Berth fra DF's pressetjeneste i Dansk Folkeblad.

Han har lavet en gennemgang af ældre og nyere udtalelser fra Birthe Rønn Hornbech om den danske udlændingepolitik og karakteriserer hende som "én stor kovending".

/ritzau/