Den danske model er til eksamen ved Løkkes trepartssnak

Der er stort pres på både regeringen og arbejdsgiverne forud for trepartsforhandlingerne, mener kommentator.

Læs mere
Fold sammen

København: Den danske model er til eksamen, når statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og flere fagministre torsdag åbner døren og inviterer arbejdsgivere og arbejdstagere til trepartsforhandlinger.

- Der er meget store ting på spil, og det er det absolut største punkt på dagsorden i 2016. Det er helt afgørende for politikerne, at der skabes bedre rammer for bedre integration af flygtninge, for ellers kommer det til at belaste de offentlige finanser de kommende år.

- Økonomisk er det ekstremt betydningsfuldt. Og der er meget på spil for de parter, som sidder ved forhandlingsbordet og skal nå hinanden. Hele den danske model er til eksamen, siger Thomas Larsen, der er politisk kommentator på Berlingske.

Regeringen har i den seneste tid opridset billedet af en ganske alvorlig situation, og arbejdsgiverorganisationer har budt ind med løsninger på det økonomiske efterslæb, som flygtningestrømmen efterlader sig.

Udfordringen er blandt andet at finde job og boliger til de anslåede 17.000 nye flygtninge i kommunerne (over 34.000 inklusiv familiesammenførte).

Kun hver tredje flygtning er i job efter tre år. Hvis det fortsætter, kommer integration af flygtningene ifølge regeringens beregninger til at koste 10,4 milliarder kroner i år 2020.

/ritzau/