Anklager: Støjberg kendte konsekvenserne af sin instruks

Intensiteten i Støjberg-sagen er mere indgribende end i sagen fra 1990erne mod Ninn-Hansen, mener anklager.

Tidligere udlændingeminister Inger Støjberg vil frifindes i Rigsretten, hvor hun er tiltalt for at give en ulovlig instruks. Det gentog hun onsdag morgen på vej ind i retten. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Anklagerne i Rigsretten lægger onsdag vægt på, at asylpar blev skadet, da Inger Støjberg i 2016 som minister meddelte et stop for, at mindreårige asylansøgere kunne bo med en ægtefælle eller samlever.

Ifølge anklagerne Jon Lauritzen og Anne Birgitte Gammeljord iværksatte og fastholdt Støjberg en instruks om en undtagelsesfri ordning om at adskille parrene, hvilket ikke var lovligt.

Anklager Jon Lauritzen lægger vægt på, at det var en sårbar og udsat gruppe, som blev adskilt.

»Det er en meget stor omvæltning i deres liv, da de blev separeret fra den eneste tryghedsskabende person, de havde,« siger anklager Jon Lauritzen og fortsætter:

»Støjberg var bekendt med konsekvenserne. Der var flere selvmordsforsøg, og i hvert fald et af dem blev hun orienteret om af sin departementschef.«

Jon Lauritzen sætter sagen op mod sagen mod tidligere minister Erik Ninn-Hansen, der fik den seneste rigsretsdom i 1995.

»I forhold til rigsretssagen mod Erik Ninn-Hansen er det værd at bemærke, at intensiteten i denne sag er meget mere indgribende.«

»I Erik Ninn-Hansen-sagen blev status quo opretholdt. I denne sag blev parrene adskilt fra hinanden næsten fra den ene dag til hinanden,« siger han.

Rigsretten idømte Ninn-Hansen fire måneders betinget fængsel for ulovligt at have gennemtvunget et stop for familiesammenføringer for tamilske flygtninge uden om Folketinget.

Anklagerne går efter en fængselsstraf til Støjberg, men de har ikke oplyst, hvor lang de mener, at den skal være.

Jon Lauritzen mener, at den tidligere Venstre-ministers formål var politisk. Støjberg har fortalt, at hun ønskede, at ingen barnebrude skulle bo med en ægtefælle på et dansk asylcenter.

Jon Lauritzen fortæller, at den eksisterende praksis for indkvartering af asylpar allerede tog højde for, at sikre, at ingen asylansøgere skulle leve i forhold med tvang.

»Det er helt evident og åbenlyst at være imod tvangsægteskaber. Det er alle,« siger han.

Ifølge anklageren påhvilede der Støjberg »en særlig embedspligt« til at sikre, at praksis var lovlig, og at hun også havde en initiativ- og spørgepligt til at sikre, at det skete.

Det er lidt anderledes end udgangspunktet, hvor man forvente, at der er en lovlig administration, forklarer han.

»Men i det her tilfælde, hvor ministeren ønsker at vende praksis på hovedet, er der en særlig pligt til at sikre, at ændringen sker lovligt,« siger Jon Lauritzen.

Inger Støjberg nægter sig skyldig og vil frifindes.

Onsdag er første dag ud af tre med procedure, hvor Støjbergs forsvarere også får ordet. Dommen ventes før jul.

/ritzau/