Akademikerbørn bruger længst tid på universitetet

Studerende med højtuddannede forældre anvender i gennemsnit to måneder mere på deres universitetsuddannelse end studerende med faglærte forældre.

Valg af fag og universitet er den vigtigste faktor i forhold til studietid, viser en ny analyse. Arkivfoto: Kasper Palsnov Fold sammen
Læs mere
Foto: Kasper Palsnov

Hvilke forhold har betydning for de studerendes færdiggørelsestid? Det spørgsmål har optaget både politikere, embedsmænd og ledelserne på de danske universiteter de seneste par år. Og vi har da også fået både en fremdriftsreform Version 1 og 2, som skal sikre, at det voksende antal studerende på universiteterne ikke bruger unødig lang tid i uddannelsessystemet, men derimod kommer ud og skaber værdi og produktivitet på det danske arbejdsmarked.

Centralt i debatten har stået spørgs­målet om den sociale mobilitet på vores lange videregående uddannelser. Skubber vi unge fra uddannelsesfremmede væk fra universiteterne ved at kræve, at de skal nå et bestemt pensum hvert semester for at forblive på uddannelsen? Det er et relevant spørgsmål. Man skulle umiddelbart også tro, at børn fra uddannelsesfremmede hjem vil være længere tid om at nå igennem et givet pensum end børn, som er vokset op i et miljø, som er rundet af lærde og akademiske diskussioner.

Og forældrenes uddannelsesbaggrund har betydning. Men, nok overraskende for de fleste, så viser det sig, at når forældrene har lange uddannelser, så er de studerende længere tid om deres universitetsuddannelse. Dette er særlig tydeligt, når forældrene har en mindre anvendelsesorienteret lang videregående uddannelse.

Den lige adgang til uddannelse

Fortalt i tal bruger studerende med forældre, der har en lang videregående uddannelse i gennemsnit lidt over to måneder mere på studierne end studerende med faglærte forældre. Hvis forældrenes universitetsuddannelse ikke er anvendelsesorienteret, er man i gennemsnit fire måneder længere om det, og hvis den ene forælder har en anvendelsesorienteret uddannelse og den anden en ikke- anvendelsesorienteret, er man i gennemsnit tre måneder længere på studiet i forhold til børn af faglærte.

Børn af f.eks. sprog- og litteraturvidenskabelige forældre bruger altså mere tid på universitetet end børn af ingeniører og endnu mere tid end børn af faglærte forældre.

Undersøgelsen dokumenterer, at akademikerbørnenes større tidsforbrug ikke skyldes et større økonomisk råderum som følge af rige forældre. Og endelig viser undersøgelsen, at forældrenes uddannelsesbaggrund betyder mere for gennemførselstiden end eksempelvis deres børns alder, studiejob og karakterer.

Valg af fag og universitet er til gengæld den vigtigste faktor i forhold til studietid. F.eks. er kandidater fra de humanistiske, samfundsvidenskabelige og naturvidenskabelige uddannelser i gennemsnit mere end et år længere om studierne end studerende fra de tekniske uddannelser. På Aalborg Universitet er de studerende desuden langt hurtigere igennem end i resten af landet.

Det er et nuanceret indspark i debatten om, hvordan vi reelt skaber lige adgang til uddannelse i Danmark og især til universiteterne. Det er interessant, at unge fra akademikerhjem tilsyneladende er mere hjemmevante på universitetet og bedre forbrugere af mulighederne i især vores lange videregående uddannelser end f.eks. faglærte forældre. Det er jo ikke et problem i sig selv, men det er vigtig viden, hvis vi gerne vil arbejde med at sikre lige adgang til uddannelse i Danmark.

Der skal mere til

Der kan sagtens være gode grunde til at bruge nogle ekstra måneder på sit speciale, også i forhold til at øge sine jobmuligheder. Men dette ekstra forbrug af uddannelse koster, hvad enten vi vil det eller ej, penge. Omregnet svarer cirka tre måneders ekstra studietid på universitet til et årligt tab i BNP på i størrelsesordenen 350 mio. kr.

 

De penge kunne vi vælge at bruge anderledes og mere målrettet på at øge den sociale mobilitet i vores uddannelsessystem, hvor vi trods massive investeringer faktisk er dårligere end andre lande, vi normalt sammenligner os med.

Vi kunne f.eks. investere mere og bedre i at få flere mønsterbrydere ind på f.eks. universiteterne. De har både brug for at blive »opdaget« og til en bedre introduktion til det akademiske arbejde, hvis de skal fastholdes. Skattefinansierede uddannelser og SU er ikke nok. Der skal mere til.