Sjædent indblik i giganternes kamp

»Titler og positioner kvalificerer ikke i sig selv til tilsagn«, skrev Carsten Koch for nylig i dagbladet Børsen.

Carsten Koch Fold sammen
Læs mere
Foto: Michael Bothager

Det sendte et rent nyrehug til Jørgen Mads Clausen, Henrik Heideby, Niels Duedahl og Henrik Lind. Jeres positioner som formand for Danfoss, direktør for PFA, SE og Danish Commodities er ikke nok i sig selv, når der skal søges penge hos Dansk Vækstkapital.

De fire tunge personer i dansk erhvervsliv står bag kapitalfonden SE Blue Equity, som har til formål at investere i selskaber inden for energiområdet. SE Blue Equity havde indsamlet en formue på 350 mio. kr. og søgte Dansk Vækstkapital om yderligere 150 mio. kr. Så langt så godt.

SE Blue Equity fik et betinget ja fra Dansk Vækstkapitals formand Lars Nørby Johansen. Han og en enig bestyrelse bakkede op om projektet. Men Nørby Johansen gjorde regning uden vært. Hans magt er ikke ultimativ, for sekretariatet i Dansk Vækstkapital skal også bakke op om projektet. Og her blev det et nej. Blankt nej. Sekretariatet vurderede, at SE Blue Equity ikke var kommercielt stærkt nok.

Set fra sidelinjen virker det besynderligt, at bestyrelsen kan komme med et positivt tilsagn til et projekt, som dernæst kan underkendes af et sekretariat. Konstruktionen i Dansk Vækstkapital er netop, at der skal være enighed i både sekretariat og bestyrelse, når der uddeles penge fra Dansk Vækstkapital.

Baggrunden er, at staten er den største investor, og Dansk Vækstkapital er ikke et aktieselskab, men snarere et kommanditselskab, hvor investorerne vil have hånd i hanke med, hvordan pengene investeres.

Statens penge i Dansk Vækstkapital formidles via Vækstfonden, og her er Carsten Koch formand. Som tidligere socialdemokratisk skatteminister er han ikke lige at vælte af pinden. For ham er »titler og positioner« uendeligt ligegyldigt, for når det drejer sig om statens penge skal alle vurderes lige, og holder forretningsmodellen ikke, bliver kassen lukket i.

Tilbage står en mistanke om, at bestyrelsen for Dansk Vækstkapital lod titler og positioner veje tungere end kolde, forretningsmæssige analyser. Hvem der har ret, vides ikke, men Dansk Vækstkapital står med et forklaringsproblem.