Indvandrerkvinder sejler deres egen sø

Hvem bekæmper de traditioner, der dikterer mænd, at de skal kontrollere deres kvinder og irettesætte deres opførsel ved hjælp af trusler og vold?

Nahid Riazi. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix

Hvem vidste, at den 31-årige kvinde, som i sidste måned blev udsat for æresdrab i Pakistan, overhovedet eksisterede? Ved et tilfælde og først efter hun blev dræbt, har omverdenen fået kendskab til hende og hendes lidelser før døden. Den 31-årige kvindes tilværelse, hendes frygt og hendes skæbne er noget, som tusindvis af andre kvinder kender til og lever med i dag, ikke alene i Pakistan men også her i Danmark. Kvinder, der lever med frygten for at blive udsat for æresdrab og med konstante trusler om at blive straffet med døden, hvis deres opførsel vurderes som ’umoralsk’. Kvinder, som bliver styret af familien hele deres liv, bliver bortgiftet i en ung alder og skal fungere som deres mænd og svigerfamiliers slaver resten af deres liv. Kvinder, der skal frygte likvidering, hvis de vover at modstå familien og dens krav. Men hvem tænker på disse kvinder, før de bliver slagtet pga. upassende opførsel? Hvem gør noget for at ændre på deres slavelignede tilværelse?
Hvem bekæmper de traditioner, der dikterer mænd, at de skal kontrollere deres kvinder og irettesætte deres opførsel ved hjælp af trusler og vold?
Der skal en alsidig kamp mod den kultur og det kvindesyn, der retfærdiggør og legaliserer trusler og kontrol på kvinder pga. deres ’upassende’ opførsel og beslutninger. Ingen tradition eller religion er helligere end beskyttelse af kvinder og unge piger og deres rettigheder. Men dette kvindesyn bliver dyrket hver eneste dag i de traditionelle og religiøse indvandrermiljøer i Danmark uden at samfundet gør en grundlæggende indsats for at bekæmpe det. Der bliver ikke en indsats mod reproduktion af de middelalderlige og kvindefjendske værdier, som børn og unge bliver opdraget med på bl.a. de religiøse skoler og i moskeerne og i de traditionelle familier.
Imamernes rolle i at fastholde muslimske mænd i deres rolle som families overhoved og deres opfordring til at kontrollere kvinder og holde dem hjemme er ikke et ukendt fænomen selv i Danmark. Det er ikke ret lang tid siden, at vi hørte om Imam Raed i det islamiske trossamfund, der opfordrede mænd til at holde kontrol over deres koner og ikke lade dem gå til frisør. Tværtimod får imamer og moskeerne i dag endnu mere plads i samfundet og i integrationspolitikken. Både politikerne, PET, Fængselsvæsnet og undervisningssystemet vil samarbejde med moskeerne og imamerne. De ansætter imamer her og der og bruger dem som deres rådgivere. De giver dem på den måde en særstatus, rolle i samfundet og i løsningen af integrationsproblemerne, selv om disse kræfter selv er en del af problemet og en forhindring for kvindefrigørelse i indvandrermiljøer.
Der skal sættes en række oplysningskampagner i gang omkring kvindernes rettigheder. Dette skal bl.a. være den obligatoriske del af sprogundervisningen på sprogskoler. De mennesker, som er blevet opdraget i den traditionelle tankegang, skal blive bevidst om, at trusler mod kvinder er en forbrydelse og ikke beskyttelse af æren.
Et æresdrab sker sjældent, uden at flere familiemedlemmer er involveret i det. Når et æresdrab sker i et andet land, skal de danske myndigheder kræve af familiemedlemmerne i Danmark at sørge for retsforfølgelse af dem, der har udført æresdrabet i hjemlandet. I mange af de lande, f. eks i Pakistan, kan drabsmanden slippe helt eller meget billigt for sin forbrydelse, hvis familien til den dræbte, herunder hendes mand, ikke ønsker retsforfølgelse af ham. Her bliver æresdrab eller vold mod kvinder betragtet som et familieanliggende. Hvis de ikke sørger for retsforfølgelse af drabsmanden, skal det betragtes som involvering i gerningen og samtykke til udførelse af drabet på kvinden. Og det skal kunne straffes i Danmark.
Desuden skal de danske ambassader i lande som Pakistan, hvor æresdrab ofte forekommer, være mere aktive og mere synlige for de piger, der vil søge hjælp hos danske myndigheder i forældrenes hjemlande.
De stramme udlændingelove skal ændres til fordel for voldsramte og truede kvinder med indvandrebaggrund. Mange unge kvinder bliver i dag sendt til forældrenes hjemlande, når de bliver bortgiftet, fordi deres ægtefæller ikke får opholdstilladelse i Danmark. De mister på den måde enhver forbindelse med Danmark og de danske myndigheder. De kvinder, som bliver familiesammenført i Danmark og har opholdstilladelse på baggrund af deres ægteskab, er bange for at søge hjælp, når de bliver udsat for vold og trusler, fordi de frygter at blive smidt ud af landet efter skilsmisse. Loven skal for alvor og i praksis tage hensyn til disse kvinder og beskytte dem.
Børn og unges undervisning og opdragelse skal ikke være baseret på den traditionelle og religiøse syn, sådan som vi i dag oplever på bl.a. de religiøse etniske skoler.
Der skal være adskillelse mellem undervisning og religion og de religiøse traditioner på skolerne.
På den måde giver man børnene en chance for at tænke selvstændigt og forholde sig til emner som kvinderettigheder og respekt for kvindekønnet. I dag bliver børn og unge fra de traditionelle familier overladt til religiøse skoler eller koranskolerne, hvor de bliver hjernevasket med de kvindefjendske religiøse lov og får en dogmatisk opfattelse af kønsrollerne. Og det er en katastrofe for kvindefrigørelse blandt indvandrekvinder.