Demokrati i stedet for socialisme

Mens det tyske socialdemokrati – SPD – som en glidegås er rykket til venstre, har Angela Merkels Kristelige Demokrater – CDU – sat sig godt til rette på midten.

Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Ved det tyske socialdemokratis (SPD) årsmøde i Hamborg i oktober rykkede partiet dramatisk mod venstre. Hermed ville dets leder Kurt Beck søge at begrænse et nyt venstresocialistisk partis indhug i den socialdemokratiske vælgerbefolkning. SPD har nemlig i de sidste 10 år mistet over 200.000 medlemmer. Det nye socialistiske parti, Die Linke, blev stiftet i 2005 gennem et sammenrend af venstrepopulister omkring den tidligere socialdemokratiske partichef Oskar Lafontaine og DDR-nostalgikere omkring Gregor Gysi og dennes parti PDS. Dette grundlagdes 1990 på ruinerne af Erich Honeckers kommunistiske enhedsparti SED.

Kurt Beck greb tilbage til det mølædte og stærkt kompromitterede begreb »demokratisk socialisme« som partiets nye slogan; faktisk det samme idégrundlag, som PDS byggede på. Forbundskansleren og lederen af SPDs koalitionspartner De Kristelige Demokrater (CDU), Angela Merkel, der er opvokset i DDR, var ikke sen til at gribe denne provokation i flugten. Under CDUs netop overståede landsmøde i Hannover udtalte hun under forsamlingens jubel: »Vi har ikke brug for at vende tilbage til socialismen, sådan som socialdemokraterne ønsker. Det havde vi nok af i DDR. Demokratisk socialisme er en modsigelse i sig selv. Socialismen er totalitær«.

Efter at ikke blot SPD men også partiet De Grønne for nogle uger siden besluttede at flytte længere ud på venstrefløjen, har det været Merkels oplagte strategi at placere sit parti i den nu ledige midterposition i det politiske spektrum. Dette er sket forsigtigt for ikke at støde partiets mere konservative vælgere på manchetterne. Disse blev da også tilgodeset, da Merkel – kontinentets oplagte svar på Margaret Thatcher – i sin tale vendte sig mod Tyrkiets fulde EU-medlemskab og konkret formanede, at »moskeernes kupler [i Tyskland] aldrig må rage op over kirketårnene«.

Studerer man de to koalitionspartneres nye partiprogrammer, bliver positionerne tydelige: mens CDU ser en trussel mod staten både fra højre- og venstreekstremister, nævner SPD højreekstremisme, antisemitisme og racisme som truslerne. Mens CDU taler om Tyskland som et integrationsland, benytter SPD betegnelsen indvandringsland, en interessant nuance, og endvidere taler CDU om en speciel tysk kultur, en »Leitkultur«, som alle indvandrere har at rette sig efter. Så langt går SPD ikke, men kræver dog, at indvandrere skal lære sig tysk. At ord som privat initiativ, ansvar og privatisering oftere forekommer i CDUs program end hos socialdemokraterne, giver sig selv. CDU kræver endvidere, at militæret – og ikke blot politiet – skal kunne sættes ind mod terrortrusler inden for Tysklands grænser, og at atomkraften fortsat anvendes som energikilde, to krav som SPD nu er voldsomt imod – også her er der sket et ryk mod venstre i forhold til tidligere socialdemokratisk politik. (Til gengæld – og mange vil sige gudskelov – findes der langt flere overensstemmelser på de udenrigspolitiske og økologiske områder.)

Det er ikke mere end godt otte år siden, at det lykkedes for Tony Blair og Gerhard Schröder at jage de europæiske konservative en skræk i livet ved at placere deres socialdemokratiske partier netop i midten. Fra den modsatte politiske fløj gjorde Anders Fogh Rasmussen præcist det samme i 2001 – og alle vandt! Tyske politiske kommentatorer ryster da også på hovedet over Kurt Becks given efter over for sit partis venstrefløj, inkl. de mægtige fagforeninger, for at fiske stemmer. Angela Merkel gnider sig veltilfreds i sine hænder og regner med vælgernes tilslutning ved de kommende landdagsvalg.

CDUs nye motto »Die Mitte« prangede under landsmødet på det blå tæppe bag talerstolen, og som en komethale pegede sorte, gule og røde pile hen på dette motto som symboler på partiets konservative, liberale og sociale traditioner. Der skal nok have været flere delegerede, der savnede et symbol på partiets kristne rødder, men egentlige partiinterne modstandere skal den dygtige (pragmatiske) Angela Merkel, i modsætning til Kurt Beck, ikke kæmpe mod.

Der hersker ingen tvivl om CDUs vilje til at modernisere Tysklands alt for kostbare og ineffektive sundheds- og uddannelsessystem, der er forskelligt i hvert af de i alt 16 forbundslande. De sociale programmer sluger milliarder, der derfor mangler til en modernisering af infrastrukturen. Men denne modernisering skal foregå med varsomme skridt, for som Merkel også udtalte i Hannover: »Midten er menneskelig, derfor er midten vores plads«. Kloge og sande ord, som vores egen statsminister naturligvis for længst har skrevet sig bag øret. Tilbage står så et opportunistisk SPD, der – for at anvende et begreb af forfatteren Ole Hyltoft – har opført sig som en glidegås. Og opportunistiske glidegæs går det ilde – de slagtes af den intelligente vælger, hvilket f.eks. De Radikale og Ny Alliance erfarede efter sidste folketingsvalg.