Valuta: Euro svækkes over for dollar

Euro svækkes en smule tirsdag formiddag, hvor investorerne overvejer konsekvenserne af store afvigelser mellem pengepolitikken i Europa og USA.

Foto: STRINGER/PERU.
Læs mere
Fold sammen

Den europæiske valuta er svækket godt 0,2 pct. i løbet af tirsdag formiddag og handler nu i et niveau på 1,0727 dollar pr. euro mod et niveau på 1,0743 tidligt tirsdag morgen.

Efter den amerikanske jobrapport fredag ramte den europæiske valuta det laveste niveau over for dollar i seks måneder. Jobrapporten var markant stærkere end ventet, og har hævet investorernes opfattelse af sandsynligheden for en rentehævning i USA til december markant.

I kontrast dertil har Mario Draghis kommentarer om, at ECB har overvejet at sænke repo-renten for at styrke inflationen, samt at banken desuden vil genoverveje det pengepolitiske stimulusprogram, styrket mistanken om, at ECB vil lempe pengepolitikken.

Reuters skriver desuden, at et muligt konsensus omkring en sænkning af repo-renten er ved at opstå i ECB's styrende råd, mens Danske Banks analytiker Mikael Olai Milhøj i en analyse påpeger, at selv de såkaldte "duer" hos Federal Reserve ser ud til at have indstillet sig på en rentehævning. Dermed ser de to centralbanker ud til at være klar til at gå i hver sin retning i december.

»Vi har en masse nyheder, der stort set er priset ind i markedet. Hvis du tror, at du får euro svækket markant over for dollar, skal du stort set have en rentesænkning fra ECB, et løft fra Federal Reserve og noget nyt oveni hatten«, siger Kit Juckes, strateg hos Société Général i London, til Bloomberg News.

Dollar ligger stort set fladt over for yen i et niveau omkring 123,27 yen pr. dollar, mens euro er svækket godt 0,1 pct. over for yen til et niveau på 132,21 yen pr. euro.