Livsværk smuldrer

Læs mere
Fold sammen
Der er god plads i hallerne hos skrotsorteringsfirmaet De Nova i Frederiksværk for tiden - alt for god

plads. Krisen hos den nærmeste nabo på havnen i Frederiksværk, Stålvalseværket, mærkes for alvor

her - værket er nemlig virksomhedens eneste kunde.


For godt tre år siden begyndte De Nova at rense det skrot, som

var for urent til at blive brugt til Stålvalseværkets produktion.


I lang tid havde Michael Pedersen og hans mor,

Laila Pedersen, arbejdet med opbygningen af et anlæg, der kunne sortere jord, plastik og andre uønskede elementer fra

skrottet, så værket kunne bruge det.


Det færdige anlæg var så effektivt, at værket begejstret

indledte tæt samarbejde med De Nova. Virksomheden gik strålende, for der var masser at lave, selvom man ikke fik andre

kunder ind.


- Folkene fra værket var dybt imponerede over vores anlæg, og de ville gerne betale prisen for at få

renset deres skrot. Det var der ikke andre virksomheder, der ville, men vi levede også fint af værket alene, fortæller

Michael Pedersen.



Ikke til at bære

De Nova kørte længe derudad med en glad Michael Pedersen i spidsen.

Hver morgen fik han et smil på læben, når han kom på arbejde, og så røgen stige op af værkets

store skorsten.


Han havde skabt en forretning og arbejde til syv mand på et miljørigtigt anlæg og var stolt

over det.


Samarbejdet med værket var godt, og der blev stadig mere at lave. Så for få måneder siden traf

Michael Pedersen og hans mor beslutning om at indkøbe en ny maskine for at udvide kapaciteten. Alt tegnede lyst. Men så sprang

bomben.


- Vi var i chok, da vi hørte, at værket risikerer at skulle lukke. Det ville jo fjerne hele grundlaget for

vores eksistens. Nu havde vi lige fået anlægget op at køre perfekt efter at have investeret så mange penge

og arbejdstimer i det, og så stopper det hele bare. Det er simpelthen ikke til at bære. Det er mit livsværk, der

smuldrer mellem hænderne på mig, og jeg kan intet gøre, siger Michael Pedersen med tårer i øjnene.









Kassen

er tom

Den nyindkøbte maskine når aldrig at blive taget i brug. Værftet har stoppet leverancerne af skrot, ligesom

de har standset betalingerne. Det koster De Nova to måneders indtægter, så likviditeten er mildest talt anstrengt.

Kassen er faktisk gabende tom, og Michael Pedersen er i gang med at overbringe kreditorerne den triste besked, at de ikke får

deres penge. El-regningen bliver heller ikke betalt, selvom det vil betyde, at der bliver lukket for strømmen.


- Vi har

en gammel nødgenerator stående, som vi må køre ind, når strømmen forsvinder. Det vil godt nok

koste nogle bøder fra amtet, men hvad skal jeg ellers gøre? Jeg skal have afviklet den produktion, der ligger her nu, siger

en fortvivlet Michael Pedersen.


Skrottet i De Novas haller skal behandles, for det er Stålvalseværkets, og det har

dermed ansvaret for det miljøskadelige materiale. Men hvis værket lukker, vil det være De Novas ansvar at få

skrottet fjernet fra virksomhedens grund. Prisen på den opgave vil man slet ikke kunne betale, så derfor skal alt køres

igennem, selvom man ikke får penge for det.


- Jeg har én mand tilbage, som jeg kan betale løn efter, at have

fyret to andre så sent som i tirsdags. Der bliver ingen løn til min mor og mig, men vi bliver nødt til at arbejde

gratis, for hallerne skal tømmes. Ellers går det da helt galt, sukker Michael Pedersen.


Hvis værftet lukker

vil De Nova forsøge at rense importeret bilskrot fra Tyskland, men det er langt fra sikkert, at det kan lade sig gøre.









Fra

hus og hjem

Eneste anden mulighed er at ombygge lokalerne og leje dem ud. For penge skal ind. Mange af investeringerne i virksomheden

er finansieret for lån, som Michael Pedersens mor blandt andet har kautioneret for med sit hus.


- Det er utrolig hårdt

at måtte sige til sine ansatte, at de ikke skal komme mere. Det er lige så ubehageligt at ringe til sine leverandører

og fortælle, at de ikke skal regne med at få penge for deres leverancer. Men det værste er, at min mor risikerer

at måtte gå fra hus og hjem, hvis værket lukker, siger Michael Pedersen og stirrer tomt ud i de haller, der stadig

huser hans livsværk.


Om tre måneder kan alt være væk.