Æren tilfalder Obama

Præsident Obama ved sit årlige nytårspressemøde 16. december. Foto: Carlos Barria, Reuters Fold sammen
Læs mere

Den amerikanske økonomi har det bedre end for otte år siden, da præsident Barack Obama overtog jobbet. Arbejdsløs­heden er faldet til under fem procent, væksten er nogenlunde genoplivet, selv om den ikke er helt tilfredsstillende, og året er sluttet med rekordhøje aktiekurser og en større optimisme blandt amerikanerne end i 2009 midt under finanskrisen.

Ganske vist forsøger den kommende præsident, Donald Trump, at tage æren for det finansielle spring fremad, der er sket, siden han vandt valget den 8. november. Men når ret skal være ret, kan Trump nok ikke komme uden om, at Obamas økonomiske politik har hjulpet, selv om man med god ret kan indvende, at ikke alle amerikanere mærker fremskridtene.

De meget omtalte minearbejdere i West Virginia er stadig hægtet af den forhadte globalisering. Det samme er stålværks­arbejderne og mange andre. Men når der er håb, skyldes det selvfølgelig, at en lang række andre industrier har nydt godt af globaliseringen.

For globaliseringen er et skældsord. Og der har været en vis optimisme på markederne, efter at Donald Trump blev valgt, fordi man regner med, at han i højere grad end Obama vil føre en erhvervsvenlig politik, sænke skatterne og gøre tingene mindre bureaukratiske – og ikke mindst standse globaliseringen.

Især bankerne gør sig forhåbninger om, at nogle af de reguleringer, de er blevet underlagt siden finanskrisen, vil blive lettet betydeligt.

Aktieindekset Dow Jones har vundet næsten otte procentpoint siden valget. Så stor er optimismen. Men man skal heller ikke glemme det lange seje træk, der er gået forud. Og hvis nogen skulle glemme det, så minder Obama om det, hver eneste gang han er på TV. Senest nytårsaftensdag, da Obama igen slog fast, at han overtog en dårlig økonomi, og at det hele nu ser lysere ud.

Men som altid med økonomien har fremgangen mange årsager lige fra en global økonomi, der er ved at komme sig. Kina kollapsede ikke. Olien er steget igen efter en ny OPEC-aftale, og den amerikanske vækst er så meget i fremgang, at inflationen er vendt tilbage. Den amerikanske centralbank er derfor begyndt at hæve renterne. Selv det er blevet modtaget med jubel. Det spørgsmål, alle stiller sig, er, om det kan holde?

For den 20. januar sætter Donald Trump sig i Det Ovale Kontor, og så skal der leveres. Der skal hentes arbejdspladser hjem til USA i et hurtigt tempo, så han inden for de første 100 dage kan blive målt på, om han kan holde sine valgløfter om også at skabe fremgang i de mere håbløse områder af USA i de såkaldte kul- og stålstater. Det er nok dér, at det bliver sværest. Ikke ret mange tror på, at det vil blive rentabelt at åbne kul­minerne igen – slet ikke med de priser, der er på andre energiformer.

Men når jeg tænker på økonomien, tænker jeg også på alle dem, jeg har mødt på mine rejser rundt i USA. På kartoffelavleren i Idaho, som klagede over bureaukratiet ved blot at sælge kartofler og sende dem fra en stat til nabostaten. På kulminearbejderen, som jeg mødte på valgaftenen, og som troede, at han ville få sit arbejde i kulminerne tilbage. Og på ægteparret, jeg mødte i en af de forfærdeligste byer – i Youngstown, hvor gasselskabet havde lukket for varmen, så parret måtte fælde træer i skoven og køre brænde hjem. Deres vinduer var barrikaderede med spånplader, fordi de ikke havde råd til nye vinduer. Fattigdommen er virkelig i USA. Og mange statistikker viser, at rigtigt mange mennesker har opgivet håbet om, at deres børn får det bedre, end de selv har haft det.

»De gode tider er ovre, og de kommer aldrig igen,« sagde manden i Youngs­town til mig.

For han er en af dem, der er faldet ud af statistikkerne og kun håber på, at Trump er manden, der vil redde ham med et job. 2017 vil vise, om den nye præsident kan det.