Vikingekrigeren

Thorbjørn Ole Reese døde i et tragisk uheld, da et britisk missil slog ned i en dansk forpost ved Helmandfloden. Han blev 22 år. I hans indre bankede et sandt vikingehjerte, og han drog i krig med store forventninger. Ikke til at slås. Men til at rive ned og bygge noget bedre op for andre.

I Thorbjørn Reese bankede et sandt vikingehjerte, og han drog i krig med forventningen om at skabe noget bedre for afghanerne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Privatfoto
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mon Thorbjørn Ole Reese nåede at finde det, han søgte?

Svaret får vi nok aldrig. Heller ikke her foran hans gravsten på en bakketop ved Skibet Kirke. Her blæser blot en kølig vind fra Vejle Ådal, der ligger åben og spirende grøn neden for kirkegården. Forårssolen har ellers varmet hele dagen.
Thorbjørns mor Catrin Reese mærker som altid roen komme over sig, når hun står ved sønnens grav. En ro skabt af lige dele sørgmodighed og stolthed. Findes der et svar, bliver vi enige om, må det søges i det, der står indgraveret på gravstenen. Det er en bautasten. Når vikinger blev begravet, skulle mindesmærket for dem fortælle en historie.

Historien om Thorbjørn Reese er, at han døde som soldat i Afghanistan den 26. september 2007, 22 år gammel. Han blev offer for et af krigens tragiske uheld: Et britisk missil slog ned i en dansk forpost i Den Grønne Zone langs Helmandfloden, og spejderen fra Den Kongelige Livgarde tog et direkte slag på underkroppen. Han åndede ud kort efter.

Bautastenen lægger et par brikker mere til historien. Den fortæller, at den er sat af hans far, mor og “Lille Søs”. Af dem, som holdt mest af ham. Og endelig bærer stenen Livgardens sol.

»Thorbjørn var en sand viking,« fortæller Catrin Reese:

»Han var endda med i en vikingekampgruppe, og da vi inden hans afrejse til Afghanistan i mange omgang talte om, hvad der skulle ske, hvis han døde, var han ikke i tvivl om, at han skulle have en bautasten og ligge her med udsigt til Ådalen, som han elskede at gå på opdagelse i. Han ville være så tæt på vores hus, at vi kunne komme på besøg, som han sagde. Han var også meget bestemt om, at Livgardens mærke skulle på stenen. Der var der, han følte, han hørte til.«

Thorbjørn Ole Reese var garder, han var en vikingekriger, men han var også noget andet. Han var blot lige startet på sin søgen efter, hvad det andet var.

Catrin Reese og Thorbjørns far, Jon Reese, var tidligt klar over, at deres søn og skolen ikke var et makkerpar skabt i himlen. Ingen lærte hurtigere end Thorbjørn; skolen underviste blot sjældent i det, han ønskede at lære.

»Han kedede sig bravt. På mange felter var han ganske enkelt for intelligent, og han fik ikke udfordringer nok. Det skabte selvfølgelig nogle problemer. Først og fremmest fordi lærerne ikke forstod den måde, han tænkte på,« beretter Jon Reese, der selv er skolelærer.

Thorbjørn ville skabe noget. Mad, for eksempel. Efter skolen søgte han på teknisk skole for at blive kok, og han kom i læreplads på Trapholt i Kolding hos Danmarks første kokkekändis, Søren Gericke. Inden Gericke gik konkurs, var Thorbjørn en fast bestanddel i køkkenet på kunstmuseet, og da en madanmelder fra Børsen en aften kom forbi, var den unge vejlenser alene bag gryderne. Nogle dage senere bar anmeldelsen topkarakterer.

»Han var pavestolt i flere dage,« husker hans far.

Men Gericke gik ned og havde glemt at tilmelde sin elev til skolen på ny, så 18-årige Thorbjørn Reese stod over for sit livs første alvorlige valg: Skulle han begynde forfra på skolen? Eller skulle han finde på noget andet at lave? Han valgte noget andet, siger Jon Reese:

»Thorbjørns tankegang var, at han jo allerede havde lært at lave mad, og han sagde for sjov, at han egentlig kun havde villet lære det for at score damer. Det kunne han nu, så hvorfor fortsætte?«

Familien kan fortælle, hvordan Thorbjørn lavede festmåltider ud af rester i køleskabet, og til sin fødselsdag fik mor en lagkage i tolv lag, så det med at imponere damerne, var rigtig nok. Men Thorbjørn Reese var nu for alvor i gang med sin søgen. Til sin senere gode ven og bofælle i København, Emil Ravn Andersen, fortalte han, at han måtte finde et job, hvor der var plads til hans kreative side.

Kreativiteten havde hele tiden været der. Det var Thorbjørn, som syede kostumer til vikingelejrene. Han levede sig dybt ind i rollespil og havde fysikken til at slås med blanksværd i gengivelser af forgangne tiders store slag. Han løb uden problemer ti kilometer til bageren efter kager til kaffen - og hjem igen. Han samlede på “stumper” - små militære dimser, alt lige fra støvler over karabinhager til lygter. I en periode var han med til at bygge pontonerne til Kronprinseparrets bryllup. Han klippede og plejede små bonsaitræer. Hans sidste projekt var at bygge miniaturelandskaber - til Emil Ravn Andersens store fortvivlelse:

»Lejligheden flød med pap og papir og lim, og Thorbjørn glemte alt omkring sig. Lige pludselig fløj han ud af døren, fordi han skulle på tur med Forsvaret, og så stod jeg tilbage med dilemmaet: skulle jeg rydde op, så jeg kunne holde ud at være der - eller skulle jeg lade det flyde, indtil han kom tilbage i næste uge.«

Ifølge vennen havde Thorbjørn på dette tidspunkt af sit liv, kort før udsendelsen til Afghanistan, talt om en fremtid som landskabsarkitekt. Det ville i givet fald ikke være kommet bag på moderen Catrin Reese, som har gemt et lille paphus - et das - der med tiden skulle blive en del af en stor vikingeby, sønnen havde på skitseblokken.

Omvendt er det svært at sige med sikkerhed. Thorbjørn Reese havde det med at finde nye projekter, forsvinde ind i dem i ugevis for så at hoppe videre til næste. Det eneste konstante var kreativiteten og fordybelsen. Det, og så en dyb undren over, at nogle skulle have det dårligere end andre.

Vikingekrigeren vadede ind i mennesker med træsko på, lyder det fra forældrene. I Livgarden siger kolleger, at Thorbjørn var en glad knægt, som var vellidt og ofte tog fusen på folk, fordi han vidste “ufatteligt meget om de mest ufattelige ting,” som en af spejderne fra hans sektion udtrykker det. Emil Ravn Andersen har i baghovedet et billede af sin ven på gaden uden for deres opgang på Østerbro - med en cigaret i mundvigen og et “fjoget grin” på læben.

»Han har lige sagt et eller andet plat. Jeg husker ikke længere, hvad det var. Men det er det første billede, som altid dukker op, når jeg tænker på Thorbjørn, og jeg kan ikke lade være med at grine. Det andet er et, hvor han spørger nogle vildt fremmede mennesker, ‘hva’ så, skal I ha’ en smøg?’«

På den måde kunne han snakke en halv time med kassedamen. Eller pølsemanden. Engang i Vejle spurgte en af de faste skikkelser på byens bænke efter en cigaret. Thorbjørn gav ham to og satte sig ned og sludrede. Siden gik han ofte forbi bænkene bare for at veksle et par ord. Senere, i København, engagerede han sig i det stort anlagte rollespil “System Danmarc”, som dækkede hele Toftegårds Plads i en weekend i 2005. Det skulle åbne øjnene på hovedstadens ungdom for de hjemløse, for drankerne, for sutterne, og Thorbjørn og Emil hjalp som frivillige med tømrerarbejdet, så kulisserne kunne være færdige til tiden.

»Vi har altid forsøgt at præge vores børn til at forstå, at der er mennesker, som ikke har det lige så godt, som vi andre. Det satte sig fast i ham,« fortæller Catrin Reese.

På et eller andet tidspunkt er den sociale bevidsthed flydt sammen med vikingen i ham og med lysten til at skabe, og i Forsvaret fandt han tilsyneladende en vej til at lade det komme til udtryk. Det kan lyde paradoksalt. For hvordan kan soldatens, krigerens, destruktive side forenes med det kreative og behovet for at hjælpe andre?

Men i tilfældet Thorbjørn Reese gav det mening. Når han viste billeder fra sin første internationale mission, i Kosovo, var det fra dengang, at hans gruppe skulle hjælpe en lokal bonde. Når han fortalte historier derfra, var det om at spille fodbold med byens drenge. Under skydeøvelser i Afghanistan skulle danskerne sørge for, at børnene ikke kom for tæt på, og Thorbjørn samlede dem om sig og tegnede på en blok.

»Nogle vil kalde det en floskel, men han tog ud for kvindernes og børnenes skyld,« siger hans mor.

For Emil Ravn Andersen er krigeren i Thorbjørn helt uadskillelig fra lysten til at hjælpe:

»Mange tror, at går man i krig, så er det fordi, at man er aggressiv. Det tror jeg er fejlagtigt. I mange tilfælde går lysten til at hjælpe andre hånd i hånd med viljen til at tage skridtet fuldt ud og bruge våben om nødvendigt. Det gjorde det i hvert fald for Thorbjørn.«

I sin tale ved kisten sagde Jon Reese til sønnen:

»Thorbjørn, du elskede børn, der opstod nærmest en magi omkring dig. For os er det svært at tale om dig uden at komme til at smile. Du var sikker på, at du kunne gøre en forskel. Glad for livet var du og med plads til os alle. Jeg ved ikke, hvor du er nu, men jeg ved, at vi altid vil bære mindet om dig i vore hjerter.«

Ifølge pressens gengivelser sluttede Jon Reese derefter med ordene: “Rene hjerter. God rejse.”

Men det var en lille misforståelse. Han havde i virkeligheden sagt: “Rene Hjerte. God rejse.”

Det var en indforstået hilsen fra tintinologen Jon Reese, som sammenlignede sin søn med den hjælpsomme og selvopofrende Rene Hjerte fra “Tintin i Tibet”.

Thorbjørns Reese historie sluttede i Helmandprovinsen, og det var ikke meningen. Hans søgen havde givet ham en kæreste, som ventede hjemme i Danmark. De havde talt om at få børn; det var nærmest planlagt. Og han havde nye projekter, som fortjente hans fordybelse. Hvad de var, ved ingen. Han var jo kun lige begyndt.
Men han nåede til Livgarden, og som Catrin Reese siger, var det så tæt på sønnens værdier og drømme, som det var muligt at nå på bare 22 år. Det trøster hun sig med.

Nu hviler Thorbjørn med udsigt til Vejle Ådal, og der er blomster fra famlie og venner, og den traditionelle hilsen mellem gardere - et glas øl. Det ser ud til, at han ganske som planlagt får besøg hele tiden.

Thorbjørns forældre: Sådan husker vi ham