Dræbt af sine egne

Mikkel Keil Sørensen og Thorbjørn Ole Reese skulle sammen med de andre spejdere fra Den Kongelige Livgarde holde en forpost, så den ikke faldt i hænderne på Taleban. En tragisk fejl kostede dem livet. De blev ramt af britiske missiler.

Mikkel Keil Sørensens kiste ankommer til Danmark. Fold sammen
Læs mere
Foto: Eskil J. Nielsen-Ferreira,
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Om aftenen den 26. september 2007 i Upper Gereshk Valley:

Mikkel Keil Sørensen og Thorbjørn Ole Reese havde været mindre end 48 timer i lejren, da det gik galt. Observationsposten med den militære betegnelse Golf Bravo 8-1 bestod af 12 mand og to sygehjælpere. De seneste to døgn havde de brugt på at rydde op efter de britiske soldater, der netop havde forladt området. Danskerne reparerede køkkenet, byggede et lokum og rejste en mur af sandsække som beskyttelse mod de Taleban-krigere, der angiveligt lå tæt på lejren.

Aftenen før havde soldaterne spillet poker for første gang i lang tid. Især Mikkel Keil Sørensen elskede at spille kort. Men den første uge i Afghanistan havde budt på flere kampe og to sårede kammerater – en med skud i knæet og en anden med en kugle i lungen. Nu var der endelig faldet en smule ro på den danske side af Helmand-floden, mens der lød skud på den modsatte side, hvor de britiske styrker var rykket over. Flere af infanteristerne sov, mens enkelte passede de lette maskingeværer i hjørnerne af den lerklinede lejr.

- Pludselig kommer der en lyd af en fesen jetjager eller en lidt større raket. Vi kigger ud og ser en kæmpe ildkugle, der kommer direkte imod os. Vi springer bare ned og lægger os på taget. Og så siger det ellers bare Rabalderstræde…!

Ordene kommer lidt nølende ud af munden på Rene Haugaard. Han smager på den oplevelse, han helst vil glemme, men er blevet tvunget til at fortælle og genfortælle mange gange. Som sektionsfører for en gruppe danske spejdere var han landet lige midt i et inferno af eksplosioner og ild.

På vagterne tættest på Taleban-stillingerne sad blandt andet de to konstabler Mikkel Keil Sørensen og Thorbjørn Ole Reese. To jyske drenge på 24 og 22 år, hvis skæbne skulle blive forseglet i evigheden den kølige aften i Afghanistan.
De var ikke nære venner, men var med skæbnens sammenkomst smedet sammen to et halvt år tidligere, da de begge begyndte samme dag som værnepligtige ved Den Kongelige Livgarde. Sammen var de et halvt år med

Panserinfanterikompagniet i Kosovo frem til februar 2007. Nu sad de med få meters afstand og vågede over deres sovende kammerater, da en ildkugle regnede ned fra den sorte afghanske himmel.

Chokket over ildkuglen skyldtes, at fjenden ikke burde råde over våben af den kaliber. De danske soldater var udstyret med lette maskingeværer, mortergranater og en dysekanon, som ikke kunne stille meget op imod de voldsomme kræfter, der væltede ind over compound GB 8-1.

Thorbjørn Ole Reese stod op ad den lerklinede ydervæg og røg en cigaret, da den første raket slog ned lige bag ham. Han fik ikke en chance. En sygehjælper blev såret under angrebet, mens Thorbjørn var så ilde tilredt, at hans liv ikke stod til at redde. Ifølge journalist og forfatter Kim Hundevadts bog “I morgen angriber vi igen” forsøgte den sårede sygehjælper og en anden sanitetsmand at tale beroligende til Thorbjørn Reese i de sidste minutter, men de var ikke sikre på, at de fik kontakt.

Også Rene Haugaard frygtede for sin førlighed, da han mærkede væske løbe ned over lænden og ned langs bagsiden af benene. Han var sikker på, at det var blod. Men til alt held var det den vanddunk, han havde på ryggen, der var sprunget læk.

- Jeg falder ned fra taget, og en af raketterne rammer lige bag mig. Det giver mig en seriøs mavepuster, og jeg er sikker på, at jeg er ramt, fortæller Rene Haugaard om de kaotiske minutter i kølvandet på de første raketnedslag.

- Når du bliver udsat for sådan et tryk, er det som om hele kroppen bliver mast sammen og foldet ud igen. Det gør rigtig, rigtig ondt, siger Rene Haugaard, som kom på benene og kontrollerede sit mandskab.

Til alt held så han, at Mikkel Keil Sørensen fortsat sad ved sit lette maskingevær og besvarede ilden fra det, han formodede var en nærliggende Taleban-stilling.

I sådan en situation går mange mennesker i panik, men Mikkel Keil Sørensen viste stor styrke ved at blive på sin post og fortsætte den opgave, han var sat på. Han skød ufortrødent videre mod en trælinje 600 meter ude i horisonten, hvor danskerne formodede, at Taleban angreb fra. Problemet var bare, at ingen med sikkerhed vidste, hvor angrebene kom fra, og man kunne ikke se over til fjenden med det blotte øje.

Yderligere tre raketter regnede ned over de danske soldater, som ikke kunne se en hånd for sig på grund af mørke, støv og sand, som piskedes op af de mange træfninger. En dødbringende ildkugle slog ned tæt på Mikkel Keil Sørensens udsatte position på ydermuren.

- Da jeg kommer op fra stigen ligger Mikkel på ryggen på taget med en af drengene over ham. Vi ved ikke på det tidspunkt, om han er død eller såret, men jeg vil bare have ham ned fra taget med det samme, så vi kan komme videre med arbejdet. Da jeg får ham op på skulderen, kan jeg nu godt mærke, at det er slut. Den lille dreng var meget, meget tung, fortæller Rene Haugaard.

Midt i den kaotiske ildkamp får de bakset Mikkel over til Thorbjørn i en bygning bagerst i lejren. De bliver lagt ved siden af hinanden og svøbt i ponchoer og soveposer. De var startet sammen i Livgarden i april 2005, og de døde sammen to et halvt år senere i Afghanistan.

Under de voldsomme angreb på observationspost Bravo Golf 8-1 går det efterhånden op for resten af kompagniet i den nærliggende Sandford-lejr, at noget er ravruskende galt. Kompagnichef Anders Storrud og hans næstkommanderende Peter Grandahl Hansen får tilkaldt luftstøtte, og kampene dør ud hen ad midnat. De overlevende bliver hentet op til den langt større og bedre udrustede Sandford-lejr, hvor de mødes af varme bade og lune soveposer.

Først dagen efter står det i al sin gru klart, hvad der var sket aftenen før. De danske spejdere var blevet angrebet af britiske tropper fra den modsatte side af Helmand-floden. Ildkuglerne var ikke Talebans værk, men varmesøgende missiler af typen Javelin, som anvendes af de britiske styrker.

Mikkel Keil Sørensen og Thorbjørn Ole Reese var med andre ord dræbt af de britiske tropper, som havde forvekslet den danske lejr med de kendte Taleban-stillinger nogle hundrede meter længere nordpå. De danske spejdere var faldet på grund af en meningsløs fejl.

- Først bliver man harm over det, der er sket, for vi undredes over, hvad de englændere dog tænkte på. Men straks efter blev vi ramt af en kæmpe lettelse, fordi vi nu vidste, at Taleban ikke havde så eksplosive våben, som vi ikke kunne forsvare os imod, siger Rene Haugaard.

Allerede i de følgende dage angreb den danske bataljon nord for Golf Bravo 8-1 og rensede området ud for fjender. Operationerne fik navn efter de faldne soldater ”Reese” og ”MK” og skubbede Talebans stillinger over en halv kilometer længere væk fra lejren.

Da de to hvide kister blev båret ombord på et Hercules-fly, var kampene i gang flere steder i Green Zone. Soldaterne var spredt rundt i lejrene og flere af spejderne var ude i felten, da det lød i radioen: ”Flyet går ind over os om ti minutter – line up!”

Det var ret surrealistisk at stå der. Vi var spredt ud over flere lejre og stillinger. Så stillede føreren sig frem og sagde et par ord, mens flyet gik ind over os og skød nogle lyskugler ud. Og så gik livet videre, fortæller kaptajn Peter Grandahl Hansen, som på det tidspunkt var næstkommanderende i det danske kompagni.

Øjenvidne: Sådan døde Mikkel og Thorbjørn: