Trump lægger britisk ambassadør på is

Trump antyder, at han ønsker en ny britisk ambassadør og kritiserer samtidig Mays håndtering af brexit.

SOCCER-WORLDCUP/TRUMP
ARKIVFOTO Fold sammen
Læs mere
Foto: Jonathan Ernst

Washington. USA's præsident, Donald Trump, "vil ikke længere have noget at gøre med" den britiske ambassadør i USA.

»Jeg kender ikke ambassadøren, men han er ikke afholdt eller vellidt i USA. Vi vil ikke længere have noget med ham at gøre,« skriver Trump på Twitter.

I et notat, der blev lækket i medierne i weekenden, har ambassadøren, Kim Darroch, kritiseret den amerikanske præsident og kaldt ham "uduelig".

Samtidig antyder Trump, at han godt kunne tænke sig en udskiftning på ambassadørposten, når der kommer en afløser for den britiske premierminister, Theresa May.

»Den gode nyhed for det vidunderlige Storbritannien er, at de snart får en ny premierminister« skriver Trump.

Han benytter også lejligheden til at rette en kritik mod May og hendes håndtering af brexit. Det er en kritik, han flere gange har fremført, men som han undlod at gentage ved sit nylige statsbesøg i Storbritannien.

»Sikke et rod hun og hendes repræsentanter har skabt. Jeg fortalte hende, hvordan det skulle gøres, men hun besluttede at gå en anden vej,« lyder det fra den amerikanske præsident.

Den tidligere udenrigsminister Boris Johnson, som har opbakning fra Trump, er favorit til at blive valgt som ny formand for de britiske konservative efter May og dermed også ny britisk premierminister.

/ritzau/