Danmark til modangreb i klimakrise

Klima- og Energiministeriet afviser, at Danmark står bag et ’hemmeligt udkast’ til en klimaaftale

Danmarks regering forsøgte her til aften at kaste sand på den mini-krise, som opstod under FNs klimakonference COP15 i Bella Center sidst på eftermiddagen, da den britiske avis The Guardian offentliggjorde et dokument, der blev fremstillet som Danmarks hemmelige klimaplan.

- Dette er under ingen omstændigheder Danmarks "hemmelige udkast" til en ny klimaaftale. En sådan findes nemlig ikke, hedder det i pressemeddelelsen fra Klima- og energiministeriet.

Ministeriet skriver videre, at der i en forhandlingsproces som den aktuelle cirkulerer en masse forskellige arbejdspapirer.

- De bruges til uformelle konsultationer med masser af forskellige parter, som kommer med masser af input, som bruges til at afprøve synspunkter. Derfor cirkulerer der mængder af papirer fra mange forskellige parter nede i maskinrummet. Det er helt normalt, lyder det fra ministeriet.

Hverken Connie Hedegaard, der er minister for COP15, eller statsminister Lars Løkke Rasmussen har kommenteret offentliggørelsen af dokumentet, der er dateret 27. november 2009.

Indholdet er identisk med de planer, statsminister Lars Løkke Rasmussen har redegjort for ved en række offentlige møder verden over i de seneste uger. Disse planer har dannet grundlag for de store fremskridt i forhandlinger, som er sket i de seneste uger.