Der var sensation i luften, da Anne Louise Hassing første gang viste sig på film. Den østjyske gymnasiepige havde blandt 362 prøvefilmede kandidater landet den krævende hovedrolle i Nils Malmros’»Kærlighedens smerte«. I rollen som den maniodepressive Kirsten, der ikke kan klare livet, fik den ukendte debutant ikke så lidt af et gennembrud og en fortjent Bodil-stauette og en Robert. Hendes portræt af et skrøbeligt teenagesind er stadig et af dansk films stærkeste, spændt op mellem glæde og sorg: den nærmest overstadige munterhed på den ene side, den dybe tvivl og formørkede nedtrykthed på den anden.

Hendes åbne ansigt, der signalerer en humørfyldt, men også sårbar naivitet, er en gave for ethvert kamera. Der skulle gå seks år, før hun igen fik en filmrolle, denne gang hos Lars von Trier, der brugte hende som den fornuftige, følsomme Susanne i »Idioterne«s spassekollektiv. Den krævende filminstruktør bekendte senere, at han var blevet forelsket i Hassing under optagelserne, noget, skuespilleren siden kommenterede i Jyllands-Posten: »Jeg tror, den slags er ret almindeligt i vores branche. Men i dag kan jeg godt se, at Lars gik over stregen nogle gange i sin instruktion. Det blev alt for terapiagtigt, selv om det gav et fantastisk resultat.«

Hassing fik under alle omstændigheder sin anden Bodil, denne gang for bedste birolle, for indsatsen. I 2012 arbejdede hun sammen med enndu en betydelig filminstruktør, britiske Peter Greenaway, der valgte hende til hovedrollen som seksuelt udfarende, magtsøgende 1600-talskvinde i sin eksperimenterende »Goltzius & the Pelican Company«. Den gik kun to dage i Danmark, men blev vist mange steder i verden.

Den mellemliggende periode havde hun bl.a. brugt på at uddanne sig til branchen på Statens Teaterskole, som hun forlod i 1997.

Hun har siden fortalt, at angst og tvivl og manglende selvtillid længe gjorde det svært for hende at gå ind på en scene. Noget, hun blandt andet har vundet over ved at chante. Interessen for det sjælelige har også ført til, at hun de senere år bl.a. har uddannet sig til krops terapeut og healer.

»Jeg har en helt anden ro i dag, fordi jeg simpelthen har oplevet så meget og levet min drøm ud. Jeg har virkelig lavet nogle fede ting. Ikke mange, mange film, men dem, jeg har været med i, har været fantastiske. Så jeg sidder ikke med en bitter, indebrændt fornemmelse af, at jeg ikke nåede, hvad jeg skulle,« sagde hun sidste år til Billed-Bladet.

Badehotellet

På teatret har hun først og fremmest gennem en årrække været en del af den kvindekomiske kvartet »City Singler«, men har nu forladt gruppen.

I stedet er det især fjensynsskærmen, der har lagt beslag på hendes evner. Først naturligvis som den sødmefyldte, kernesunde og handlekraftige Ida, der i bogstaveligste forstand kommer ind med 4-toget i DRs »Krøniken«.

Rollen fik hun efter en overbevisende prøvefilmning. Siden gennem indtil videre fem sæsoner i TV 2s successerie »Badehotellet«, hvor hun som den livlige grossererfrue, Therese Madsen, gang på gang forsøger at holde en smule styr på sin vidtløftige ægtemand, spillet af Lars Ranthe. Mon ikke den rolle nok skal holde hende i danskernes bevidsthed længe endnu?