Fylder 40: På togtur med Heunicke

Magnus Heunicke har politik i blodet og togdrift på hjernen. Han er på rekordtid blevet en af Danmarks mest populære ministre.

Foto: Jens Nørgaard Larsen
Læs mere
Fold sammen

Ingen tvivl om, at Magnus Heunicke (S) fik sit drømmejob, da statsminister Helle Thorning-Schmidt udnævnte ham til transportminister 2. februar 2014. På selve dagen var det dog en anden Heunicke – nemlig otte-årige Ella – der fik smilene frem i de danske stuer, da hun over for TV 2s daværende politiske redaktør, Henrik Qvortrup, vurderede, at hendes far ville blive en god transportminister.

»Han har altid været god til veje og tog, og det har han også gået meget op i,« lød det fra Ella, der sammen med sin lillesøster og farfar var mødt op på Amalienborg Slotsplads for at ønske far til lykke.

Man får let det indtryk, at Magnus Heunicke, der fylder 40 år 28. januar, har togdrift på hjernen og skinner under fødderne, når han udtaler sig om den kollektive trafik. Hvad enten det sker live fra hans mangeårige pendlerudgangspunkt, Næstved Station, eller på en af de mange tweets, som han deler med sine følgere. Alle kan tage del i Heunickes togture.

På rekordtid er det lykkedes ham at ryge helt til tops i mediernes minister-popularitetsmålinger, og så kan selv den flinkeste socialdemokrat se stort på, at forvaltningseksperter mener, at det bliver lovlig småt, når ministeren blander sig i, om DSB må spare de billige klapsædebilletter væk eller ej.

Inden Heunicke blev transportminister havde hans forgænger, Pia Olsen Dyhr (SF), forhandlet den store togfond til 28,5 mia. kr. på plads. Nu er det hans opgave at stå for udmøntningen og overbevise danskerne om at pengene – trods faldende oliepriser – er der, selv om de skal komme fra Nordsøolien. Noget af et bump på vejen, men den slags er Heunicke ikke uvant med at skulle forklare og forsvare. I godt to år måtte han stå på mål for faldende meningsmålinger, brudte løfter og møgsager, da han aftjente sin værnepligt som politisk ordfører for Socialdemokraterne. Det er ingen tilfældighed, at loyal er det første ord, mange beskriver ham med.

Magnus Heunicke er søn af den tidligere socialdemokratiske borgmester i Næstved, Henning Jensen. Ikke alene tilhørsforholdet til parti og barndomsby er gået i arv – også når det gælder Næstved Boldklub er Magnus Heunicke en loyal støtte. Så loyal, at hans sangskrivertalent, der normalt forbeholdes sange til S-kongressen, i 2010 blev brugt på at skrive en slagsang til Næstved Boldklub sammen med en musikerven. Foruden at være far til Ella og Rakel er Magnus Heunicke gift med deres mor, Nina Groes, der er direktør for Kvinfo.