Det er måske de færreste mennesker, der har hørt om Ahmad Harun, men for landsbyboerne i Bindisi, Kodoom, Arawala og Mukjar er han deres værste mareridt. For fire år siden havde Harun ansvaret for Darfurs sikkerhed i den periode, da sudanske regeringssoldater og deres allierede i Janja-weed-militsen gennemførte en brutal »den-brændte-jords-taktik« med drab, voldtægter, ødelæggelse og fordrivelse. Harun var til stede i deres landsbyer, men han ydede ikke sikkerhed. I hundredvis blev myrdet, kvinder og unge piger voldtaget, ejendomme blev ødelagt og tusinder af mennesker blev tvunget bort fra deres hjem – angiveligt af Harun selv og under alle omstændigheder med ham som øverste ansvarlige.
Harun er siden blevet anklaget for 42 tilfælde af forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser af Den Internationale Straffedomstol (ICC), herunder drab, voldtægt, forfølgelse og tvunget forflyttelse af befolkningen. ICCs forberedende dommere fandt »rimelig grund til at antage«, at Harun var ansvarlig for forfølgelse, voldtægt, overgreb og drab på civile i fire landsbyer i det vestlige Darfur i 2003 og 2004. Beviserne synes også at pege på, at Harun rekrutterede, betalte og bevæbnede Janjaweed-militsen, der gennemførte angrebene.
På trods af en international arrestordre er Harun fortsat en fri mand. Og ikke alene er han stadig på fri fod, han er for indeværende Sudans minister for humanitære forhold – en stilling, der indebærer ansvaret for de selvsamme menneskers velfærd, som han angiveligt selv sørgede for at fordrive. Og for at føje spot til skade blev Harun for nylig udnævnt til sammen med en anden at stå i spidsen for en komité, der skal behandle klagerne fra ofrene for overgreb i Darfur.
Han er med andre ord ansvarlig for at undersøge de krigsforbrydelser, han selv er anklaget for at have begået. At en person, som er mistænkt for krigsforbrydelser, udnævnes til en humanitær stilling, er svært at forstå, men det eneste, der kunne være mere chokerende, er måske Den Europæiske Unions reaktion på hans udnævnelse: fuldstændig tavshed!
Danmark spillede en vigtig rolle i EUs succesfulde bestræbelse på at få overført situationen i Darfur til Den Internationale Straffedomstol.
Da overførslen fandt sted, fremhævede FNs Sikkerhedsråd, at retfærdighed var en afgørende komponent i enhver bestræbelse på at gøre en ende på volden i Darfur. Men nu vender politikere og diplomater ryggen til princippet om retfærdighed i deres iver efter at prise den sudanske regering, der modvilligt har accepteret en ny fredsbevarende styrke i Darfur og dertil har lovet at vende tilbage til fredsforhandlingerne.
Forståeligt nok er selve bestræbelsen på at skaffe fred i Darfur vigtig og kompleks og i løbet af denne proces kan det være nødvendigt for EU og andre at involvere sig i forhandlinger og eksempelvis gå i dialog med præsident Bashir og hans udpegede ministre og embedsmænd i et forsøg på at løse krisen, men der er også grænser for diplomati.
Når den sudanske regering åbenlyst spotter det internationale samfund ved at udnævne en person, der står anklaget for krigsforbrydelser, til en humanitær stilling, er det ikke tiden at tie. Hvis EU ikke reagerer på det, der kun kan betragtes som en grusom krænkelse af ofrene i Darfur og en åbenlys fornærmelse af FN, EU og de andre aktører, så vil den sudanske regering med rette kunne konkludere, at den kan fortsætte med at begå overgreb i Darfur uden at blive draget til ansvar.
Regeringen i Khartoum sender helt tydeligt et signal til resten af verden, og det forlyder, at man nok kan blive nødsaget til at tillade en fredsbevarende styrke i Darfur, men at det på den anden side bestemt ikke indebærer, at man yder ofrene nogen form for retfærdighed!
EU må reagere med sit eget budskab – retfærdighed for ofrene for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden er en topprioritet for EU, og man vil ikke tolerere Khartoums mangel på samarbejde med ICC. Hvis de ansvarlige skal stå til regnskab, hvis der skal være nogen form for retfærdighed for ofrene fra Darfur, hvis en holdbar fred skal etableres, må denne straffrihed ophøre. Den Europæiske Union må stille sin fulde og ubetingede støtte til rådighed for ICCs retsforfølgelse af de personer, som er anklaget for forbrydelserne i Darfur, og herunder kræve Harun udleveret til domstolen i Haag.
Medlemsstaterne i EU må holde op med at rulle den røde løber ud for Sudans præsident Bashir. Den type diplomatisk ærbødighed over for en person, der gentagne gange har krænket de internationale forpligtelser og holdt det internationale samfund for nar, er ikke alene uacceptabel, den sender også det forkerte signal til ofrene i Darfur, og den kaster et dårligt lys over EUs støtte til Den Internationale Straffedomstol.
Derfor må EU utvetydigt lade forstå, at nok er nok, og at alt andet end helhjertet samarbejde med ICC – og herunder udleveringen af Harun – vil medføre, at præsident Bashir vil blive udelukket fra det kommende topmøde mellem EU og de afrikanske lande.
Retfærdighed er ikke blot en moralsk luksus. EU har afgivet et løfte til ofrene i Darfur, og til dato er det løfte ikke blevet indfriet. Det er på tide, at EU kridter skoene og står fast på ofrenes vegne. Et stort skridt på vejen mod retfærdighed og ansvarlighed kunne tages ved at indføre målrettede og individuelle sanktioner mod de ansvarlige for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden og ved at kræve Sudans fulde samarbejde med ICC.
Danmark må bryde tavsheden, og det må ske nu. På vegne af ofrene i Darfur.
