Det kan være svært at samle hele den pukkelryggede til et godt familiefoto. Onkel Kaj og Moster Karen kan ikke holde ud at være i stue sammen. Og når det så endelig lykkes, begynder Lille Olivia altid at græde, Gamle Gunnar får ondt i ryggen, og Teknik-Bjarne glemmer at slå blitzen fra, så hele banden ender med at ligne blege grisebasser med røde djævleøjne.
Det er måske et mærkeligt sted at begynde en Wu-tang Clan-anmeldelse. Men ikke desto mindre er det ikke hver dag, at det lykkes at samle hele det legendariske hiphop-slæng, der tæller intet mindre end ni rappere. Det er syv år siden, at de sidst alle var samlet, og i den mellemliggende periode er vi blevet spist af med endnu en stribe halvhjertede, semiofficielle pseudoudgivelser og opsamlinger.
Men på »A Better Tomorrow« er de altså samlet igen: RZA, Method Man, Ghostface Killah, Raekwon, U-God, GZA, Inspectah Deck, Masta Killa og Cappadonna. Alle stjerner i egen ret og sammen ansvarlige for nogle af 90ernes vægtigste rap-udgivelser i form af »Enter The Wu-Tang Clan – 36 Chambers« (1993) og »Wu-Tang Forever« (1997).
Men én ting er at få hele banden samlet efter alle disse år. Noget andet er at producere en plade, der lever op til fortidens meritter og får det bedste frem i alle de mange store personligheder. Og her må man desværre konstatere, at projektet ikke kommer i mål. For at blive i familiefotoanalogien er det bare ikke et specielt godt billede, de får taget her.
Kemi savnes
Jovist, fortidens magi genfindes momentvis på stærke skæringer som »Ruckus In B Minor«, »Miracle«, »Pioneer The Frontier« og »Necklace«, men alt for ofte martres pladen af en RZA, der i producersædet ikke formår at ramme sin tidligere så skarpe blanding mellem knitrende soulsamples og barberbladsskarpe beats. Og andre steder læner sig alt for meget op ad nogle ret ordinære håndspillede arrangementer, der får Wu-Tang til at lyde som overskudsmateriale fra en The Roots-plade.
Hvad værre er, lyder mange af vokalpræstationerne både usammenhængende og uinspirerede. Klanen vil gerne have os til at tro på, at de er forenede og stærke. Men de lyder bare ikke sådan. Det er ofte lyden af pligt mere end nødvendighed. Vrede, indignation og humor skal man lede længe efter. Og det er jo som bekendt lige præcis nogle af de ting, der gør rap værd at lytte til.
Resultatet er en plade, der er forbløffende fattig på mindeværdige stunder. Og fuldstændig renset for den berusende og mangefacetterede kemi, der har gjort hiphopklanen til den mest respekterede og succesfulde i gamet. Måske de bare skulle være blevet hjemme?
Hvem: Wu-Tang Clan.
Hvad: »A Better Tomorrow«, Warner Music.
