En dame sidder under bifaldet og strækker armene i vejret. Hun vil tiltrække sig solistens opmærksomhed. For tænk, hvis hun fik øjenkontakt!
Det er dårlig opdragelse. Det er ren manipulation. Men det er samtidig et sikkert tegn på sopranens stjernestatus.
Og fantastiske Ann Petersen fortjener sin status. Den danske sangerinde bliver mere imponerende for hvert år og synger stadig større steder. Når hun står i Tivolis koncertsal og synger tysk senromantik, ligner hun alles yndlingssolist. Man kunne ikke ønske sig en bedre sopran i de roller.
Hun synger også utrolig meget den aften:
Først de »Vier letzte Lieder« af Richard Strauss. Komponisten er på ingen måde i familie med de store valsekonger. Hans fire svanesange er musik af den mest udfordrende slags og kræver både intelligens og sprogkundskaber.
Ann Petersen har begge dele – og mere variation i stemmen end den tyske gæst i koncerthuset forleden.
Dernæst heltinden Elisabeths store indtogssang fra »Tannhäuser« af Wagner. Man taber kæben over styrken i danskerens strube. Endnu et kryds i karakterbogen.
Og sidst i programmet den berømte elskovsdød fra »Tristan og Isolde« af samme Wagner. Flere i salen græder imens. Det er stærkt.
Slutningen bliver så spoleret af en vis herre. Lad os kalde ham klipklapperen.
Manden applauderer straks efter de tyste toner og makulerer dermed den halve magi. Kære musikelsker: Vil du ikke nok lade være? Vil du ikke nok vente til resten af kollektivet føler sig klappeklart?
Nuvel: Ann Petersen giver gudhjælpeos endnu en sang af Strauss som ekstranummer. Uden spor af træthed i stemmen.
Tak er kun et fattigt ord. Det virker helt utrolig generøst af den danske stjerne. Mangen kollega ville havde holdt sig til det halve, hævet honoraret og farvel.
Hjælp dig selv
Men hun får ikke engang megen hjælp fra Tivolis symfoniorkester under ledelse af unge Perry So fra Hong Kong.
Okay: Der sidder indtil flere virtouser i havens orkester. For eksempel Andreas Fosdal med det bløde spil på solooboen og koncertmesteren med det intense vibrato på violinen.
Gruppen ejer også sin helt egen identitet. Samtlige medlemmer optræder som en del af holdet. De virker dejligt diskrete og mere afslappede end andre steder.
Men hvad med intonationen? Hvad med hornenes næsten permanente knæk?
Orkestret spiller simpelthen for falsk og for uklart sommetider. Som i åbningen af den anden sang af Strauss’ cyklus: Sangens korte forspil lyder som en tåge. At solisten overhører de falske toner og selv kommer ind på en ren, er imponerende.
De gode musikere bør rette op på det. Og de kan rette op på det.
Hvem: Tivolis Symfoniorkester med Ann Petersen og dirigenten Perry So.
Hvad: Musik af R. Strauss og Wagner.
Hvor: Tivolis koncertsal, torsdag.
