Vejen til Medina

Øjeblikkets største danske popnavn, Medina, er på vej mod en international karriere. Men succesen er knap gået op for Medina selv.

På mandag får Rihanna og The Black Eyed Peas baghjul i deres egen baghave af århusiansk fødte Medina, når den nye amerikanske hitliste offentliggøres. Foto: Søren Bidstrup Fold sammen
Læs mere

Hej, jeg skal lige have noget make up på,« hilser Medina med et sødt smil og vupti er hun væk igen. Et par minutter senere er hun tilbage i restauranten på D’Angleterre, hvor den nylagte make up, tårnhøje plateausko og rå outfit vidner om ægte star quality. Resterne af afskallet neglelak er eneste afviger fra det ellers perfekte udseende.

En enorm tekop står klar til hende på bordet med et tilsvarende lillebitte glas honning og en lille fin kage, der aldrig bliver rørt.»Vidste du godt, at de gode stoffer i honning bliver ødelagt, når det kommer i vand, der er for varmt? Men jeg ved ikke, om det her vand er for varmt,« siger Medina med en lidt forkølet stemme, og hælder uden videre overvejelser te op og pøser honning i.

I aften spiller hun sommerens første koncert i København på »Vi Rocker« i Valby, og derefter venter ikke mindre end 42 festivaler over sommeren, for alle vil høre Medina efter hendes gennembrud i starten af 2009 med singlen »Kun for mig«, der blev den mest solgte i hele 2009. Siden har karrieren taget fart, og hun har indtil videre solgt 40.000 albums og mere end 175.000 singler.

Desuden har den kun 27-årige sanger været nomineret til- og vundet flere prestigefyldte musikpriser. Blandt andet vandt hun for »Best Danish Act« ved MTV Europe Music Awards.Hun har netop afsluttet sin egen turné med 11 koncerter, og den store succes er først nu ved at gå op for hovedpersonen selv.»Jeg lever i min egen boble og tror ikke, at folk ved, hvordan jeg ser ud.

Jeg ved godt, at jeg har lavet en plade, der sælger helt vildt meget, men jeg troede ikke, der ville komme særlig mange til mine koncerter. Jeg ved ikke hvorfor, men det var nok usikkerheden i det. Jeg går aldrig selv til koncerter, så jeg kender slet ikke omfanget. Jeg ville være glad, hvis der bare kom 100, men så gik der ikke ret lang tid, så var den første udsolgt, og så trillede det ellers ind med udsolgte koncerter,« siger Medina, der har positive oplevelser med fra sin turné.

»Det har været rigtig skønt og med mange gode overraskelser. Vi har været ude at spille nogle steder, hvor vi troede, at det ville blive dødssygt, og så spillede vi overfor det fedeste publikum nogensinde. Så det overgik lidt sig selv, for hver koncert,« siger Medina, der lige nu spiller hver weekend – nogle gange flere koncerter om dagen. Og i hverdagene er hun i udlandet for at promovere sig.

»Jeg ved ikke, hvad halvdelen af de kommende oplevelser byder på, men det er gode ting, tror jeg,« siger Medina med en smule glad forventning i stemmen.»Jeg ved virkelig ikke, hvad i morgen bringer – der kommer hele tiden nye spændende ting og nye lande, der hægter sig på.

Jeg prøver bare at følge så godt med, som jeg kan, men det går sgu lidt stærkt. Mange store stjerner har haft deres store gennembrud i Tyskland, så det er et vigtigt sted at få opmærksomhed, og jeg er stolt af at være, hvor jeg er, på det tyske marked lige nu,« siger Medina, hvis promovering i Tyskland er på størrelse med Robbie Williams.

»Jeg kan overhovedet ikke forholde mig til alt det, der sker i udlandet – for jeg kan ikke engang forholde mig til det i Danmark. Jeg kan jo ikke røre ved det, så jeg tager det med et gran salt, indtil jeg står der selv og kan se ægtheden i det. Jeg har mange steder at skulle være på samme tid, så jeg prøver at holde tungen lige i munden og tage et sted, en ting og en dag ad gangen.

Spørg ikke, hvad jeg lavede for tre dage siden, for det kan jeg sikkert ikke huske,« siger Medina.

Medina hed oprindeligt Andrea Fuentealba Valbak, men skiftede for syv år siden navn, da hun besøgte en numerolog. »Flere af mine venner havde haft en god oplevelse med det, så det ville jeg også prøve – måske kunne det gøre noget godt for mig. Og så valgte jeg nogle navne, som jeg syntes godt om, fra en lang liste. Det var det,« siger Medina om sit navn. Og det er kendetegnende for hende at være meget spontan og impulsiv. »Det kommer nok fra min familie.

Min far er fra Chile og min mor er dansker, men opvokset i Malaysia, og jeg kan godt se forskel på mig og andre »fuldblodsdanskere« i forhold til den kreativitet og løshed, der har været i mit hjem. Så jeg er nok ikke helt pæredansk på den måde,« siger Medina og tænker tilbage på sin barndom i rækkehuset i Århus.»Der har altid været plads til humor i min familie – en sommer, da jeg var lille og var på vej hjem fra fritidsklub, kunne jeg høre min far stå derhjemme og synge om ost, fordi han var ved at smøre en ostemad. Så det vil sige, at hele nabolaget hørte min far smøre en ostemad.

Det har bare været okay i mit hjem at være lidt mærkelig og synge om ost, hvis man ville det,« siger Medina og griner forkølet.Hendes forhold til musik stammer også fra hjemmet. »Jeg er vokset op i en musikalsk familie. Mine forældre spillede i band sammen, og vi havde et kæmpe øvelokale i kælderen. Jeg var med ude at spille og syntes simpelthen, det var så kedeligt, men det var fordi, jeg var lille og træt – og det var om natten.

Det har altid været en del af mit liv – når jeg kedede mig, trissede jeg ned i kælderen og tæskede løs på alle instrumenterne. Om søndagen hørte vi altid høj musik i stuen derhjemme, så det har bare fulgt mig. I dag arbejder begge mine forældre i det kommunale, men min storebror er DJ og min lillesøster spiller harpe og heavy,« siger Medina.

Før den musikalske karriere havde Medina mange bolde i luften. Hun droppede ud af gymnasiet på grund af fravær og tog derefter adskillige kurser, blandt andet som arkitekt og make-up artist, før hun med sine egne ord »lidt tilfældigt« endte i et pladestudie, fordi hun havde en kæreste, der var musiker.»Jeg tror, at jeg selv stod med et halvt ben inde i branchen, før det egentlig gik op for mig, at det var det her, jeg skulle – og kunne.

Jeg har aldrig set mig selv som hende, der skulle stå som solist på en scene, og der gik lang tid, før jeg indså, at det var det, der var det helt rigtige. Men det er jeg slet ikke i tvivl om nu, for jeg er glad og lykkelig for det, jeg laver – og meget taknemmelig,« siger Medina og hælder mere honning i teen.Selv om succesen allerede har nået store højder, er det vigtigt for Medina at fortsætte med at knokle for at nå sine mål.

»For mig er de små spillesteder og koncerter lige så vigtige som de store – det er et spørgsmål om at arbejde sig op fra bunden, og jeg tager bare den samme tur som alle andre, der står på toppen, har gjort. Jeg synes ikke, at noget er bedre end andet. Jeg har stået på den mindste skodklub et sted i Danmark, som jeg ikke engang ved, hvor var, men det var det fedeste job i verden, fordi folk elskede det så meget, og man kunne have en hel anden kontakt, end når man står på en kæmpe scene,« siger Medina, der ikke synes, hendes stjernestatus har givet hende nykker.

»Hvad skal jeg bruge dem til? Jeg ved ikke, hvad folk tror om mig, men jeg synes selv, at jeg er meget jordnær. Jeg chiller bare rigtig meget med oplevelserne og alt det, som jeg skal. I stedet for at hype mig selv op om, at jeg er blevet en kæmpe stjerne og kendt. Jeg prøver bare at slappe rigtig meget af, og jeg er sindssyg taknemmelig for alle de oplevelser, jeg får ind. Jeg har mere travlt med at være taknemmelig over det end at skabe mig med det. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre ellers. Det er jo det, jeg lever af, og det, jeg kan, så jeg prøver bare at få det bedste ud af det,« siger hun.

»Er du ensom?« Sådan lyder omkvædet i tophittet »Ensom«, og ensomhed er ofte en del af turnelivet. For øjeblikket danner Medina par med danseren Mathias Arvedsen, men det kan være svært at få tid til privatlivet, siger hun.»Min kæreste har lige så travlt som jeg, og vi respekterer hinandens karrierer og prøver at få det bedste ud af det, når vi endelig er sammen. For der kan godt gå længe imellem, at vi ses, og måske ses vi kun lige i seks timer, før vi skal videre igen.

Hvis jeg kan gå ud at spise med mine veninder, er jeg også en meget lykkelig person, for dem ser jeg ofte ikke i en hel måned,« siger Medina, der også har oplevet en anden bagside ved succesen.»Der er da mange gange, hvor jeg er gået hjem fra et sted lidt slukøret og ked af det, fordi for mange har hevet i mig på én gang. Og jeg er nogle gange gået grædende hjem, fordi det har været lidt for meget og jeg ikke kunne overskue det, selv om jeg troede, at jeg kunne. Men nu ved jeg, hvad jeg kan overskue, og hvordan tingene hænger sammen.

Jeg taler meget med folk fra branchen, for det er ikke altid, at mine veninder forstår, hvad jeg gennemgår, og det kan godt være lidt svært at forklare,« siger Medina, der betegner sig selv som en »meget reserveret person«.»Jeg har mine momenter, hvor jeg bare har brug for fred. Jeg har slet ikke behov for den opmærksomhed, som mange andre kendte har. Hvis jeg er på en natklub, vil jeg helst sidde der, hvor ingen kan se mig, eller sidder med ryggen til.

Det er helt klart en modreaktion, for før i tiden kunne jeg sagtens bare slappe af, men det gør jeg ikke længere, for der er mange, der gerne vil have en bid af »Medina produktet«,« siger Medina, der på godt og ondt har måttet forholde sig til pludselig at have fået fans.»Det skal ikke misforstås, for folk er altid velkomne, hvis de kommer hen for at snakke eller tage et billede, men nogle gange kunne det bare være rart lige at få det for sig selv og kunne tænde og slukke lidt. Men det må jeg så lære – og er i gang med at lære. Jeg er stadig ny, og der er rigtig meget, jeg skal lære og finde ud af,« siger Medina, der også må forholde sig til negative reaktioner.

»Jeg synes, at jeg behandler folk omkring mig godt og ignorerer dem, man skal ignorere. Jeg bruger ikke min tid på dem, der er mavesure på YouTube for eksempel, så kan jeg da først gå ned med flaget. Hvorfor kan de ikke bare minde deres egen business og være positive? Så ville det sgu da være meget federe at leve,« siger Medina og skraber honningglasset en ekstra gang.»Jeg prøver at koncentrere mig om det gode, der er, og de gode kommentarer, der kommer, men jeg synes, at folk skal fokusere på det positive i livet i stedet for det ene lille sandkorn, der sidder og irriterer i øjet. Pil det ud og kom videre og giv plads til noget mere spræl og flere sære mennesker.«