De fire herrer fra Københavnstrup er det eneste tilbageværende rockorkester fra firserårtiet, som lagde fra land med mere personlighed end konservatorie-kunnen. Men er det virkelig 25 år med langt hår og rockmusik? Ja, det er ikke til at tro det, men stopuret lyver ikke. Og selvfølgelig skal det fejres med et stort retrospektivt bokssæt, med alle gruppens udgivelser, uudgivne sange, livemateriale og den store historiefortælling lagt ved på papir.
Med tanke på D-A-Ds altid hittepåsomme hang til udstyr, selviscenesættelse og hjemmegjort (ofte sjove) scenografi samt en evig- og altid dedikeret fanbase kan man kun have forventninger til et sølvbryllups-bokssæt. Det findes i to udgaver, det ene rummer de rene albums, debut-EPen (der ikke tidligere har været tilfængelig på CD) og en (halvsløj) opsamling af B-sider m.m. Det andet er en limited-udgave i 2.000 eksemplarer, som er pakket ind i en madkasse med kohoved på toppen og ilagt den førnævnte boks og en USB-nøgle med indholdet af den første boks plus yderligere tre bootleg-CDer på. Det første bokssæt koster 400 kr., det andet 750 kr. Vil man give 350 kr. for en madkasse og et USB-stik med det samme materiale en gang til plus de tre koncerter, som ikke er specielt gode - og den ene, »Overmuch«, har oven i købet en sætliste behæftet med fejl (når man klikker på »Marlboro Man« spiller »Point Of View« m.v.), det er den anden, »The Boys Are Back In Town!«, også! (klik på »Grow Or Pay« og lyt til »Call Of The Wild« etc.), og klikker man videre på den tredje bootleg-koncerts version af »Grow Or Pay«, afspilles »Smart Boy Can Tell Ya!«. Ups, ja, så skal man nok være rigtig fan.
Gumpetungt engelsk
Men undskyld mig, men det er da alt, alt for dårligt at fejre et unikt orkesters kvarte århundrede med graverende fejl (dvs. større end de stavefejl, der også er).
Det er dog ikke det eneste skuffende ved »The Overmuch Box«. Den 164 sider lange booklet er på engelsk, og det må den selvfølgelig gerne være, for D-A-D har fans rundt omkring i verden. Men den stinker så meget af at være skrevet på dansk, hvorefter den er mere eller mindre direkte oversat til engelsk. Sætninger som »It wasn't that the punk scene was especially friendly. Rarely did anybody get knifed in the chest, but you would often feel a knife in your back«, gumpetung Kim Larsen-engelsk, er simpelthen uudholdelig og uværdig læsning.
Endelig kunne D-A-D f.eks have valgt at tematisere boksmaterialet - præsentere det på anden vis end på de originale plader. Her står de, som de står i reolen i forvejen derhjemme. Så hvorfor...
Glæde ved kopunk
Anderledes glæde er det dykke ned i musikken, især i den spæde start som kopunkere m.m. i Disneyland After Dark med »Call of the Wild«, »Draws a Circle« og endnu før dem debut-EPen »Standin On The Never Never«, hvorpå man finder kvartettens bedste nummer ever, nemlig »Marlboro Man«, som har et weltklasse-riff og det skønneste, primale trommer og en Jesper Binzer i vokal-orgasme. Det nummer havde været et verdenshit i morgen, hvis Jack White fra The White Stripes havde været afsenderen. Trist men sandt.
Herligt er det ligeledes at genhøre fire-bandens storladne rockmesterværker »No Fuel Left for the Pilgrims« og »Riskin It All«. Hits, attitude, energi, lyd. Alt er bare større, bedre og i dag synonym med forrygende selskab ud på de sene nattetimer på Roskilde Festivalens store Orange scene. Herefter, og vi skriver altså kun 1991, er der stadig guld at hente på pladerne, men det er primært i form af enkeltstående tracks såsom det forrygende »Reconstrucdead« fra den metalliske »Helpyourselfish«. Af albums er det kun »Everything Glows« (2000), som har noget af styrken og kvaliteten, ellers er bandet som albumkunstnere ganske jævne og uden den identitet, der mere eller mindre er hele fundamentet for D-A-Ds karriere.
Alligevel tillykke. Og af hjertet tak for de mange oplevelser. Ikke mindst live var D-A-D i deres første 15 år i en (verdens)klasse for sig.
