Seal - en stemme af god standard

Den britiske soul-sanger Seal er dykket ned i den store og jazzede amerikanske sangbog - det gør han ganske overbevisende

Den britiske sanger Seal. AFP Photo: Daniel Sannum-Lauten
Læs mere
Fold sammen

Seal
Standards

Decca Records & Virgin EMI Records

Det, der kaldes Den Store Amerikanske Sangbog, er elementært sagt en samling af værker, som talrige internationale sangere har dyrket og fortsat dyrker. Mere konkret er der tale om sange, som primært er hentet i det 20. århundredes film- og musical-verden, og som efterfølgende – med fællesbetegnelsen »standards« – har fået en stedsegrøn status.

Selv om de fleste fortolkninger – både hvad angår frasering og akkompagnement – er gennemsyret af jazz, har de melodiøse og formfuldendte sange fristet ikke så få sangere uden for jazzens faste stok til at tage en tur i standardland.

Det gælder helt aktuelt den nu 54-årige britiske soul-sanger Seal, der er bedst kendt for hitsinglen »Kiss from a Rose«, som i 1995 indgik i soundtracket til filmen »Batman For-ever«.

På sit nye album, der ganske enkelt hedder »Standards«, lægger Seal ud med »Luck Be a Lady« fra Frank Loessers musical »Guys and Dolls«. Og her glider sangeren efter en pompøs indledning over i det kontante refræn, hvor han – med ledsagelse af et mildt sagt superlækkert og råswingende orkester og med en frisk jazzfrasering – sparker nyt liv i den gamle standard. Wow!

Her er det så værd at nævne, at Seal har indsunget albummet på autentiske lokaliteter i Los Angeles, hvor også orkestret er optaget i de historiske Capitol-studier under ledelse af den prominente tyske dirigent og arrangør Chris Walden.

Der er kort sagt ingen slinger i hverken vals eller nogen som helst anden musikalsk form, hvilket en smuk ballade-udgave af »Autumn Leaves« i høj grad bekræfter.

Ligeledes sørger solisten og orkestret for rette styrke og stil i det dramatiske slowrock-slagnummer »I Put a Spell on You«, der også byder på flot spil fra mestertrompetisten Till Brönner. Og så gynger versionen af George Gershwins »They Can’t Take That Away From Me« helt suverænt af sted på alle planer.

Til gengæld er det som om, Seal taber lidt af den emotionnelle pust i et par andre klassikere, nemlig Cole Porters »Love For Sale« og Richard Rodgers’ »My Funny Valentine«, mens der til gengæld kommer skub i førstnævntes »I’ve Got You Under My Skin«, der faktisk ikke blegner i forhold til Frank Sinatras udødelige udgave.

Det bliver til en munter og elegant-swingende udgave af Duke Ellingtons »I’m Beginning to See The Light«, hvor en tilbagelænet Seal får den rette support af den herlige britiske old-time-girl-trio The Puppini Sisters.

Og så slutteligt endnu en hilsen til salig Sinatra i form af Seals glimrende – og ganske personlige – formidling af den melankolsk-filosofiske »It Was a Very Good Year«.

Jo – alt i alt et godt år for Seal.

Seal Standards Cover Fold sammen
Læs mere

Der er ingen slinger i hverken vals eller nogen som helst anden musikalsk form på Seals nye album. Foto: Daniel Sannum-Lauten Fold sammen
Læs mere