PJ Harvey er en af de seneste 25 års mest originale rockskikkelser. Igen og igen har englænderen genopfundet sig selv som musiker – eller måske snarere som kunstner. For hun har aldrig lagt skjul på, at hensigten er, at hendes musik skal være kunst. Og det er den bestemt også. Endda kunst af den medrivende slags.
I karrierens første år var udtrykket råt og næsten intimiderende privat. Siden blev det mere atmosfærisk og fik samtidig mere historiefortællende karakter.
På 2011-albummet »Let England Shake« blev Harvey politisk og rettede det musikalske skyts mod hjemlandet. Her besang hun Englands lange og blodige historie som krigsnation, hvilket resulterede i en af hendes bedste og konceptuelt skarpeste plader.
På hendes niende album, »The Hope Six Demolition Project«, fortsætter hun i det politikske spor, men konceptet står mindre klart.
Denne gang vendes blikket mod nutiden. Mere specifikt mod nogle af de lokationer, hvor mismod er daglig kost. Steder, hvor umenneskeligheden trives.
Udspillet er inspireret af rejser til Washington D.C.-ghettoen Anacostia, til Kosovo og til Afghanistan. Rejser, hvor Harvey fik selskab af krigsfotografen Seamus Murphy, med hvem hun også har lavet fotografi-møder-poesi-bogen »The Hollow Of The Hand« med. Et værk, som albummet ligger i forlængelse af.
Fra boligblok til Wallmart
Sangene er voyeuristiske, mere end de er analytiske. En præmis, hun selv besynger på den messende »The Orange Monkey«: »I took a plane to a foreign land, and said I’ll write down what I find«.
Albummet dokumenterer, hvad hun ser på rejsen, snarere end hvilke tanker observationerne sætter i gang. På den måde føles sangene heller ikke aktivtistiske. Harvey stiller spørgsmål, men byder ikke ind med endelige svar.
Måske er voyeurismen i sig selv en pointe? I hvert fald er albummet indspillet foran et publikum i Londons kulturhus Sommerset House, hvor Harvey og musikerne var placeret bag en glasvæg, som en slags levende kunstinstallation. Betragteren blev selv den betragtede. En slags metakommentar til den vestlige verdens blindhed over for vores civilisations egne synder? Måske.
Harvey synger om de udstødte og utilpassede: Narkomanerne, de PTSD-ramte krigsveteraner og den fattige, ældre kvinde i kørestolen. Dem og de pauvre livsvilkår, som de tynges af. Deres huse, der er smadrede af krig, skolen, der »looks like a shit hole«, og deres fælles boligblok i ghettoen, som skal rives ned til fordel for en Wallmart-butik.
Sangene er skabt på et mere rocket fundament end længe hørt fra Harveys hånd. Det fremgår tydeligst på »The Minestry Of Defence«, hvor den grumsede guitar knurrer smukt og savtakket.
Ydermere gøres der også flittigt brug af en humørsyg, free jazz-truttende saxofon, der giver numre som »The Ministry Of Social Affairs« og den hymniske »The Wheel« herligt skæv kulør. Det er aldrig forudsigeligt at være i selskab med Harvey.
»The Hope Six Demolition Project« er som forventet endnu et krævende og givende udspil fra PJ Harvey. Dog ikke klarsynet nok til at være helt på niveau med hendes allerbedste. Men stadig virkeligt godt – hvilket betyder bedre end det meste andet.
Hvem: PJ Harvey
Hvad: »The Hope Six Demolition Project«, Island Records
Hør albummet her:
