På YouTube findes et klip, hvor en vis Lizzie Grant optræder på en cafe. Hun er i grøn T-shirt, ansigtet er diskret sminket, og håret er sat løst, afslappet.
At kvinden på klippet, som er døbt Elizabeth Grant, er den samme som hende, vi siden har lært at kende som Lana Del Rey, er næsten ikke til at tro. At pigen som engang lignede en singer-songwriter af den slags, der findes tusinder af, vitterligt er det larger than life-fænomen med lakeret frisure, tung sminke og smukke kjoler, som en hel verden er fascineret af.
Og hun minder mest af alt - med sin tydelige, sikkert anvendte 1950er-inspiration - om en karakter i en glemt film af David Lynch. Men stil kan ikke gøre en stjerne alene, og når Lana Del Rey - hvis navn ligner et møde mellem filmstjernen Lana Turner og bilmodellen Ford Del Rey - fører sig frem, er det i perfekt sync med sangene »Video Games«, »Born To Die« og »Blue Jeans«, som allerede er blevet hørt og delt i det uendelige på YouTube og Facebook.
Mellem pop og hymne
Nu, omkring et år efter at det hele begyndte, kommer debutalbummet fra Lana Del Rey så. Og når udspillet tager sin titel fra en af de sange, som allerede er kendt og elsket, »Born To Die«, er det ganske sigende. For de sange, som står tydeligst frem på udspillet, er dem, der allerede er ude, der allerede er hits.
Som åbneren »Born To Die« der løftes af en blødt bøjet melodi belagt med strygere og diskrete beats. Hverken strenge eller programmeringer får dog lov at stjæle opmærksomheden fra Lana Del Reys stemme, som er produceret helt fremme i lydbilledet og gør sig rigtig godt i det mørke register.
Her spiller hun også perfekt op til stroferne, som nok er romantiske, men har en ildevarslende, neurotisk efterklang. Som når hun synger »You like your girls insane/Choose your last words/this is the last time/Cause you and I, we were born to die«.
Samme fornemmelse møder lytteren i selskab med den fortrinlige »Blue Jeans«, hvis sukrede og popknejsende refræn om evig kærlighed fortælles med en besats intensitet.
»Video Games« færdes også i kærlighedens skyggeland og var den sang, som først åbnede alverdens ører for Lana Del Rey. Fuldt fortjent. Harpe og tangenter toner frem og blander sig med vokalen, som vibrerer mellem hymne og popsang på en måde, som får pegefingeren til at trykke på Repeat. Igen, igen, igen.
Strygersovs i sprækkerne
De tre sange ligger på første del af albummet, som er klasser bedre end den anden. Og hvor »Video Games«, »Blue Jeans« og »Born To Die« allerede viste deres styrke, før albummet udkom, er »National Anthem« et nyt velgørende bekendtskab.
»Money is the anthem of success«, lyder det her, hvor et kor synger det store, dynamiske omkvæd. Andre steder på Lana Del Reys roligt flydende, triphop-influerede debut melder monotonien sig dog, og producerne kunne med fordel have sparet på strygerne i de vellydende arrangementer, hvor man indimellem savner en mere prægnant melodik, og hvor Lana Del Reys stemme har det svært i de lyse toner.
Men husker man på, hvad »Born To Die« reelt er, nemlig et debutalbum, er der grund til at beundre Lana Del Rey. »Feet don’t fail me now« synger hun som det første på udspillet, og hun kan være ganske rolig. De lange, slanke ben kan bære, de første skridt er fine. Nu må vi se med de næste. På vejen frem mod blivende stjernestatus.
