»There are children who have cancer/so all bets are off/I can’t compete with that« lyder det med galgenhumoristisk resignation på »Grey Tickles, Black Pressure«, titelnummeret på det tredje album fra den amerikanske sangsmed John Grant.
Livet har ikke været nemt for den 47-årige sanger, der har døjet med misbrug og en opvækst som homoseksuel outcast i en striks religiøs familie. Som om det ikke var nok, fik han konstateret HIV i 2012. Men trods modgangen har han aldrig været humorforladt, som tekstuddraget ovenover så fornemt illustrerer. Nok har han grumme lig i lasten, men han er samtidig en selvironisk og skarp musikalsk satiriker.
På sin smukke solodebut, »Queen Of Denmark«, brillerede den tidligere Czars-sanger med en martret softrock, hvor sangene nådesløst flåede i lytterens hjerte, mens han på 2eren »Pale Green Ghosts« foretog en kunstnerisk kvantespring til mørk electropop med knitrende beats og isnende synths. To divergerende udtryk han søger at forene på nærværende treer. Det lykkes delvist på det rundtossede udspil, der er en langt mere humørsvingende og strittende affære end sine mere strømlinede forgængere.
Melodisk snilde og melankolsk vid
Nok er det lystigt, når Grant kaster sig ud i spoken word-electro på skæringer som de overgearede »Snug Slacks« og »Voodoo Doll« samt det kækt pulserende »You & Him« med det uforglemmelige refræn »You and Hitler ought to get together«. Men det er nu på de mere organiske sange, han virkelig rammer plet. Her finder hans melodiske snilde og melankolske vid sammen i en vakker symbiose, der går ufiltreret ind.
Som det er tilfældet på den symfonisk vævende »Global Warming«, hvor han illustrerer hvor skarpsindig en pen han ejer. »All I’ve got is first world problems/ guess I better get some of the third world kind« lyder det med syrligt vid. Han må se at få sig nogle »rigtige« problemer, så verden kan tage hans lidelser seriøst. Det er nu ikke svært, når han er så glimrende som her og på den svulstige »Geraldine«, der er en majestætisk hyldest til den afdøde skuespillerinde Geraldine Paige.
Utvivlsomt albummets to klarest funklende stjernestunder. Men det er nu også effektivt og langt fra skuffende, når Everything But The Girls Tracy Thorn gæster på den retro-funky »Dissapointing«. Med øjeblikke som disse tre, tilgiver man sagtens, at Grant ikke rammer hovedet på sømmet hver eneste gang på »Grey Tickles, Black Pressure«. Overvejende er han stadig tankevækkende og rørende at lægge ører og hjerte til.
Hvem: John Grant.
Hvad: »Grey Tickles, Black Pressure«, Bella Union.
Hørt albummet her:
