Ouverturen begyndte lidt flosset. Så kom Det Kongelige Kapel med Dirk Kaftan ved roret op i omdrejninger, og det var godt, for der er vitterlig meget smuk og mørkt instrumenteret musik i Carl Maria von Webers forældede romantiske opera »Jægerbruden«, der lørdag have premiere på Operaen i en ny iscenesættelse af Den Kgl. Operas tidligere chef Kasper Holten. Spørgsmålet er så, hvad man i øvrigt stiller op med dette værk fra 1821, når det skal præsenteres for et publikum anno 2015?
Kasper Holtens svar er at skabe en dæmonisk folkekomedie på vrangen. Det vender vi tilbage til.
Mesterskytten som ikke kan ramme plet
»Jægerbruden« handler om, hvordan kærligheden får den unge jæger Max til at gøre forbudte ting. Engang var han mesterskytte, nu kan han ikke ramme noget, og et enkelt mislykket skud kan koste ham muligheden for at ægte den skønne Agathe. Derfor mødes han i mørket i Ulveslugten med den skumle Kaspar, med hvem han støber magiske kugler. Det er den rene djævelskab ...
Og dén historie skal sangerne så forsøge at gestalte, men de er ekstra udfordrede, for fordi der er tale om en opera med talt dialog, skal meget bare siges, og når evnen til at spille skuespil generelt, som her, kan ligge på et ret lille sted, ligner det nogle gange lidt for meget en dårlig folkekomedie med musik. Michael Schade som Max har for eksempel en pæn tenor, men er svær at tage alvorligt med sit gammeldags overspilleri. Gisela Stille glider med sin kølige skønhed lettere ned, og velsyngende Morten Staugaard som Kuno kan ikke løbe fra, at han også er uddannet skuespiller. Men som helhed stritter det for meget. Ofte i den forkerte retning.
I øvrigt er »Jægerbruden«, som antydet, også en historie med plads til bulder og brag, og det er der fint nok plads til i Es Devlins scenografi, der også rummer en flot, bærende idé i form af et gammeldags urværk, der minder os om, at tiden går, og verden forandrer sig til det værre. Oven i dette greb er der et lag, der handler om krig, for jægerne er blevet til sårede og traumatiserede soldater, og Ulveslugten til en krigsskueplads, og fyrst Ottokar, der først fordømmer, siden tilgiver Max (og synges formidabelt af Palle Knudsen«), er blevet til en militær myndighedsperson, der får Matadors oberst Hackel til at virke normal. Da alt til sidst er løst, og de tilbageblivende synger Guds pris, er det ikke som frivilligt gudsfrygtige, men som viljeløse marionetter.
Intet er således, hvad det engang var tænkt som. Det er Weber på vrangen, og det er i hvert fald konsekvent gjort. Eller man kan sige det sådan, at den aktuelle iscenesættelse ligner det definitive dementi af et værk, der ikke længere har nogen relevans. Medmindre det altså, som her, dementerer sig selv. Farvel og tak.
Hvad: Jægerbruden.
Hvem: Instr: Kasper Holten. Dir.: Dirk Kaftan.
Hvor: Operaen.
