ARTPOP, står der med kraftige sølvtyper. Og bag hænderne, der holder om brysterne, er LADY GAGA skrevet med hidsig pink og slås om opmærksomheden med stumper af »Venus’ fødsel« – Sandro Botticellis renæssancemaleri.
Ja, allerede på coveret har Stefani Joanne Angelina Germanotta, som Lady Gaga er døbt, gjort det, hun gør bedst: Forenet og fusioneret signaler og koder i ét fascinerende, senmoderne flimmer.
Det er ikke nyt, det er set før, siger den blaserte læser måske. Poppen har længe leget med tegn, positioner og stemninger, med – hvis distinktionen stadig giver mening – høj og lav kultur.
Madonna gjorde i hvert fald det samme og vandt en hel popverden. Men Lady Gaga gør det bedre, mere stimulerende, også selv om det kan være svært at se noget substantielt i hendes signalstorm.
Det gælder også titlen på hendes tredje studiealbum. Det er klart, at »Artpop« er et spil på »Popart«, og selv har Lady Gaga udtalt, at hun ville begå »en omvendt Andy Warhol«. Altså ikke som Warhol bringe populærkulturen ind i kunsten, men kunsten ind i populærkulturen.
Hvis man betragter kunst som andet og mere end tegnflimmer, kan man imidlertid næppe mene, at projektet er lykkedes for Lady Gaga. Det skal nu nok heller ikke tages så alvorligt, men blot som del af en leg, som skal skabe opmærksomhed omkring hende og stille hendes sange i et mere interessant lys.
»I’m so fab«
Enkelte sange har da også levet op til det vilde udenomsværk og særligt »Bad Romance«, der er et af alle tiders bedste popnumre.
Sådan et es er der ikke på »Artpop«, der lig Lady Gagas foregående udspil er skabt i samarbejde med et stort kontingent af producere og sangskrivere.
Lady Gaga er nu langtfra en Britney Spears – ideløs, druknet i andres ideer – men sin egen og sætter også sit distinkte, let excentriske aftryk på hvert eneste minut på albummet.
»I’m not a wandering slave, I’m a woman of choice«, lyder det også i den effektive åbner »Aura«, der snart overlader dansegulvet til det catchy, omkvædsstærke og varmesøgende hitlistemissil »Venus«.
Der er i det hele taget mange vellykkede numre på albummet, der folder disco, r&b og svirrende elektronik ind i popstrukturerne. »Applause«, »Gypsy«, »Artpop« og »G.U.Y.« fortjener således et langt liv på klubber, hitlister og smartphones og lyder måske enkle, men gemmer på et væld af detaljer.
Ingen af Lady Gagas tidligere udspil har gemt på så meget godt, og så er det altid, ahem, interessant at lytte til det, hun synger om. Ikke at versene byder på meget nyt, for der er stadig en stærk selvtillid og seksualitet i spil.
Hos Lady Gaga er det ikke et udtryk for svaghed fuldstændigt at underkaste sig en mands seksualitet, men en måde at forløse sin egen på.
»Do what you want with my body«, lyder det således, og skulle man være i tvivl om det med selvtilliden, så hør, hvad hun synger et andet sted: »I am so fab/Check it out/ I’m blonde, I’m skinny, I’m rich/And I’m a little bit of a bitch«.
Tveægget storhedsvanvid
Produktionerne omkring sanglinjerne er oftest godt oppe i tempo, og eneste ballade blandt de 15 numre er den udmærkede, pianoblå »Dope«, hvor Lady Gaga viser, hvorfor hun er at foretrække frem for den åndsbeslægtede Madonna: Hendes stemme er langt mere nuanceret og veksler umærkeligt mellem det følsomme og kraftfulde, mellem popparodi og rockparodi, og det er også dét, der gør hendes numre distinkte midt i tidens tsunami af pop.
Albummet kunne dog have stået endnu stærkere, hvis det havde været knap så langt. 60 minutter er mindst 15 for mange, og det er måske bagsiden af den ellers fascinerende og ofte morsomme megalomani, Lady Gaga flirter med.
Men altså også med god grund. Hun er jo tidens med afstand mest interessante popstjerne. Langt foran Beyoncé, Rihanna, Pink og hvad de ellers hedder.
Hvem: Lady Gaga. Hvad: »Artpop«, Streamline/Universal.
