»Du vaknar upp din ungdom borta/Din spegelbild ser ut som skit.«
Ja, hos Joakim Berg har livet i 40erne ikke bare sat sig i ansigtet, men også i versene, der altid har været en af Kents absolutte forcer. For hvor Eskilstunas bästa indimellem skyder forbi med melodier og arrangementer, er Joakim Berg altid værd at lytte til og skiller sig på den måde ud fra snart sagt alle andre tekstskrivere i det store brogede rockfelt. Og så er han, for os nogenlunde jævnaldrende, en præcis og poetisk seismograf i livet og på dets skiftende trin.
På den to år gamle, fortrinlige »Jag är inte rädd för mörkret« satte Berg fokus på livet som midaldrende, hvor ingen længere er lovende, hvor drømme ofte har vist sig at være, ja, drømme, og hvor familieliv mest af alt rimer på logistik.
Sådan er det også – som de indledningsvise linjer antyder – på »Tigerdrottningen«, der både bevæger sig ind i den intime følelsessfære og retter et kritisk blik udad, mod kapitalmaskinen, forbrugersamfundet og livet, som det leves i dag.
Tydeligst er det sidste i »Simmaren« og den ironisk betitlede »La Belle Epoque«, der på fænomenal, hypnotisk vis tegner et fragmenteret, og måske netop derfor sigende billede af Sverige og langt hen ad vejen også af Danmark anno 2014.
»Jag är svartsjukan«
Tillad mig et par lange citater, de er det hele værd, fra »La Belle Epoque«:
»Jag är tårgas i handväskan/Jag är med Ravekommissionen/Den främlingsfientliga politiken/Jag är självmordsstatistiken/Jag är glesbygd, Rohypnolen/Jag är svartsjukan, alkoholen/Jag är dom snabba SMS-lånen/Jag är drevet på skolgården.«
Og siden:
»Jag är dimman i minneslunden/Vinden på bron över sundet/Jag är den misstänksamma grannen/Jävla finnar, norrmän, danskar/Jag är kniven i innerfickan/Jag är alla vapen vi exporterat/Jag är soldaterna vid byarna, jag är minorna/Jag röstar inte längre i valet/Jag är Melodifestivalen/Jag är dom som går in i väggen/Jag är dom som går genom rutan/Jag bor i den största staden/Jag skänker pengar till Rädda Barnen/Och min dator är full av bilder/Som aldrig borde tagits«.
En strøm af ord, der synes inspireret af den svenske poet UKON, og som Berg leverer nøgternt i nogle af de stærkeste vers fra hans side. Nogensinde. Hvis ellers mine kuldegysninger er en gangbar skala.
Hjertets godis
Kent kalder sig gerne for »Sveriges största rockband«. Men de er efterhånden i lige så høj grad et popband, og de 1980ertonede popperier, der blev indvarslet med 2009-albummet »Röd«, er også til stede på »Tigerdrottningen«.
Det er dog ikke den rendyrkede pop, der er Kents største styrke, heller ikke i denne omgang, men derimod den store melodiske og lyrisk smældende sang, der nok besidder en vis popsensibilitet, men hviler på rockens solide fundament. Som den nævnte »La Belle Epoque«, den væsensbeslægtede og pulserende »Skogarna« eller »Var är vi nu?« som jeg tidligere citerede fra.
Når sangene bliver for lette og sukrede, mister de kunstnerisk kraft. Så bliver »godhet« til »godis«, som jeg fejlhørte det et sted. Men når Kent er bedst og ikke lyder for sødt eller er lidt i underskud for stærke refræner, ja, så er de rigtig gode. Det interessante og fascinerende er dog, at den særlige kentske tone er overalt; i såvel de store som de små sange: En egen poesi og fortættet, frostklar melankoli. Som i mangel på bedre kan kaldes skandinavisk.
Hvem: Kent
Hvad: »Tigerdrottningen«, Universal.
