Kig på coveret. Dér sidder han. Mutters alene med foroverbøjet hoved. Omgivet af hvidt. En ren tavle? For første gang i en karriere, der har kørt på kreativt højtryk gennem tre årtier, er det nu kun hans navn, der står øverst på coveret: Damon Albarn. Afstanden til den farvestrålende plastikstrand på coveret til seneste album fra hans animerede sammenskudsgilde, Gorillaz, kunne ikke være større.
Og det samme kan man langt hen ad vejen sige om musikken, der i modsætning til lystigt genrehoppende Gorillaz er holdt i forholdsvis kort snor på »Everyday Robots«. Her præsenteres vi for en sælsom og elegant slæbende folkmusik, hvor organiske strygere og klaver danser kinddans med nænsomt programmerede rytmer, flimrende feltoptagelser og få, men velvalgte samples af stemmer og orkestrale fraser. Umiddelbart ikke vanvittigt ophidsende eller kropsligt medrivende, men derimod båret af en intimitet, elegance og eftertænksomhed, der i Albarns ouevre har mest til fælles med nogle af de mere stille stunder fra tiden med Blur og The Good, The Bad & The Queen.
Og hvad har Albarn så på hjerte nu, da han for første gang udgiver i eget navn? Lidt af hvert faktisk. I den ene ende af spektret handler sange som »Everyday Robots« og »Lonely Press Play« om, hvordan moderne teknologi, smartphones og sociale medier distraherer os fra vore sande følelser. Vi er blevet til robotter så at sige. Og det kan man jo langt hen ad vejen desværre kun give Albarn ret.
Kærlighedens frontlinjer
Andre steder går han mere specifikt selvbiografisk til værks. Som på den Brian Eno-assisterede »You and Me«, hvor han bl.a. kommer omkring sit heroinmisbrug tilbage i slut-90erne. Eller den smukt sumpede »Hollow Ponds« hvor han glider fra formative minder fra opvæksten i London-bydelen Leytonstone frem til dengang, han i 1993 på en mur studsede over en graffiti med de for ham så skelsættende ord »Modern Life Is Rubbish«.
Sangene skærer dog dybest, når Albarn beretter brutalt ærligt fra kærlighedens frontlinjer. Som da han henvendt til sin partner vemodigt erkender, at »the history of a cheating heart is ours more than you know« på nummeret af samme titel. Eller på »The Selfish Giant«, hvor mangt et trængt, moderne parforhold nok modvilligt vil kunne genkende en flig af sig selv i linjer som »it’s hard to be a lover when the TV is on and there is nothing in your eyes«.
Stærke sager fra en kunstner, der i perioder ikke har virket til at have et synderligt højtideligt forhold til hverken sig selv eller sin musik. Men det tillader han sig altså at have her. Havde der været mere af den slags og færre fortællinger om babyelefanter fra Tanzania (»Mr. Tembo«) og minder om karnevalsfigurer i Vestlondon (»You & Me«), havde pladen løftet sig yderligere.
For den er god. Men man sidder også tilbage med følelsen af, at den kunne have været endnu bedre.
Hvem: Damon Albarn.
Hvad: »Everyday Robots«, Warner.
