Hvornår har det lige lydt så dejligt?

Nightingale String Quartets indspilning af Rued Langgards samlede musik i genren vil blive stående som den ultimative i mange år frem.

»Rued Langgaard - Strygekvartetter Vol. 3« af Nightingale String Quartet Fold sammen
Læs mere

Flere af stykkerne har været indspillet et par gange før. Men hvornår har de lydt lige så dejligt? Sikkert aldrig.

Næsten alle Rued Langgaards strygekvartetter stammer fra tiden mellem de to verdenskrige.

Fra hans unge år som miskendt geni, omvandrende særling og arbejdsløs organist med fistelstemme.

Fra den tid, hvor kollegaen Carl Nielsen fik hele opmærksomheden og kun fortjente den halve – synes Langgaard da selv.

Hans ungdomsværker i hænderne på Nightingale String Quartet er efterårets hidtil varmeste bud på en julegave til den kræsne kvartetelsker. Verden har allerede rost de to første album til skyerne og vil gøre det samme med treeren. Ikke fordi de spiller musik af en jævnaldrende. Rued Langgaard var meget gammel allerede som ung.

Men fordi de gør det så pletfrit, så personligt og måske især så passioneret. Det ene vidunderlige og altid overraskende skæring afløser den anden. Stilen skifter så uforudsigeligt som Vesterhavets vande.

Hans bedste værker er vel stadig den anden og tredje kvartet plus de gribende variationer over »Mig hjertelig nu længes«. Så når man har hørt pigernes første CD, tror man sig allerede ved kulminationen.

Man tager fejl. Den inderlige nummer fire på den anden CD er europæisk lyttemusik af største karat. I hænderne på Nightingale String Quartet næsten en dansk pendant til Smetana og Janáček.

Og et værk som den femte kvartet på sidste CD er vel hans mest ambitiøst anlagte overhovedet og kan endda lyde lidt i Nielsens retning.

Ikke alle stykkerne er vel mesterværker. Satser som pastichen »Mozart« fra 1918 og den italienske scherzo fra 1950 havde man lige så gerne levet foruden.

Man alle er en mesters værker. Og pigerne i Nightingale String Quartet spiller dem gennemført rent og renfærdigt.

De har kreeret et sæt, der vil stå som det ultimative mange år frem – og som i bedste fald kunne gøre den lidt ensomme outsider til insider igen.

Hvem: Nightingale String Quartet Hvad: Rued Langgaards musik for strygekvartet Hvor: Tre cd’er på Dacapo Records