Det mest pinlige var vel aftenens fattige fremmøde.
Hvor blev den tusindtallige støttegruppe for DR UnderholdningsOrkestret af? Hvorfor kunne arrangementet med Freud og hele den fantastiske musik fra hans tid knap nok mønstre en halv sal?
DRs bredeste orkester står for lukning. Man har endda overvejet en aflysning af koncerterne året ud. Sikkert af hensyn til de mange musikere, der står uden udkomme fra næste år.
»Sigmund Freud - til fest i underbevidstheden« blev gennemført efter musikernes eget ønske.
Et arrangement i festivalen Golden Days’ regi. Komplet med Rasmus Botoft fra »Rytteriet« som vores alle sammens underjeg og en Nis Bank-Mikkelsen som psykoanalysens opfinder i egen person.
Men først og fremmest med lidt vals af Strauss, med lidt symfoni af Kurt Weill, med syndigt smukt saxofonspil ved Anders Banke, med en Helene Gjerris i tre talesange fra »Pierrot lunaire« plus rigtig meget andet.
Stort set alt spillet og sunget knivskarpt. Stort set alt lige i det øje, hvor sjælen jo sidder.
Aftenens højdepunkter rent musikalsk stod kort sagt i kø. Når orkestret lukker, vil man savne præcis den slags arrangementer.
Klassens frække dreng er forvist til en skammekrog og kan ikke længere gøre det, de andre føler sig for fine til.
Plat og pinligt
Showets dramatiske øjeblikke endte så samtidig som de pinligste i koncerthusets fem år lange historie.
En lang historie gjort kort: De ansvarlige har enten misforstået Sigmund Freud eller aldrig læst ham.
Lyst er ikke bare liderlighed. Og drifterne er grundlæggende farlige for almenvellet. Ingen sømand i verden ønsker sit fartøj i drift.
Freud var en aldeles kultiveret herre med dybe udredninger af medicinsk og kulturhistorisk art. Aldrig plat.
Kun den elegante diktion og de meget forskellige analysander på briksen redder scenerne fra katastrofe. Rasmus Botoft kan noget med hårfine forskelle. Hans indsats forbliver kunst.
Kulminationen? Vel nok Nis Bank-Mikkelsens afsluttende brandtale mod besparelserne. Dramatisk set et stilbrud af dimensioner. Stilistisk set gennemført beskidt.
Man bruger simpelthen ikke sin taletid til hån mod dem, der underskriver ens check bagefter. Man spiller heller ikke på det køn, fremtrædende chefer tilfældigvis har. Og man lader dem slet ikke gnide lystigt på regnestokkene.
At de fremmødte medlemmer af DRs ledelse ikke skred øjeblikkeligt, skyldes alene deres gode opdragelse – ikke arrangørernes.
Nuvel. DR har ikke alene været unødig brutal i selve lukningen. Institutionen har også formidlet det dårlige budskab overordentligt ringe.
For som aftenens skuespillere så rigtigt får fremført: Selve det økonomiske rationale bag beslutningen virker uklart endnu i dag.
DR UnderholdningsOrkestret har været den brede befolknings band og tjent mange af de såkaldte udgifter ind.
Når de knap 20 tjenestemænds efterbetaling er ude af verden, når Jobcentrets trøstesløse kø er blevet 42 sjæle længere, når danskere i tusindvis har stået uden deres orkester et par år – så vil bundlinjen i runde tal være uforandret.
Til sidst to satser fra Vivaldis hånd. Spillet stående som en sidste ære til den troløse arbejdsplads. Og uden den generalbas, der ellers giver al barokmusik harmoni.
Hvilke salige sekunder! Den helt nøgne klang. Den enestående renhed i violinerne. Den særlige lyd af et orkester, man kunne genkende med ørerne bundet på ryggen.
DR UnderholdningsOrkestrets seneste optræden kunne i visse minutter ligne et skud i egen fod. Men de letbenede i hele sagen har været dets egen ledelse og pingerne på Borgens bonede gulve.
Måtte de allersidste danse fylde alle koncerthusets sæder!
Hvem: DR UnderholdningsOrkestret med Ainias Rubikis og div. solister.
Hvad: Musik fra Freuds tid samt sceniske improvisationer.
Hvor: DR Koncerthuset, lørdag.
