Og der er da også en blød, tålmodig og eftertænksom stemning over den synth-poppede sound, som tegner »The Slow Escape«, hvor Enevolds lyse, fnugfri stemmebånd føjes til med største selvfølgelighed. Men hvor musikken sine steder hensætter sin lytter i en behagelig, afstresset tilstand, så bliver den andre steder så rund og glat, at den krydser linjen, som skiller delikat fra døsigt. Så på den ene side må man have respekt for den konsekvens, hvormed albummet insisterer på sin stilrene stilfærdighed, mens man på den anden side savner en smule kant og skurren. Men flair for florlet pop, det har My Evil Twin, og så kan man kan jo bare håbe, at den onde tvilling får lidt mere spillerum på det næste udspil.
Fik du læst?
