Da Conor Oberst debuterede i front for Bright Eyes blev han udråbt til at være et sangskrivervidunder. Y2K-generationens Bob Dylan. Intet mindre. Den slags gavner sjældent kreativiteten. Mange lovende ynglinge har fået smadret deres kunstneriske mojo af for megen hype. Men Oberst kom helskindet ud på den anden side og har siden leveret flere udgivelser af høj kvalitet.

Det fortsætter han med på sit sjette album i eget navn, »Ruminations«. Her beviser den produktive sangsmed atter sit imponerende flair for at penne poetiske og tankevækkende kvad af den slags, der får det til at ruske i følelseskammeret hos alle os med forkærlighed for efterårstristesse.

På »Ruminations« musicerer Oberst eftertænksomt ved skiftevis klaveret eller med den akustiske guitar. Stilen er nedbarberet og følelsesmæssigt blottet. »I guess I lost all of my innocence way too long ago« lyder det på den valsende pianoballade »Next Of Kin«. Sjældent har uskyldstab lydt smukkere.

Hvem: Conor Oberst »Ruminations«

Hvad: Pladeselskab: Nonesuch/Warner