Det er forståeligt at være imod krig. Krig fører altid død og lemlæstelse med sig, også når den føres i en god sags tjeneste. Men lige som vi i det personlige liv kan blive nødt til at slå fra os, når vi bliver overfaldet og kan komme til at dræbe overfaldsmanden, selv om vi af princip er imod at slå ihjel, kan det nogle gange være nødvendigt at gå i krig.
Helt aktuelt er spørgsmålet, om det kan forsvares, at FN under USAs lederskab eller om USA og dets fæller uden opbakning i FN starter en krig mod Irak.
Her skal man erindre sig FN-pagten vedtaget i San Francisco sommeren 1946. I fortalen tales om »fundamentale menneskerettigheder (og) frihedsrettigheder« og om »menneskets personlige værdighed og værd«. Stemningen i San Francisco var god. Sovjetunionen og USA havde netop besejret Nazityskland, men snart stod de to magter stejlt over for hinanden. USSR havde befriet de østeuropæiske lande fra nazisterne, men befrielsen blev til en besættelse, da Sovjet imod befolkningsflertallets ønske indførte kommunisme. Dermed havde Sovjet trådt frihedsrettighederne under fode, uden at FN kunne gøre stort ved det, da FN kun kan gribe ind ved en stats overfald på et andet medlemsland.
I 1947 fremlagde den amerikanske præsident Truman derfor sin doktrin, hvor han inddelte verden i frie og totalitære lande. Det var helt i FNs ånd at stå fast på frihedsrettighederne. Men doktrinen kunne naturligvis ikke vedtages i FN, da Sovjetunionen og dets vasaller ville stemme mod. Alle, der tager frihedsrettighederne alvorligt, må bifalde USAs enegang. I praksis støttede USA i Grækenland - og andre steder - kræfter, der opførte sig lige så gement som kommunisterne.Senere i 1947 gik USA igen uden om FN. FN havde et økonomisk og socialt råd, der kunne formidle økonomisk bistand til de enkelte kontinenter. Alligevel foreslog udenrigsminister Marshall finansiel hjælp til Europa uden om FN. USA turde ikke bruge FN af frygt for, at USSR skulle blokere for Europas genopbygning på markedsøkonomiske betingelser. Var USA ikke gået uden om FN, havde vi nok skullet trækkes endda længere med kommunismen, end tilfældet blev.
I sommeren 1950 overfaldt Nordkorea Sydkorea. Denne gang var sagen klar. Et land havde overfaldet et andet. FNs sikkerhedsråd fordømte derfor Nordkoreas invasion og oprettede en FN-hær, der skulle drive nordkoreanerne ud af Sydkorea. Disse skridt var kun mulige, fordi USSR på det tidspunkt boykottede Sikkerhedsrådet.
Hvis USSR stadig havde haft sæde i Rådet, kunne Nordkorea så helt ustraffet kunne have besat Sydkorea? Nej, jeg tror, at USA og venner alligevel ville være kommet Sydkorea til militær hjælp, blot uden om FN. Det var nok en løsning alle frihedselskende, inklusive socialdemokrater, ville have bifaldet.Siden blev det sværere at få Sikkerhedsrådet til at indsætte FN-hære mod aggressorer. Sovjetunionen fik uantastet lov til at intervenere militært i Ungarn 1956 og i Tjekkoslovakiet i 1968. Oveni besad USSR a-våben, og verden risikerede en a-krig, hvis USA gik til militært modangreb. Derfor kan USA heller ikke i dag intervenere i Nordkorea, der besidder a-våben. Men nok mod Irak, der (endnu) ikke besidder dem.
Med Sovjetunionens opløsning blev det nemmere for FN at spille den rolle, det var tiltænkt, nemlig at indsætte hære mod overfald. Derfor kunne Saddams invasionshær drives ud af Kuwait i 1991. Da FN-beslutningen kun tillod at drive Irak ud af Kuwait, blev Saddam ved magten i Bagdad, skønt USA håbede, at et internt oprør ville vælte Saddam. I stedet vedtog FNs sikkerhedsråd en resolution, der forbød Irak at have masseødelæggelsesvåben, og indsatte våbeninspektører i Irak. Irak har kun meget nødtvunget ladet FN-inspektører overvåge, at det ikke besidder masseødelæggelsesvåben. Våbeninspektørerne fandt beviser på et irakisk a-våbenprogram, men mente i 1998, hvor våbeninspektionerne blev standset, at programmet var blevet opløst. Derimod rådede Irak i 1998 over andre typer masseødelæggelsesvåben.
I 1999 nedlagde Rusland og Kina veto i FNs sikkerhedsråd mod, at en FN-hær blev sat ind mod serberne, der ville fordrive albanerne fra Kosovo. Så intervenerede NATO med USA i spidsen uden om FN. Mon ikke de fleste i dag finder det i orden, at NATO/USA dengang satte tropper ind - uden om FN.
Spørgsmålet er nu, om situationerne Kosovo 1999 og Irak 2003 er ens. USA vågnede op fra isolationisme og til dåd oven på 11. september og fik i efteråret 2002 FNs Sikkerhedsråd til med resolution 1441 at genoptage våbeninspektionerne i Irak. Begrundelsen var, at Irak ansås for en trussel mod mellemfolkelig fred og sikkerhed, og det giver FN med hjemmel i § 42 mulighed for brug af væbnet magt mod Irak.
Saddam Hussein har siden 1990 ikke overfaldet andre lande eller brugt kemiske våben mod sin befolkning, som han gjorde i 1980erne. Når han har holdt sig i skindet, skyldes det naturligvis våbeninspektionerne og de af USA og Storbritannien overvågede flyveforbudszoner i Syd- og Nordirak. Der er ingen klare beviser på samarbejde mellem Saddam og bin Ladens al-Qaeda, men andre terrororganisationer har gennem årene samarbejdet med Bagdad. 2-3 millioner mennesker skønnes at være flygtet fra Irak i Saddams tid.Det er naturligvis en skønssag, om man synes Irak samarbejder nok med FNs våbeninspektører. Personligt synes jeg ikke, Saddam har vist vilje til at afruste med kemiske etc. våben. Fjernes Saddam, opnås flere ting. Irak kan begynde på en frisk. Det er et vink med en vognstang til andre mellemøstlige regimer om at påbegynde demokratisering. Det er også en vej til at få Israel-Palæstina konflikten ud af dødvandet. Der kom et gennembrud, resulterende i Oslo-aftalerne 1993, oven på Golfkrigen i 1991. Indvendinger mod krig, også gode, er der nok af. Hvad vil ske, når Saddam er væltet? Vil de etniske og religiøse grupper bekrige på hinanden? Vil en krig overstås lige så kvikt som i 1991 og i 1999 i Kosovo; eller bliver den langvarig og blodig? Risikerer vi ikke en opblomstring af islamisk terrorisme ved en krig mod Irak?
Hertil må svares, at islamisk terrorisme ofte slår til uden konkret grund. Terrorangrebet 11. september kom helt bogstaveligt ud af den blå luft. Det var ikke en reaktion på en konkret handling fra USAs side.
Hovedproblemet består. Skal USA og en række lande stå for afvæbning og afsættelse af Saddam, eller skal det være FN? Det sidste er at foretrække, men den første mulighed kan ikke afvises. Mange europæere lader ikke til at have gennemskuet Saddam. De vil hellere krybe i skjul i et musehul end reagere på verdens ondskab. De klamrer sig til meningsmålinger, der viser, at folk vil undgå krig. Men husk, at selv hen i 1940 var kun få amerikanere enige med Roosevelt i, at USA skulle yde mere militær bistand til England. I dag er alle vel enige i, at han gjorde ret i ikke at følge folkestemningen.EU-politikere er mere optaget af tilskudsordninger og af at skrive en grundlov for Unionen end af at opbygge et militær og sammen med USA fremme frihedsrettigheder og parlamentarisk demokrati med eller uden FN. EU-landenes samlede militære arm er i dag så svag, at USA ikke stoler på os, hvis vi siger, vi gerne ville bidrage til at bekæmpe global terrorisme. Derfor er Rumsfeld vred på europæerne. Desværre var hans tone over for især Tyskland nedladende, men den tyske minister, der sidste sommer sammenlignende Bush med nazisterne, lagde niveauet. Europa mistede flere civile end USA i Anden Verdenskrig, så der er hos os en naturlig angst for krig. Især i Vesteuropa, mens østeuropæerne efter et halvt århundredes kommunisme også frygter trusler mod friheden. De glædede sig over Reagans ord til Gorbatjov »Riv denne (Berlin)mur ned«, hvor nogle vesteuropæere foretrak fred og ro og andre Gert Petersens »Finlandisering« frem for frihed.
Hvad, der undrer mig mest i den nuværende situation, er hadet mod USA blandt visse europæere. De hævder, at USA går i krig for at overtage Iraks olie. Olien er vigtig, men USA overtog ikke Kuwaits oliefelter i 1991. Og USAs nærmeste allierede i Mellemøsten, Israel, råder ikke over andet olie end det, der er i olielamperne og olivenfrugterne.
Det hævdes ligeledes, at krigslystne kristne fundamentalister har taget magten i USA. Europa blev krigslysten, da europæiske intellektuelle i 1800-tallet erklærede Gud for død. I Guds sted dyrkede de skiftevis nationen og arbejderklassen med katastrofale følger. Arbejdsløsheden var i 30erne højere i USA end i Tyskland, men nationalsocialismen sejrede i Tyskland, ikke i det individualistiske USA.
Det påstås også, USA fører krig mod muslimer og arabere. Heller ikke det er sandt. Dels er der kristne i den nuværende irakiske ledelse, dels støtter USA den irakiske opposition, der hovedsagelig består af muslimer. Beskyldningen kommer både fra islamister og fra venstreorienteret hold. Vil vi se en uhellig alliance af hellige islamister og ateistiske venstrevendte?
Vi skal ønske mere, ikke mindre USA-indblanding i verden. Der ville have været mere ro i Somalia, hvis den FN-sanktionerede amerikanske intervention i 1993 var lykkedes. Som flyveforbudszonen i Nordirak har bedret forholdene for kurderne, og NATO-bombefly i luften over Bosnien kunne have hindret massakren i Srebrenica.
Set i perspektiv er Bush duen og Saddam høgen. Også selv om der er dødsstraf i USA, og amerikanske biler sluger benzin.
