Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Tarv, ikke tarvelighed

»Børn er ikke møbler og skal ikke deles som møbler. Børn er mennesker og skal lyttes til.«

Der var sagen om lille Oliver i Gladsaxe Kommune. Hans far beskyldte et medlem af familien på moderens side for overgreb. Moderen svarede igen og krævede stærkt reduceret samvær mellem faderen og sønnen. Og der var den nylige sag om en otteårig pige på Fyn. Hendes far drak og bankede hendes mor med jævne mellemrum. Moderen flyttede til sidst og så straks de gode resultater. Statsforvaltningen ville bare ikke give pigens mor samværsretten alene. De to forældre skulle have datteren en uge ad gangen. Pigen blev til sidst fundet død i et badekar hos faderen.

Forfærdende situationer af den slags dukker op af og til. Vi smertes ved læsningen og forarges over sagernes udvikling. De sære afgørelser virker oprørende og gør i nogles øjne Statsforvaltningen medvirkende til mord. Men før vi giver fuld luft for hele forargelsen, før vi per automatik tager den enes eller den andens parti, før vi lytter ensidigt på de gode hjerter i Dansk Kvindesamfund eller Foreningen Far – så skal vi alle sammen holde os et par ting for øje:

Den første ulykke overgår barnet allerede ved separationen. Alle med en skilsmisse i bagagen ved ganske vist, at det ikke kan være anderledes. Børnene forstår bare ikke en brik af det hele og giver i værste fald sig selv skylden. Så når far flytter, flytter mor måske også en dag. Man kunne endda ende helt alene i verden. Tænker den lille.

Aktørerne bør derfor tage hensyn til deres børns tarv som det første. Vi må ikke lade de negative følelser mod eks’en gå ud over arvingen. Børn er ikke møbler og skal ikke deles som møbler. Børn er mennesker og skal lyttes til.

Og når Statsforvaltningen og diverse kommuner sommetider ender på en afgørelse med tragiske følger – så er det altid, fordi afgørelsen virkede som den rigtigste i situationen. Landets dommere er embedsmænd med erfaring og ikke sjældent en god del menneskekundskab. De kender også sagerne i detaljer og vil altid træffe deres afgørelse derefter. Hverken offentligheden, de involverede parter eller diverse interesseorganisationer ved nødvendigvis alt.

At være en god forælder er uanset hvad ikke knyttet til vores køn. Både fædre og mødre kan være voldelige. Både onkler og tanter kan misbruge. Og selv om den ene part måske har en voldsdom på straffeattesten, så kan den anden sagtens have et halvstort synderegister langt under myndighedernes radar.

Hvis den lille ikke vil hjem til far, skal hun ikke hjem til far. At forhindre samvær med eksempelvis en voldelig forælder kan i høj grad være aktuelt. Og hvis en forælder vil sprede løgne med en tidligere ægtefælle og på den måde tiltuske sig forældremyndighed på falske vilkår, så skal de kunne diskvalificere i sig selv.

Men hvad hvis pigen hellere vil hjem til mor – også selv om moderens fætter forbryder sig mod hende? Børn har ikke kun deres egne følelser, de spejler også vores følelser og vil så nødigt lade os alene med verdens ondskab.

Lad ikke de små blive ofre for kønnenes kamp. Lad ikke det lille liv udvikle et had mod den ene halvdel af sig selv. En mor kan sagtens være den bedste »far« og omvendt.