Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Tak til Mette Bock

»Den nye kulturminister kan dog godt forberede sig på at blive mødt af et kor af jammerkommoder og grædekoner, for hvem et stort og mægtigt statsfinansieret DR synes at være et selvstændigt mål. Det er det ikke.«

Mange nytiltrådte borgerlige kulturministre har gennem tiden bebudet, at DR skulle reguleres og tilføres færre penge. Meget er der imidlertid ikke sket, og DR er fortsat med at åbne den ene radio- og TV-kanal efter den anden.

Det lader dog til at være fortid nu. Med Mette Bock (LA) har vi fået en kompetent kulturminister, som selv har erfaring fra DR og allerede nu er kommet med klare meldinger om kulturinstitutionen. Hun har annonceret, at DR skal på slankekur, og det er svært at være uenig i. Hvorfor skal DR f.eks. have 14 TV- og radiokanaler (DR1, DR2, DR3, DRK, Ramasjang, Ultra, P1, P2, P3, P4, P5, P6 Beat, P7 Mix og P8 Jazz)? Hvorfor skal DR have tre TV-kanaler målrettet unge, når unge ser stadigt mindre TV og mere YouTube? Og hvad skal vi med P7 Mix, når vi har P3, der i øvrigt lægger sig tæt op ad de kommercielle radiokanaler?

Som kulturministeren sagde forleden i Deadline: »Om 20 år tror jeg, at vi vil kigge tilbage på det her med så mange kanaler med et smil på læben og sige, ja, det var dengang, man gjorde det på den måde.«

Det fremgår også af det nye regeringsgrundlag, at der skal spares i DR: Licensen skal sættes ned, og så skal der fokuseres på indhold, der ikke udbydes af kommercielle producenter.

Den nye kulturminister kan dog godt forberede sig på at blive mødt af et kor af jammerkommoder og grædekoner, for hvem et stort og mægtigt statsfinansieret DR synes at være et selvstændigt mål. Det er det ikke. Et stort DR er ikke et mål i sig selv – DR skal tænkes som et vigtigt supplement og korrektiv til den øvrige mediedækning i Danmark.

Men institutionen har over de senere år lidt af akut vokseværk og ynglet den ene kanal efter den anden samt bredt sig på en måde i det danske medielandskab, så der sagtens kan spares uden at kortslutte dansk public service.

Der kan selvfølgelig siges meget godt om DR. Med udsendelser som »Barndom på bistand«, »Prinsesser fra blokken«, »En vej – to verdener« og »Overklassen på udebane« har vi fået et tankevækkende indblik i dele af Danmark, som mange måske ikke kender. Men de mange vellykkede udsendelser berettiger ikke til 14 kanaler, og man kan desuden efterlyse et opgør med flow-TV – seerne streamer jo flere og flere udsendelser fra nettet og sidder ikke andægtigt bænket foran tossekassen længere.

Mette Bock forventes som kulturminister at tage livtag med DR og ikke mindst at forholde sig til institutionens markante satsning på digital journalistik – en satsning, der har bragt dem i direkte konkurrence med private udbydere. Brugerne oplever, at DRs nyheder er gratis, mens andre medier må tage penge for deres. Er det fair konkurrence? Overhovedet ikke.

Endelig vil Mette Bock sikkert bestræbe sig på at udbrede den klassiske dannelse i befolkningen, og det er der brug for. Stadigt færre danskere åbner en bog, og spørger man dem, hvem Rimbaud er, tænker de på en actionhelt fra 1980erne.

Vi har brug for en kulturminister, der kommer med klare udmeldinger, har en ambitiøs dagsorden og ser kritisk på fordelingen af offentlige støttekroner. Det vil Mette Bock med stor sandsynlighed, og der skal lyde en stor tak herfra, hvis vi samtidig kan blive forskånet for mere ligegyldigt dumme-TV og pjankede værter.