Mette Bock: Private kan også levere public service

Som kulturminister overtager Mette Bock målsætningen om at reducere DR og sælge TV 2.

kirkeminister Mette Bock. (Foto: Keld Navntoft/Scanpix 2016) Fold sammen
Læs mere
Foto: Keld Navntoft

»Du kommer fra medieverdenen, og dit svendestykke bliver at gøre noget ved medieverdenen – måske også noget, der gør noget for den trykte presse.«

Sådan lød overleveringen fra afgående kulturminister Bertel Haarder (V) til den nye, Mette Bock (LA), som da også kun behøves at skæve til regeringsgrundlaget for at få opgaven understreget. Her er nogle af de mest konkrete kulturelle pejlemærker netop medieområdet, hvor der lægges op til, at TV 2 skal sælges, og DR skal målrettes mod grundlæggende public service, reducere antallet af kanaler og i mindre grad konkurrere med de private. Og det job tager Mette Bock på sig, lød det mandag i minutterne efter overdragelsen.

»Det er en bunden opgave, så det går jeg ind i ambitiøst. Jeg tror ikke, DR kan ændres fra den ene dag til den anden – måske heller ikke fra det ene år til det andet. Der skal laves en langsigtet plan, så det kan løses på en ordentlig måde. Afsættet er at se på, hvilke opgaver der skal løses, og så må vi bagefter se på, hvad er det for en økonomi, der skal strikkes sammen,« sagde Mette Bock, der dog tro mod det liberale grundlag gerne så mere plads til de privatejede medier.

»Det er jo en myte, at public service kun kan leveres af statsejede eller statsfinansierede medier. Der er et meget mangfoldigt medieudvalg i disse år, og private medier kan levere masser af public service-indhold. Så jeg tror virkelig, man skal forsøge at gentænke i stedet for at forlænge planker, for verden er et helt andet sted i dag i forhold til, hvad den var for 25 år siden. Indholdet er det afgørende. Og når man har et privat marked, der kan levere, så er der ingen grund til, at staten går for meget ind. Staten skal ikke overstyre, staten skal understøtte, det er en vigtig præmis for mig,« lød det fra den nye kulturminister, der støttede fuldstændigt op om at sælge TV 2, når stationen får afviklet de igangværende retssager.

Mette Bock ønsker til gengæld ikke at sætte tal på i hvilket omfang, licensen skal reduceres, eller hvor DR skal begrænse sig. Og ikke kun fordi der skal et politisk flertal bag den endelige løsning.

»Jeg synes, man som regering skal passe på at detailstyre for kraftigt. Det er nemt at forholde sig til, hvor mange kanaler DR skal have, og hvilke programmer vi kan lide og ikke lide. Det skal vi afholde os fuldstændigt fra. Vi skal definere opgaverne og rammerne, og så må andre finde ud af, hvordan de bedst løses,« siger Mette Bock.

Hun bydes velkommen af bestyrelsesformand for DR, Michael Christiansen, der tror, det er en fordel for DR, at Mette Bock kender DR både indefra og udefra. Også regeringsudspillet tager han roligt.

»Der står, at licensen skal sænkes, og det kan jo gøres på mange måder. Hvis det skulle betyde, at der er færre licenskroner til selve produktionen, så må vi jo gå ind i det, men det, der står, er altså noget bredere. Og jeg kan sagtens se en pointe i at fokusere på mere dansk kultur, men man skal gøre sig klart, at hvis vi skal ramme hele befolkningen som i dag, så er altså ikke Weekendavisen, vi skal lave. De seere, man taber ved at lave et smallere DR, det er dem, der ikke læser aviser,« siger Michael Christiansen.