Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Ord fra ghettoen

Så var der endnu en hidtil ukendt dansker, der skrev sig ind i rækken af eksperter på det virkelige liv i Danmark og på et splitsekund flyttede samfundsdebatten mærkbart. Det er, som om trætheden over politikere, meningsmagere og medie-rundhyl gør mange danskere immune over for de diskussioner, som føres hele tiden om velfærdssamfund, integration, vækst osv. Men kommer der en fattig-Carina, en Dovne Robert, en studerende-Sofie eller – som i sidste uge i Berlingske – en 12-årig pige, som efter skolegang i både udlandet og Danmark stille undrer sig over formerne herhjemme, kan tabuer brydes. Og et tabu brød Yahya Hassan, da han i sidste uge trådte frem i et interview i Politiken med markant kritik af sin forældregeneration som nyindvandrede i Danmark. De har svigtet groft, forstod man den 18-årige Hassan, der netop er ved at debutere med sin digtsamling. Mindre digt og mere socialrealisme var der over beskrivelserne af fjerne fædre og mødre på offentlig forsørgelse. Fædre der dovnede den og i øvrigt praktiserede en dobbeltmoralsk tilgang til religion, idet de »kan hore, drikke og stjæle og om aftenen gå i moskeen og søge tilgivelse« og i øvrigt forlange deres døtre iklædt tørklæder, flankeret af en »desillusioneret mor, der aldrig sagde fra«.

Yahya Hassan åbnede med sin fortælling for en dør til en verden, som ellers er lukket for mange. Livet i de såkaldte ghettoer, i parallelsamfundene. Livet blandt nydanskere af første, anden eller tredje generation, der er kommet her til landet – men hvorfor? Det spørgsmål kan man ikke undgå at stille sig, når man læser og hører Hassans beskrivelse af det triste og nedværdigende liv, som mange synes at henslæbe, efter at de er kommet til Danmark. Intet under, at reaktionerne er og har været kraftige. Nogle af dem kraftigere end på nogen måde forsvarligt er – og her tænkes ikke på de rigelige mængder af debattører, der har forsøgt at omklamre Yahya Hassans dagsorden med deres egen. På alle fløje.

Men Hassan har modtaget dødstrusler. Debatten efter hans optræden i DRs Deadline afslørede et forfærdende had og en urovækkende aggression blandt andre indvandrere. Man anser åbenbart Yahya Hassan for at være en forræder. Endog en religiøs forræder, uagtet at han ikke direkte har taget afstand fra islam. Men mere fra den måde, det religiøse liv praktiseres på blandt nogle (arabiske) indvandrere i de sociale boligområder.

Trusler er naturligvis helt uacceptable under nogen omstændigheder. Også når det gælder en ung mand, som blot bruger den frihed, han i Danmark har fået til at sige, hvad han mener. At en imam som Fatih Alev kan få sig til at skrive på Facebook, at man må spørge Yahya Hassan, om han selv er overrasket over truslerne, eftersom han »skider på alt, hvad disse unge mænd har kært« er på den ene side endnu en påmindelse om de kulturelle barrierer, der virkelig eksisterer mellem nogle indvandrere, og det samfund, de er ankommet til. 

Det kniber åbenbart også hos fremtrædende imamer med forståelsen for, hvad ytringsfrihed indebærer – og hvad det ikke indebærer. På den anden side er reaktionen også et symptom på, at Yahya Hassan med sine ord har ramt plet. Han har brudt et tabu og sat en vigtig diskussion i gang. Det skal han have tak for.