Yahya Hassan: Jeg hører ikke til blandt nogen

Den 18-årige digter Yahya Hassan gik offentligt ud med en kritik af det muslimske miljø, han selv kommer fra. Nu møder han dødstrusler og lovprisninger, men frabeder sig begge dele.

Mens Yahya Hassan var på døgninstitution, skulle han aflevere en stil om Facebook. Læreren troede ikke, at han selv havde skrevet den, før han skrev en ny og afleverede den med det samme. Derefter introducerede hun ham for klassisk, dansk litteratur, og Yahya Hassan begyndte selv at skrive skøn-litteratur. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Yahya Hassan har lige skiftet sit profilbillede på Facebook. Til et foto af en statusopdatering med ordene: »YAHYA HASSAN SKAL DRÆBES DEN FUCKING SØN AF EN HUND OG EN LUDER.«

Det er en af de mange trusler, den 18-årige digter har fået, efter at han stod frem i Politiken og kritiserede sine forældre og deres generation, der kom til Danmark i slutningen af 1980erne med ord som:

»Os, der faldt fra på uddannelser, os, der blev kriminelle, og os, der blev bumser, vi blev ikke svigtet af systemet, men af vores forældre.«

På torsdag debuterer han med en selvbiografisk digtsamling, som han har læst op af på TV. Den handler bl.a. om hans egen voldelige barndom, hans kriminelle fortid og det, han kalder »hykleriske muslimer«, som prædiker islam det ene øjeblik, og begår socialt bedrageri det næste.

Siden er han blevet kimet ned af journalister, og hans udtalelser er blevet diskuteret i diverse debatfora på nettet.

Jeg møder Yahya Hassan på Forfatterskolen i København, hvor han netop er begyndt at studere. Han hilser høfligt med et »godt at møde dig«, og jeg spørger, hvordan han har det med al den pludselige opmærksomhed.

»Okay,« siger han stille og kigger ned, mens han piller i sit bukseben: »Det har været lidt, jeg ved det ikke, lidt mærkeligt, at alle folk lige pludselig har en mening om én. Og at man ikke ved, hvorfor folk støtter en – er det, fordi man bare lige passer ind i en politisk dagsorden? Det er jo heller ikke noget nyt, at danskerne godt kan lide det, når en perker stiller sig op og ligesom går mod sine egne.«

Yahya Hassan voksede op i ghettoen i Aarhus V med fire søskende og palæstinensiske forældre, der kom til landet fra en flygtningelejr. I 2. klasse blev han smidt ud af folkeskolen efter at være blevet flyttet fra klassen til det, de kaldte »pusterummet«, et sted, hvor alle rødderne var samlet. Igen blev han smidt ud og kom i specialskole indtil 6.-7. klasse. Som 13-årig blev han anbragt på en institution.

»Der var ikke sket nogen forbedringer. Jeg opførte mig stadig ad helvede til, kom op at slås, begik kriminalitet og snakkede grimt til folk,» siger han.

Hvorfor gjorde du det, tror du?

»Det ved jeg ikke. Der har vel været en masse vrede og aggressioner.«

Han bliver tavs. Tænder så en lighter og sætter ild til en snor, der stikker ud fra sofaens betræk. Han puster flammen ud. En lugt af brændt stof fylder rummet.

Vrede over hvad?

»Vrede over alt. Over at blive anbragt. Over ... over alt. Det har vel bare været en lang proces med vrede, opbygget gennem barndommen.«

Jeg spørger, om han vil læse et digt op fra sin digtsamling.

»Dét, hvor en lejlighed bliver brændt ned?« spørger han. Han begynder at recitere højt med kraftfuld stemme:

(...) Hvis du bliver ved med at irritere dine søskende

brænder jeg dig

sagde mor og holdt fars lighter op

men da hun lagde den fra sig

kom jeg hende i forkøbet

jeg tog lighteren i lommen gik mine skyldige skridt

satte mig i hjørnet mellem radiatoren og sofaen

lod flammen snave plastikstilken (...) og flammerne tog fat (...)

men nytårsaften spiste vi rundt om et bord

der var ketchup og cola og knive og gafler

han gav et par flade hvis stemningen blev for god

ellers spiste vi så civiliseret

 

Hvor sandt er det?

»Jamen, så tæt på virkeligheden som muligt. Det er jo selvbiografisk. Det er jo skrevet efter erindringen. Altså. Og jeg vil sige, at over halvdelen af bogen er noget, der ligger et halvt år tilbage. Og så er der jo barndommen selvfølgelig. Og anbringelserne, som er fra før. Og alt er jo nærmest skrevet midt i det hele. Så Jeg ved det ikke. Jeg tror, det er meget sandt.«

Brændte du lejligheden ned?

»Mmm,« siger han og nikker: »Mmm.«

Hvorfor brændte du lejligheden?

»Det ved jeg ikke.« Han tænder lighteren igen og sætter ild til endnu en tråd fra sofaen.

Hvad mener du med, at din far »gav et par flade, hvis stemningen blev for god«?

»Jamen, det var bare for eksempel, hvis man grinede ved bordet, så kunne det også udløse en eller anden form for afstraffelse. Eller hvis man legede lidt for vildt, som børn nu gør og løber rundt og griner, så kunne det også blive for meget for ham. Afstraffelsen var typisk bare tæsk, og så var der gange, hvor vi skulle stå på et ben med ansigtet vendt mod væggen.«

Yahya Hassan tjekker sin mobil. Han har en aftale med to andre journalister, som skal interviewe ham samme aften.

»Jeg synes bare, det er træls, at på den ene side har vi de her muslimer, som prøver at fremstille mig som en stakkel, en forvirret teenager, som Gud bare skal retlede. Og på den anden side har vi offentligheden, som konstant prøver at fremstille mig også som den her teenager, der ikke helt ved, hvad jeg har rodet mig ud i, og burde der ikke være nogen, som tog sig af min sikkerhed. Jeg ved udmærket godt, hvad jeg har gjort, og hvad jeg har sagt, og hvad konsekvensen er.«

Hvad er konsekvensen?

»Det er vel, at der er en risiko for, at en eller anden giver mig en på hovedet, stikker mig ned eller skyder mig. Der er jo alle de her trusler. Det er jo en risiko. De mennesker er her jo, lige så længe jeg er her. Det kan godt være, at det fortsætter i lang tid, at det ikke forsvinder. Men så må det jo være sådan, det er.«

Hvordan har du det med den risiko?

»Jeg forholder mig bare til den på den måde, at hvis der kommer nogen for at gøre mig noget, så er der lige så stor chance for, at de selv kommer til skade. Hvis de bruger beskidte tricks på mig, kan de godt få beskidte tricks tilbage. Hvis de ikke kan finde ud af at tage en dialog ordentligt, hvis de tyer til vold, så kan de godt få vold tilbage,« siger han højt:

»Så jeg har det fint. Jeg appellerer til dem med mit sprog og mine værdier, og de taler ud fra deres holdninger og deres værdier. Vi kommer aldrig til at møde hinanden. Og ved at skrive om deres Gud, krænker jeg dem lige så meget, som de krænker mig ved at gøre mig ondt.«

Han hiver en pakke cigaretter op fra frakkelommen. Rejser sig op og tænder en cigaret, mens han leder efter et askebæger.

Yahya Hassan har altid undret sig over kulturen i ghettomiljøet. Som barn fik han at vide, at alle vantro skulle i helvede: »Så tænkte jeg, hvorfor skal min pædagogmedhjælper fra børnehaven i helvede? Lone er da sød nok.«

»Sådan nogle tanker har jeg gjort mig. At det så er blevet så markant, det ... det ved jeg ikke. Jeg har måske de seneste to-tre år ikke givet en fuck for de ting. Jeg stoppede med at tage i moskéen, og jeg begyndte at spise svinekød for eksempel. I protest. Jeg var ikke bange mere. Jeg var ikke bange for Gud.«

Frygten for Gud forsvandt, da Yahya Hassan kom væk fra hjemmet og på institution:

»Jeg kom ud af de der rammer med koranlæsning i fjernsynet og lyden af koranvers fra radioen. Gud er så tæt på hele tiden i det der arabiske hjem. Der hænger korancitater på væggene, og Gud er over det hele, også lydligt. Det gav jo én dårlig samvittighed. Man var bange for Gud. De der folk i det miljø er jo bange for at blive straffet. De er jo bange for at komme i helvede, ik’. Men det er jo skide dobbeltmoralsk igen. Fordi de render rundt og frygter deres Gud. Men så pludselig er Gud den alttilgivende. Når jeg siger, at alle er kriminelle derude, er det ikke, fordi alle går rundt og slår folk ned. Men socialt bedrageri er også kriminalitet.«

På institutionen gik Yahya Hassan som 15-årig fra at skrive raptekster til at skrive noveller: »Jeg syntes, jeg var fanget i det forkerte udtryk. Det var for gangstaagtigt med rapteksterne.«

Lidt efter lidt udviklede det sig til digtning. Nu aner han ikke, om han vil blive ved med at bruge sin baggrund i digtningen. Han ved bare, at han havde brug for at komme ud med sin historie i den første digtsamling. Men han forstår ikke, hvorfor digtene og hans udtalelser har fået nogle etniske danskere til at hylde ham som et forbillede. Han ønsker ikke at være »præmieperker«.

»Jeg er bare digter. Men jeg kan ikke styre folks tanker,« siger han.

Nej. Men på den ene side har du folk, som er efter dig, på den anden side nogle, der ser dig som »præmieperker«. Hvor hører du til i alt det her?

»Jeg hører ikke til. Jeg hører ikke til blandt hykleriske muslimer. Men jeg hører heller ikke til blandt hykleriske danskere. Når man går ud og siger de her ting, så stiller man sig i ingenmandsland, for man har danskernes støtte, men til hvad?« spørger han retorisk.

Hvordan hykleriske?

»Jamen, de her medier, som på den ene side bare vil have en god historie, samtidig med at de bekymrer sig for min sikkerhed. De er sgu da ligeglade med min sikkerhed! Hyklerisk politi, som vil have mig ind til en afhøring for de her dødstrusler, samtidig med at de kalder mig til afsoning for en gammel dom. Sådan noget mærkeligt noget,« siger han og hæver stemmen:

»Jeg hører ikke til! Jeg hører ikke til blandt nogen.«