Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Leder: Luk ikke ned for nationalscenen

»At teatret pænt slog hælene sammen dengang, skal ikke straffes nu.«

Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax Lindhardt

Det Kongelige Teater skal være »Ei blot til lyst«. Men situationen i øjeblikket virker måske lige alvorlig nok. Hvis foreslåede besparelser realiseres, kan hver sjette medarbejder i musikken blive ramt. Besparelser kan rigtignok være nødvendige i svære tider. Virksomheder over hele verden har for eksempel byttet mennesker ud med teknologi. Det er der overordnet set kommet bedre og billigere varer ud af, og en række nye jobs er blevet skabt.

Men nogle fag kræver stadig mennesker. Især kulturelle virksomheder kan ikke bare bytte levende ud med døde maskiner. Et hus som Det Kongelige Teater kan slet og ret ikke fungere uden en helt bestemt mængde individer. Den elektroniske sanger, solodanser, skuespiller eller strygergruppe skal måske nok blive opfundet – resultaterne bliver bare ikke tålelige på denne side af Jordens undergang.

Men kan det passe? Ligefrem et bestemt antal individer? Hvis man sparer en korsanger her eller en violin der, er forskellen vel ikke så voldsom endda?

Rigtigt. Men nationalscenen har for længst lagt så fine fornemmelser bag sig. De varslede besparelser vil ikke »kun« gå ud over kvaliteten, de vil gå ud over forbrugerne. Kunderne i butikken vil ganske enkelt få mindre skønsang, mindre variation i balletterne og formentlig færre orkesterkoncerter. Og jo færre tilbud, dørene slås op for, desto sværere har teatret ved at tjene ind selv. Det brede repertoire og det smalle vil gå samme vej. Nemlig ned.

Det Kongelige Teater passerede faktisk allerede en grænse med beskæringen af operakoret for fire år siden. Hvis musikerne påtvinges en varslet decimering af samme størrelse, vil mulighederne blive endnu færre. Scenen vil i de kommende sæsoner kun kunne gennemføre det planlagte program med musikere udefra.

For nej: Administrationen kan næppe skæres yderligere. Andelen af medarbejdere uden aktiviteter af direkte kunstnerisk eller teknisk art er allerede under en tredjedel. Det Kongelige Teater er ikke længere »et kontorhus med egen scene«, som salig Ebbe Rode sagde engang – men trimmet længere ned end søsterhuse i selv USA.

Politikere fra begge sider af salen må endelig granske sig selv i et væsentligt spørgsmål: Baggrunden for mange besparelser i offentlige institutioner er det såkaldte omprioriteringsbidrag. Man vil grundlæggende flytte penge i retning af »kernevelfærdsydelser« som ældre, sundhed og tryghed. Hvis man et øjeblik ser bort fra de andre kvaliteter – kommer nationalscenen så ikke tæt på den målsætning?

Igen: Vi skal alle skrue lidt ned for blusset i disse år. Den ene del af kulturen kan ikke fredes på bekostning af andre dele. Spillesteder, mange museer og flere af de kunstneriske uddannelser har det heller ikke for sjovt.

Men fordi Det Kongelige Teater allerede var spareramt, før omprioriteringen begyndte, gik man ekstra skrøbelig ind i den. At teatret pænt slog hælene sammen dengang, skal ikke straffes nu, snarere kompenseres. Ansatte i de fire kunstarter inspirerer børn og voksne over hele landet til et liv med de samme idealer. Politikerne må spørge sig selv: Hvilket fedtlag kan sagtens smeltes væk? Og hvilken kultur skal prioriteres?