Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Grønt mod grønt

I disse dage udspiller sig en særegen kamp mellem to parter, der begge gør krav på at forsvare grønne interesser.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Nærmere bestemt finder dramaet sted i en af Danmarks fjerneste afkroge, Østerild Klitplantage i Thy, hvor miljøminister Karen Ellemann med et bredt flertal i Folketinget bag sig - fra SF til Dansk Folkeparti - ønsker at placere et nationalt testcenter for vindmøller. Til formålet skal der ryddes 266 hektar nåleskov til de op til 250 meter høje møller. Testcenteret skal bruges af vindmølleindustrien, som også skal betale omkostningerne, til at forske i og teste nye vindmøller, og er angiveligt af stor betydning for fortsat udvikling af vindmøller og de tilhørende arbejdspladser.

I modsatte ringhjørne finder man blandt andre Danmarks Naturfredningsforening, nogle af de lokale beboere samt danske og udenlandske miljøaktivister. Aktivisterne har foreløbig med fredelige demonstrationer forhindret, at træfældningen går i gang.

Set fra afstand er det svært at forstå, at sagen kan bringe følelserne i kog. Selv om 266 hektar lyder af meget, er der blot tale om fem-seks procent af ikke særligt værdifulde plantageområder i Thy, som blev plantet i snorlige rækker for at bremse sandflugt for 30-40 år siden. Som erstatning rejses 419 hektar ny og mere værdifuld skov andre steder. Det fældede område bliver til langt mere varieret natur med vådområder. Det er derfor vildt overdrevet at tale om en massakre på kostbar og uerstattelig natur.

Det største tab bliver efter alt at dømme tabet af stilhed. Stilhed er en mangelvare i Danmark, og gigantmøller, der kan ses så langt som halvtreds kilometer væk, vil støje, så det kan høres. Forkerte støjberegninger førte i foråret til, at beslutningsprocessen måtte gå om med det resultat, at Folketingets store flertal har besluttet placeringen i Østerild ikke én, men to gange. Flertallet mener ikke, at det er muligt at finde en anden og mere hensigtsmæssig placering end Østerild.

Man kan altså ikke med rimelighed hævde, at processen har været udemokratisk. Alligevel vil det være klogt at afvente, at Vestre Landsret i august tager stilling til, om Naturfredningsforeningens klage til EU over placeringen skal have opsættende virkning. Hvis der er tidsfrister for anlægsarbejdet, der presser sig på, bør de laves om. Sagen er, at vindmølleenergi har tabt voldsomt terræn i den offentlige mening i de senere år. Hvor aktivisterne for 30-40 år siden messede slagord som »hvad skal ind - sol og vind«, protesterer de nu mod selvsamme vindenergi, fordi den støjforurener og kræver plads. Det samme gør de borgere, der pludselig ser monstrene vokse op hele horisonten rundt. For at føje spot til skade er vindenergi stadig alt for dyr. På den baggrund er det oplagt mest rimeligt at give retsfølelsen nogle uger mere fremfor at tromle fældningen igennem nu.

Danmark har en national interesse i vindmølleindustrien og dertil også en forpligtelse til at bidrage til udbygningen af grøn energi. Alt i alt vejer de hensyn tungest. Men det er trist, at områderne, hvor skovens dybe ro vitterlig kan findes, bliver færre.