Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Formynderi

Før Murens fald var sovjetiske børnehaver et ideal for mange danske vuggestue- og børnehavepædagoger. Her var der styr på tingene. Her var pædagogikken sat i system. Her blev ungerne opdraget til at blive gode sovjetborgere, så de som voksne kunne føre socialismen mod nye sejre.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Nu er Sovjetunionen som bekendt gået af mode, og vores nuværende regering skal ikke på denne plads beskyldes for at have sympati for denne ikke længere eksisterende statsdannelse. Til gengæld skal den klandres for, at den overhovedet kan komme i nærheden af en forestilling om, at det offentlige skal kunne bestemme i detaljer over opdragelsen af borgernes børn. Den slags har man autoritære regimer til.

Det er med andre ord problematisk, det krav om 20 minutters daglig højtlæsning hjemme hos småbørnsfamilierne, som den socialdemokratiske børne- og undervisningsminister Christine Antorini i denne uge spillede ud med.

At den påtænkte umyndiggørelse af helt almindelige, voksne danskere har baggrund i anbefalinger fra ministerens egen såkaldte task force om bedre læring i dag­institutionerne, gør ikke sagen bedre. Snarere værre. Ministeren har tilsyneladende opbakning i sagkundskaben.

Og det er jo ikke, fordi 20 minutters daglig højtlæsning er noget, småbørn tager skade af. Tværtimod. Ligesom de heller ikke tager skade af sund og varieret kost, fornuftige sengetider, kærlig omsorg og - for de mindstes vedkommende - hyppige bleskift. Som enhver ordentlig forælder ved, er der mængder af gode og nødvendige ting at gøre, hver dag og hele tiden.

Men det ændrer ikke ved det stærkt betænkelige ved forestillingen om, at man, til gengæld for at stille samfundsmæssigt nødvendige ydelser til rådighed, skal kunne gå ind og detailregulere i privatsfæren. Kan det offentlige stille specifikke krav til børneopdragelsen, er der i princippet åbnet for et hav af andre krav om privatlivsrelaterede modydelser fra den velfærdsstat, der stiller sig til rådighed for dens brugere.

Lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitet Eva Gulløv sagde i en kommentar til sagen, at det er en samfundsdiskussion værd, om det overhovedet er børneinstitutionernes opgave at stille detaljerede krav om opdragelse i hjemmene. Det er en nådig formulering. Svaret - et klart nej - burde give sig selv. Hvad det så åbenbart ikke gør. Desværre.

En række anbefalinger fra ovennævnte task force skal til efteråret afprøves i en række daginstitutioner. Bag­efter tager ministeren stilling til, hvad der så konkret skal ske. Der er i udspillet nogle grundtanker om et tættere samarbejde mellem institutioner og familier, der sådan set er udmærkede, men lad os bede til, at ministeren ikke fristes til at lede det danske samfund endnu længere ned ad det skråplan af umyndiggørelse, som geskæftige politikere allerede er ansvarlige for. Formynderi er der nok af i forvejen. Det skulle nødig ende helt nede på børnehaveniveau.