Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Et Danmark i kunstig balance

Minister for offentlig innovation, Sophie Løhde, under præsentationen onsdag af regeringens plan om udflytningen af statslige arbejdsplads, kaldet »Bedre balance II - statslige arbejdspladser tættere på borgere og virksomheder.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Det er dyrt. Det skaber ingen synderlig vækst i lokalområderne. Heller ingen mærkbar opblomstring af den lokale økonomi. Og for den enkelte familie er det et voldsomt problem, at den ene parts arbejdsplads placeres langt fra det hjem, man i fællesskab har opbygget.

Argumenter imod regeringens plan om at udflytte i denne omgang godt 4.000 statslige arbejdspladser er ikke vanskelige at finde. Alligevel er det ikke entydigt en dårlig idé at sprede styrelser ud over landet. Regeringens overordnede vision er at skabe et Danmark i balance, som det så smukt udtrykkes. Det koster noget. Helt kontant. Men også følelsesmæssigt hos den enkelte medarbejder og dennes nærmeste. Og på den intellektuelle kapital i form af det viden- og kompetencetab, som finder sted, fordi de fleste medarbejdere ikke ønsker at flytte fra hovedstaden og ud i landet.

Disse indvendinger har regeringen bevidst valgt at se bort fra. Sådan må det undertiden være, hvis man vil stå fast på et politisk mål. Men man kunne have ønsket, at regeringen ville have afventet evalueringen af første udflytningsrunde. Så havde der været reel dokumentation at forholde sig til.

At skabe et Danmark, der hænger sammen både i infrastruktur og i form af adgang til statslige institutioner, er en prisværdig politisk vision. Affolkningen og af-institutionaliseringen af visse områder af landet er virkelig nok. Der er sket et kulturtab som følge af, at f.eks. folkeskoler, politistationer, dommerkontorer, små sygehuse og uddannelser er nedlagt i provinsen. Disse tiltag er igen en følge af ønsker om effektivisering, specialisering og bedre offentlig service. Samtidig foregår der en urbanisering, hvor danskere i lighed med mennesker kloden over søger mod de større bysamfund.

De bevægelser er vanskelige at modarbejde, med mindre man vil gøre Danmark til et diktatur a la Kina. Så regeringen prøver en blidere vej ved at drysse statslige arbejdspladser ud over landet med rund hånd.

Man kan have sin berettigede tvivl, om det hjælper på balancen at flytte 11 arbejdspladser til Brovst eller fem til Vejle. Følger man de hidtidige erfaringer, vil størstedelen af de nuværende medarbejdere ikke følge med, og de, der gør, vil typisk bosætte sig i lidt større byer. Der findes veluddannet arbejdskraft uden for København, men det vil naturligvis tage nogen tid at (gen)opbygge kompetencerne. De medarbejdere, som fravælger at flytte med, vil sandsynligvis kunne finde anden beskæftigelse. Og hvem ved. Kunne man være så håbefuld, at hele manøvren skaber lidt frisk luft, nytænkning og måske oven i købet forbedret offentlig service? Andre og større lande som Norge og Tyskland har kunnet flytte forvaltninger ud, så det kan nok også lade sig gøre i Danmark.

Men uanset sympatien for ideen bag udflytningsplanerne sidder man tilbage med fornemmelsen af et kunstigt tiltag, der skal rette op på en udvikling, som alligevel ikke kan standses. Som Berlingske Business’ økonomiske panel tidligere har påpeget, burde regeringen snarere udpege nogle regionale centre. Og derudover gøre mere for, at lokale erhvervsvirksomheder og iværksættere kan udfolde sig.